At se græsset gro
Jeg har arbejdet hårdt i dag. På at huske, at en gang imellem skal man nyde mere end yde. Jeg gjorde mig umage. I to timer lå jeg på solsengen i kolonihaven og holdt øje med, at vanderen drejede rundt, imens jeg hørte lydbog. Jeg var god til det.
Faktisk var jeg heller ikke arbejdsdygtig. Balleskaden fra altanskuringen i går kan stadig mærkes, og kun når jeg sad på en bestemt måde i solsengen, mærkede jeg den ikke. Derfor havde jeg bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle lave noget som helst fysisk i dag, udover at holde øje med det hele. Og der var sandelig nok at se til.
Der var svævefly over byen. Der var solsorte der tjekkede jordbærrenes rødmen. Der var vanderen i sving. Der var naboen som klippede hæk. Der var løbere ude på vejen. Og til jer to – I ved, hvem I er –, der løb forbi: Næste gang kommer I da bare ind og får et glas koldt vand. I så jo, jeg var der – jeg hørte jer nævne mit navn.
Vanderen var dygtig til at passe sit arbejde. Jeg holdt øje med den.
Jeg holdt også øje med, om skvalderkål og fredløs gror. Det gør de. De er gode til det. Og det ser ud til, at fuglene husker at snuppe ribsene i takt med, at de rødmer.
