20. april 2014 | At have have |
Jeg har sået og plantet lidt her og lidt der og på forskellige dage og i lidt tilfældig rækkefølge og hvad jeg havde lyst til og tid til. Der var også noget i forvejen, og der må jo ikke være kartofler samme sted hvert år. Meget af det er på slump og lidt vilkårligt, og en del har jeg tænkt anderledes til at begynde med, end jeg endte med at gøre det. Jeg har også allerede glemt, hvornår jeg startede med hvad.
Så jeg har lavet et skema, så jeg kan huske hvad og hvornår. Så kan jeg også nemt svare på, hvornår jeg lagde kartofler, for det er jeg helt sikker på, at jeg vil blive spurgt om igen og igen. Ikke at nogen har spurgt endnu, men det er nok, fordi jeg er så hurtig til straks at få indføjet i enhver samtale, at jeg har lagt kartofler.
Der er plads til mere. Persillerod, pastinak, rødbeder, mere salat, mere spinat, flere jordbærplanter, et æbletræ. Men ikke ærter.
12. april 2014 | At have have |
Haven har det fint, tak. Der er strøet omsorg med rund hånd i dag.
Vi er igen kun to kontohavere. Solsorten, som vi førte fuglekrig mod sidste år – eller en af dens slægtninge – er opdaget og forvist. Den af os, som er høj og modig, hentede reden ned fra det ellers opfindsomme sted, fik banket lidt med sit følsomme hjerte og sagde så til sig selv, at det jo er os, som skal kunne være der. Og en af os er ikke begejstret for flaksende fugle.
Vi købte frø, læggekartofler, hindbærbuske, taybærbusk og arbejdshandsker – selv om man egentlig skulle synes der var nok i skabet. Men ikke nogen, der er store nok til nogen, der er høj og modig og har store hænder.
Og se. Nu er der lagt otte rækker kartofler. Vi er med. Meget tidlig og almindelig tidlig og resistent over for det meste, stod der om de sorter, vi valgte. Hamlet og Exquisa, hvis nogen spørger.
Vi var også glade for at se Ejnar gå og kultivere i nabohaven. Vi har været en lille smule bekymrede, for vi har ikke set noget til ham siden sidste efterår, og vi vidste jo, at han var fyldt 90 i løbet af vinteren. Men han har heldigvis bare fået et nyt knæ i januar, og det skulle lige trænes op. “Jeg plejer jo at grave haven selv”, sagde han, “men det må jeg ikke. Jeg må heller ikke gå ned på knæ, så jeg kan ikke luge mellem mine grøntsager”. Derfor gik sønnen med en fræser, og derfor sætter vi vores lid til fruen med hensyn til lugningen, for hun er “mere gelinde”.
“Vi ses jo nok igen”, sagde vi, da vi var færdige med snakken over hækken og gik tilbage til hver vores dont.
29. marts 2014 | At have have |
Fem gode solskinstimer i kolonihaven. Vi skilte os af med fældet ahorntræ og ryddede vintervissent væk og fjernede ukrudt og drak øl og kaffe og rensede fliser og nød eftermiddagen.
Mine blege kontorkinder blusser som efter en dag på havet.
I dag skulle vi kun have ting med, som ender på -ks
Morten nulrer med lugning. “Du kan kalde billedet: Min nullermand.”
Konvoj. Man får slæbt redskaber ud.
4. september 2013 | At have have, Heldige mig |
Forleden blev Morten ringet op af formanden for kolonihaveforeningen. Hun ville forhøre sig, om vi kommer til høstfesten senere i september. Vi modtog for nogle uger siden invitationen i det rør, der hænger på indersiden af alle havelågerne – der er intet digitalt i foreningen, også årskontingentet afleveres hos kassereren i kontanter – og konstaterede, at vi desværre var forhindrede i at deltage. Eller jeg var.
Men det forholdt sig sådan, sagde hun i telefonen, at “I skal jo have en pramje. Ja, pramjen får I jo alligevel, men det vil jo være godt, hvis dem, der skal have en pramje, kommer til festen”.
Morten lovede at vende det med mig og melde tilbage.
Det ender sikkert med, at han tager hen og bonder i fælleshuset og har både øjne og ører på Recording. Vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget foregår i vores nye fællesskab, og nysgerrigheden er ganske enkelt for stor. Jeg skal noget andet den aften og kan ikke være med. Måske meget godt, at vi ikke begge sidder der og fristes til at veksle blikke og tilbageholdte fnis.
Hvad skal vi præmieres for? Det fik han ikke spurgt om, så vi ved ikke, om det er for den højeste solsikke eller for den pæneste græsplæne, den mest imponerende haveforvandling eller bare fordi de er glade for at få nogle unge mennesker (det er os!) i foreningen.
Og hvad er præmien? En staude? En gylden rive eller en plakette? Gammel Dansk? Et solur? En regnmåler?
Der er en håndbajer og en havevandring i pramje til den, der gætter rigtigt på både præmis og pris. Det er stort, det her!
Mon vi skal honoreres for at have kultiveret denne naturgrund?
19. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går dannede kolonihaven rammen om Mortens fødselsdag. Søster, svoger, brødre, svigerinder, datter, kæreste, mor og to andre gamle koner til kaffe og kage og en flok rådyrrygfileter på grillen. Dagen før havde vi ryddet ud og flyttet rundt og gjort klar, så vi kunne sidde i tørvejr.
Vi havde ikke lagt dugen på, for måske var der lidt hul i taget, og vi havde ikke været med til at bestemme vejret.
To timer før gæsterne kom, gik der hul i himlen også. Og taget var utæt, viste det sig. Der rendte vand ind tre-fire steder. Vi måtte gøre noget, før gamlerne og de andre kom, og heldigvis er Morten en handlingens og snarrådighedens mand.
Søm, tak.
Spand, tak.
Krus, tak.
Og så havde vi den dejligste dag. Gode mennesker, gode gaver, sol og regn, boller og kage, snak, hygge, smådrillerier og storgrillerier. Der er vide rammer på det fineste lille sted.
Glad fødselsdagsbarn. Og søndagsbarn.
