I dag gravede jeg de første kartofler op i kolonihaven. De skulle ellers være af henholdsvis ’tidlig’ og ’middeltidlig’ sort, men i min bog skal planterne altså blomstre, inden man kan begynde at få kartofler op af jorden. Den middeltidlige slags – Exquisa – har blomstret i et stykke tid, og blomsterne er ligesom bare uforandrede, som om de har bestemt sig for at se ud på nøjagtigt samme måde for evigt. Den tidlige Hamlet har ikke sat en eneste blomsterknop.

Så jeg har ladet dem stå. Indtil i dag, hvor jeg testede begge slags.

Og jeg skal da love for, at de er store.

I flere uger kunne vi vel så have spist egne, nye kartofler. Jeg er en knold, at jeg ikke engang har prøvet at kigge til dem. Men lad os nu ikke se tilbage. Lad os se frem. Jeg glæder mig for eksempel til min madpakke i morgen.

Jeg har også dyrket den fineste romainesalat i haven. Frodig, grøn og god. Så i morgen tidlig pakker jeg et par skiver rugbrød, rigeligt med salatblade, en håndfuld kolde, kogte kartofler og nogle tomater. Så skal det bare have et drys salt og et par dutter mayonnaise for at blive en kongefrokost.

Eller en grevindefrokost.