17. december 2017 | den store bunke |
Jeg er ikke typen, der smider væk. Dette dekorationslys har jeg flyttet med mig i over ti år. Det kan jeg regne ud ved at genkalde mig forskellige steder i forskellige boliger, hvor jeg har haft det liggende. I kælderen i Slesvigsgade, i pulterkammeret i Sct. Mathias Gade, i det sorte skab i Vestergade. Til sidst havnede det i det røde skab i Teglmarken.
I gode venner, der gang på gang har hjulpet mig med at flytte – og uendeligt mange tak for dét! – véd hermed også, hvad der for eksempel har været i mine mere end firs flyttekasser, som I har bakset med. Det røde lys har I flyttet for mig tre gange. Det har det overlevet, for lyset vinder altid, og det gode er, at I ikke skal bære på det mere. Vi skal nemlig ikke flytte foreløbig, og lyset fra fortiden ender sin rejse nu.
Det står nemlig i en juledekoration sammen med en plade mos, jeg gravede op fra skovbunden med mine behandskede næver på turen til Vedsø i går og bar hjem i én hånd, så min arm til sidst var helt forkrampet. I halvmørket nappede jeg også en fyrredusk, en barket pind, en grankvist og noget der stikker, og sammen med et par dimserier fra den store kasse med julepynt gør naturen sig helt godt på julescenen, synes jeg.
Nu må vi se, hvor længe det holder, inden det visner. Naturen har det jo bedst ude i naturen.
Til gengæld er der kun få dage, til lyset – altså det store udendørs – vender og begynder at vende tilbage.
2. juli 2017 | den store bunke |
Tænk at vågne til sådan en solskinsmorgen, når ingen har fortalt, det skulle være andet end regnskyvejr, og jeg heller ikke har hørt efter, hvis nogen faktisk har sagt det.
Det her har været den første weekend i umindelige tider uden en masse planer om fest og halløj. Og hvor har det været godt for os. Jeg lagde ud lørdag med den eneste aftale, jeg havde, nemlig at gå tidlig morgentur i noget naturskønt med nogle veninder og et par hunde, og bagefter tog vi hjem til mig, hvor Morten havde morgenbordet klar til os. Det var en god formiddag.
Siden har vi fået taget et ordentligt træk i oprydningen af alt det som har ligget rundt omkring og ventet på at få tildelt plads – i mere end to måneder efterhånden, mens vi foruden arbejde havde travlt med fest og halløj. Men NU! Nu har vi mere eller mindre fået indrettet saunaen ovenpå – et levn fra halvfjerdserne, hvor det var trendy at have hjemmesauna. Det er længe siden, den har været anvendt som netop dét, og vi kommer heller aldrig til at bruge den til det oprindelige formål. Så nu er ovnen taget ned, der er sat hylder op, og jeg har sat kasser, kufferter, dyner og sager ind. Fineste, effektive – og tiltrængte – depot. Rokeringen betyder, at der også er skabt luft og plads til at få sat skik på værkstedet. Det er i proces, og det bliver godt.
Men var vi så inden døre resten af dagen i går, hvor det var så fint og uventet sommervejr? Nehej da. Vi spiste aftensmad på terrassen – fiskepakken fra Skagenfood, som vi får hver anden uge – og blev hængende udenfor i sommeraftenen med ild i båltårnet, vin i glassene og musik fra køkkenSonos’en, som vi trak ud af vinduet. Det var svært dejligt. Fiskemaden dér, det er timianstegt kullerfilet med majsfrikassé, som smagte forrygende, og opskriften findes her.
I dag har jeg hentet firserne tilbage i mit liv: Jeg har tømt en kasse, som jeg ellers har flyttet uåbnet med mig i måske femten år på grund af pladsmangel. Nu har vi plads, og jeg har samlet min rok igen. Den er flot, og den kan lige så godt stå fremme og se godt ud som være gemt af vejen i et pulterkammer. Måske spinder jeg endda en tråd på et tidspunkt, jeg har både evner og karteflor. (Det er nemt at læse ordet karteflor som kartofler, men lad lige være!) Er den ikke fin?
I dag er vi i øvrigt blevet fuldtallige på adressen igen. Astrid er ankommet til to ferieuger hos os, og Lasse er vendt hjem fra ni dage på Roskilde, glad og i god stand. Det har været dejligt kun at være to og en feriehund i en uge, men det er altså også godt at have huset fyldt igen.
24. april 2017 | At have have, den store bunke |
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
17. april 2017 | den store bunke |
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
14. april 2017 | den store bunke |
Nogle er sikkert kede af det aktuelle påskevejr og ville gerne have haft sol og læ og udelivsmuligheder.
Jeg elsker det. For mig kan det regne og blæse og gøre præcis, som vejret selv vil. Det betyder bare, at jeg helt uden dårlig samvittighed kan koncentrere mig om ét eneste projekt: At pakke ud.
Det var egentlig meningen, at jeg ville trække en dag eller halvanden ud af flyttemenageriet for at tage i kolonihaven og lægge kartofler og sætte løg. Det kommer ikke til at ske. Man har oven i købet truet med nattefrost i starten af næste uge, og så lægger kun en tåbe da noget i jorden. Vi skal såmænd også nok nå at få kartofler i år uden at være den grønneste mælkekasse i haveforeningen. Eller noget.
Jeg bliver hjemme ved mine papkasser.
I går brugte vi dog dagen på at besøge min mor på Fyn. Det var hyggeligt, hun var glad, vi var glade, og nu kan vi – også med god samvittighed – tilbringe resten af påskeferien hjemme på matriklen med værktøj og rod og det store overblik. Samme overblik forsvandt ret hurtigt i en unummereret flyttekasse inde på Vestergade, men nu er det heldigvis dukket op igen, og jeg holder fast i det, så det ikke løber fra mig igen.
Hvad jeg ikke holder fast i, er den daglige aftencykeltur, som vi snakkede om en af de første dage. Så jeg kunne få trænet og hærdet haleknoglerne, inden jeg i næste uge skal begynde at cykle på arbejde. Det er jo ikke vejr til det, og knoglerne skal nok vænne sig til sadlen på min nye cykel med tiden alligevel, og hvornår jeg har ondt i røven, er underordnet i det lange løb.
Hvis folk vil mig noget, må de komme og ringe på. Det sker faktisk. I forgårs ringede vores ven Louise på med en ordentlig skålfuld tomatsuppe, brød og ost “til en dag, vi ikke orkede at lave mad”. Det var vi virkelig glade for i aftes, da vi kom hjem fra Fyn. Lækkert, lækkert var det. Og sidst på eftermiddagen i dag ringede naboerne på vores dør og var inde og få en kop kaffe. Det var hyggeligt, og det viste sig til min store begejstring, at naboens far er den repræsentant, som kom og solgte tegneartikler på flere af mine tidligere arbejdspladser. Det var et sjovt tilfælde, synes jeg.
Men hvis jeg skal referere, hvad jeg ellers har brugt dagen på, fylder det ikke ret meget. Vi har sorteret og katalogiseret bøger i et – vi kan kalde det analogt dataflet. Mine bøger og Mortens bøger blev alfabetiseret ind i samme reol, en øvelse vi ikke foretog, da vi flyttede sammen. Men nu! Tiden er egentlig løbet fra papirbøgerne, vi lytter jo begge fortrinsvis lydbøger, men jeg har svært ved at forestille mig at bo uden bøger, så dem har vi fundet plads til i en stor reol ovenpå. De står nu i stringent alfabetisk orden. Jeg er svært glad for resultatet, men det er altså (kun) det, jeg har bedrevet i dag.
Den spændende fortsættelse følger, når stablen af tømte kasser når nye højder.
