28. september 2014 | At have have
Jeg bliver fyldt med glad og tilfreds, når jeg er i kolonihaven. Der er primitivt, der er til tider rodet, der er altid noget at gøre, men der er også plads til at gøre ingenting. Vi er altid bagud med et eller andet, hvis man altså tager de briller på. Der er også rummeligt og højt til loftet, og der er ingen masterplan. Der er vage ideer om, hvad vi kunne gøre. Engang. Rydde bedet foran huset. Male huset. Udvide terrassen. Fælde nogle træer. Plante nogle træer. Det kommer, når det kommer.
Hver eneste gang, jeg er der, bliver jeg glad. Om det så bare er nogle få minutter for at hente grøntsager, eller det er flere timer med havesysler. Jeg drikker kaffe, hører bog og pusler med forefaldende arbejde. Det er ikke altid, jeg laver det, jeg havde i tankerne, da jeg tog hjemmefra, men det er ligemeget. Det er altid tilfredsstillende.
I dag lugede og høstede jeg. Gulerødder og persillerødder. Jeg har læst op på vinteropbevaring af rødder og husket på, hvad mine forældre gjorde, og jeg har snakket med min kollega, Gitte, som også har haft en landbrugsbarndom, og vi er enige om, at når både hendes far og min mor opbevarede gulerødder i tønder med sand, så er det det rigtige at gøre.
Og så cyklede jeg med kurven fyldt hjem til mere dejlig søndag.
29. juli 2014 | At have have |
Efter to dage med købepizza og en tredje med henholdsvis havregryn og havregrød til aftensmad syntes jeg, at vi trods alt pakkerodet skulle have aftensmad med lidt mere omtanke. Jeg tog i haven efter salat og tomater. Nabo Ejnar på 90 var i sin have. Han var ved at klippe toppen af kartoffelplanterne, fordi – sagde han – så undgår man, at der trækker skimmel ned i kartoflerne. Der var jeg allerede bagud, tænkte jeg og besluttede på stedet, at kommer der skimmel, så gør der det.
Han havde også trukket alle løgene op og lagt dem til tørre oven på jorden, for nu syntes han, de var store nok. Jeg besluttede på stedet, at vores løg sagtens kan tåle at blive lidt større. Selv om nogle af dem faktisk er temmelig store. Vi har bare ikke tid til at nusse i haven i disse dage.
Der bor en frø eller en lille tudse i redskabsrummet. Hver gang jeg kommer ind for at hente greb og spand til kartoffelopgravning, pusler det nede i nogle visne blade, og jeg råber “Huh!” Hvis frøen kunne, ville den sikkert også råbe huh! Jeg tror, vi bliver lige forskrækkede. Ja, jeg indrømmer det: jeg er ikke til padder og kryb. Hvis min arm var halvanden meter lang, kunne jeg nå greben uden at gå ind i rummet. Men jeg siger til mig selv, at tudser og frøer gerne må være der, for de spiser snegle, som jeg også synes er klamme. Jeg tænker bare, at den lille frø burde være uden for og ikke inde i det tørre skur. Måske kan den ikke finde ud, og jeg har nævnt for Morten, at når en af os – og ikke mig – kommer i haven, bliver den måske båret ud.
Der er vildt mange modne tomater nu, både cherry-, blomme- og almindelige, og jeg fik en god stor pose med hjem.
Og se så lige her, hvad jeg ellers tog i min kurv. Det blev et ovnfad med løg og rodfrugter, en salat med romaine, tomater og feta, og så med et par fiskefrikadeller til. Det var altså godt. Tak, have.
