Laver du mad i dag, så gør jeg i morgen

… sagde jeg i går.

I aftes blev der så stillet lækkersmækkert lam foran mig, og alle ved jo, at lam forpligter. Ja? Eller?

I hvert fald var det min kokketur i dag, og jeg googlede ’Hvad skal vi spise’. Og der ved Arla altid lige hvad.

I dag sagde Arla, at vi skulle spise grønt. Overhovedet ingen tvivl om dét. Meget grønt! Det hed Grønkålswrap med krammekål, og kælekålen var endda også af den grønne type. Så jeg kørte forbi min frosthvide kolonihave og plukkede grønkål nok og forsøgte at grave i den frosne jord. Jeg kan afsløre, at minustemperaturer ikke gør noget gavnligt for optagning af pastinakker, og at det heller ikke er smart at have glemt sine handsker hjemme.

Men op kom rødderne, og mine kolde fingre fik varmen igen langt senere.

Det tog faktisk op mod et par timer at blende, røre, skrælle, snitte, presse, bage, stege og rulle, så ret nem hverdagsmad var det sådan set ikke. Og vi har da heller aldrig fået noget, der ligner. Kål og abrikos, pærer og pastinak, skyr og sennep pakket ind i grønne pandekager.

Det var både anderledes, pænt, velsmagende og mættende. Jeg er faktisk mæt endnu. Smagene fungerede rigtig godt, som de siger i Bagedysten. Altså, når de mener det.

I morgen spiser vi ude, i overmorgen kommer posten med FiskeFredagsfisk, så det varer lidt, inden jeg spiller Arlaroulette igen og lander på grøn.

Overavl

Jeg har madtjansen i morgen, og jeg kommer nok ikke uden om ’noget med squash’.

Der ligger seks af dem i grøntsagsskuffen – den syvende er en agurk. V holder ferie lige om lidt, men intet tyder på, at squashplanterne har tænkt at gøre det samme.

Sååeeh …

Nej, det bliver ikke squashfrikadeller. Jeg husker dette.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Udpluk #13

  • Når Morten er på flerdagesjagt i Sverige, står det lysende klart, hvem det egentlig er, der reder vores seng hver morgen.
  • Det står ligeledes klart, hvem der i hans fravær skal lave aftensmad hver eneste dag.
  • Fordelen er, at det gode sofahjørne altid er ledigt.
  • Hverken internetforbindelsen, Sonos eller andre vitale installationer har gjort knuder, mens kongen af it har været bortrejst.
  • Han kommer hjem i dag, men først efter at jeg har plantet mig tungt i hjørnet.
  • Han får nok alligevel travlt med at pakke ud. Alt jægersmandens camouflageoutfit med orange strejf. Og måske gaver til mig.
  • Jeg glæder mig til at få ham hjem.
  • Og noget helt andet:
  • Kan Dokk1 i Aarhus ikke nok udtales Dokk-ét? Det troede jeg i starten, den hed, og jeg kan ikke vænne mig til at sige Dokken. Det kan godt være, vi selv må bestemme, hvad vi kalder den, men jeg helst have, at en tydelig voksen bare tager en beslutning.

Listefortrøstningsfuld

liste

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.

Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.

Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.

DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.

Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.

Jeg er fortrøstningsfuld.

Og se, jeg har allerede købt ind!