1. november 2014 | At have have |
Tænk engang, at vi ramte sådan en solrig og lun første november med så blå en himmel. Birken har givet slip på de fleste blade. Mange af dem har lagt sig på taget og på plænen. Dem på plænen var jeg nødt til at rive sammen i dag, fordi græsset trængte til at blive klippet. For sidste-sidste gang i år – igen-igen. Altså det er november, jo…!
Jeg synes, det er det kedeligste i verden at skulle gøre noget for at kunne gøre noget andet, det egentlige. Min barndoms græsplæne var stor og med mange frugttræer, og jeg havde græsslåningstjansen, tre kvarter med motorklipper tog det. Jeg skulle rive æblerne sammen først, fik jeg besked på. Sommetider lod jeg være, og så gik jeg der bag plæneklipperen og blev bombarderet og beskudt med moreller, æblestykker og blommer og råbte Av! Av!
Vi har tilbragt et par fine timer i kolonihaven. Jeg tog rødbederne op. Det har været en god høst i år. Her er der grøntsagsparade.
I går var der parade af nedlagt vildt i en skov i nærheden. Min jægersmand kom hjem med både præmie for at have gættet antallet af ben (det er en konkurrence jægere har) og en rå. Sidstnævnte har tilbragt natten i kolonihavehuset med benene op og hovedet ned og skulle rejse videre til vores fryser.
På dette billede har vi en jæger, der underviser i, hvordan sådan et rådyr er skruet sammen, og hvordan det skrues fra hinanden igen, en der vil tage jagttegn, når hun bliver gammel nok, og en der er sprunget til de evige jagtmarker.
Kan vi få flere af den slags novemberdage?
26. oktober 2014 | den store bunke |
I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.
Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.
Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.
Såee, sæt i gang.
28. september 2014 | At have have
Jeg bliver fyldt med glad og tilfreds, når jeg er i kolonihaven. Der er primitivt, der er til tider rodet, der er altid noget at gøre, men der er også plads til at gøre ingenting. Vi er altid bagud med et eller andet, hvis man altså tager de briller på. Der er også rummeligt og højt til loftet, og der er ingen masterplan. Der er vage ideer om, hvad vi kunne gøre. Engang. Rydde bedet foran huset. Male huset. Udvide terrassen. Fælde nogle træer. Plante nogle træer. Det kommer, når det kommer.
Hver eneste gang, jeg er der, bliver jeg glad. Om det så bare er nogle få minutter for at hente grøntsager, eller det er flere timer med havesysler. Jeg drikker kaffe, hører bog og pusler med forefaldende arbejde. Det er ikke altid, jeg laver det, jeg havde i tankerne, da jeg tog hjemmefra, men det er ligemeget. Det er altid tilfredsstillende.
I dag lugede og høstede jeg. Gulerødder og persillerødder. Jeg har læst op på vinteropbevaring af rødder og husket på, hvad mine forældre gjorde, og jeg har snakket med min kollega, Gitte, som også har haft en landbrugsbarndom, og vi er enige om, at når både hendes far og min mor opbevarede gulerødder i tønder med sand, så er det det rigtige at gøre.
Og så cyklede jeg med kurven fyldt hjem til mere dejlig søndag.
14. september 2014 | At have have |
Her er en trillebør fuld af halvdelen af havens spinat. Jeg har fået sået sådan en slags spinat, som ikke går i stok, men bare gror og gror, indtil frosten kommer, og som vist også kan overvintre ude. Men det skal den ikke. Ikke som udgangspunkt, i hvert fald. Det kan godt være, jeg skifter mening, når jeg alligevel ikke får gjort noget ved resten. I dag hev jeg halvdelen op og satte mig med en lydbog i ørerne og en saks i hånden og klippede bladene af. Der gik op mod to timer med det, og jeg var svært glad for, at jeg ikke havde høstet det hele, nu jeg var i gang.
Nu ligger der en pose med over to kilo frisk spinat i køleskabet. Jeg har læst mig til, at det kan blancheres og fryses ned, så det er det, jeg gør i morgen.
Kartoffelhøsten er ovre. Egentlig havde jeg ikke en fornemmelse af, at vi var bagud med det. Jeg har været så lidt i haven, at jeg ikke engang har fulgt med i, hvor langt naboerne er, men jeg kiggede tilbage her på bloggen og opdagede, at vi var en uge tidligere med kartoffeloptagningen i fjor. Der kan jeg også se, at høsten ikke er specielt meget mindre i år, hvad jeg egentlig troede. Kartoflerne er kulet ned i flamingobøtten, og her kan man se en film om, hvordan det er at være en kartoffel dér.
Jeg kunne nemt piske mig selv med, hvad jeg ikke har nået i haven endnu. For eksempel at plante jordbærstiklingerne ud. Lige dét er det vist ved at være noget sent med, men jeg er altså nødt til at have ryddet et stykke jord for alt det ukrudt, som er blevet knæhøjt, mens jeg vendte ryggen til. Men jeg vil godt bede om fritagelse for det der piskning, – jeg gider det ikke. Jeg synes, jeg har været dygtig i dag.
Vi er også ret dygtige til at dyrke rødbeder. De er så store, at jeg måske er nødt til at regne avlen i rummeter. Jeg tog et par stykker med hjem (til sammenligning er skoen på billedet størrelse 39), og planen er at vi skal lave rødbedesuppe i morgen. Jeg håber, vi kan lide det, for vi er nok nødt til at lave det igen og få brugt flere rødbeder.
28. august 2014 | At have have, den store bunke |
Hvis jeg nu var sådan en, der lod mig stresse af alle de ting, jeg under normale omstændigheder ville have fået gjort, ville denne sommer og især august have været slem ved mig.
Okay, jeg ER sådan en, der under normale omstændigheder stresser over selvpålagte pligter, jeg ikke får udført.
Men så er det, jeg arbejder hårdt på at lære udenad, at lige præcis dét skal jeg ikke.
Og denne tid er ikke normale omstændigheder. Det er små fire uger siden, vi flyttede ind i ny lejlighed, og vi har stadig ikke tømt alle flyttekasser. Samtidig er der kommet færre timer i døgnet.
Jo, der er!
Jeg vil gerne tømme de sidste flyttekasser og blive færdig, inden halvfærdige og midlertidige løsninger bliver permanente, fordi vi vænner os til altings “indtil videre”-placering. Jeg vil gerne bage lige så mange madpakkeboller til fryseren, som jeg plejer. Jeg vil gerne blogge, læse blogs, læse avis, følge med i verdens gang, spille Candy Crush lige så meget, som jeg plejer. Jeg vil gerne være en nærværende kæreste og mor. Jeg vil gerne bo rent og være i bund med vasketøjet. Jeg vil gerne holde kolonihaven fri for ukrudt, plænen fin og hækken trimmet.
Men det er jo under normale omstændigheder. Og det er det ikke nu, sagde vi. Vi sagde også, at jeg er brandgod til at være præcis dér, hvor jeg er.
Og lige nu er det ved computeren ved langbordet i køkkenet med terrassedøren åben og udsigt til en solbeskinnet gård, hvor svaler og gråspurve kvidrer. Dagens indkøb er endnu ikke stillet i køleskabet, men vaskemaskinen er sat i gang, og om lidt fodrer jeg Ballerupen med gær, vand, mel og hvad jeg ellers finder af dejegnede ingredienser i de store køkkenskuffer, hvor midlertidig allerede er blevet permanent.
På vejen hjem var jeg i kolonihaven. Det er nok haveforeningens mest forsømte. Men vi fik jo en flidspræmie sidste år og ved, at så går der alligevel tre år, før vi kan kandidere igen. Så det er, som det er, og skidt med, at græsset er langt og fyldt med svampe, at det hele er groet til, så man ikke kan se grøntsagsrækkerne mere, at spinaten breder sig som ukrudt, at salaten går i stok, og snerlerne snor sig om alt. Vi kan – og det er det vigtigste – hente løg, gulerødder, rødbeder, pastinakker, salat, kartofler, hindbær, tomater – og faktisk også jordbær, fordi jeg har plantet en tosset sort.
Jeg messer, at jeg er god til at prioritere min tid. Og skrive lister. Så mens Ballerupen ælter dej, skriver jeg en prioriteret to do-liste. Det første punkt er Nyde nuet og udsigten.
