Inden frosten

Jeg har plukket de sidste blomster fra haven, inden frosten angiveligt slår dem ihjel i nat og endda har en ekstra time til at gøre det i.

Sikke en flot dag, det har været på mine breddegrader, og sikke meget jeg har ordnet. Gjort badeværelser rene, stablet brænde, forsøgt at holde varmen i kolonihaven ved at rode med noget ukrudt – eller snarere mod noget ukrudt.

Og nu har jeg været i bad og fået pænt tøj på, og i aften skal vi til gospelkoncert.

Så kort kan en fin oktoberdag beskrives.

Ny husalf med overmenneskeligt ansvar

Vi har anskaffet os en dampmoppe (- og ikke en dampmokke, som nogen i husstanden på et tidspunkt fejlhørte det som uden helt at kunne beslutte sig for, hvem af de kvindelige bofæller det passede bedst på).

En dampmoppe er et rengøringsredskab, og jeg har store, store forventninger.

Vi er ikke ret gode til at gøre rent hjemme hos os, specielt gulvvask går det ikke godt med. Det går faktisk dårligt. Ingen af os er den første til at se, at der trænger, og ingen får det gjort. Jeg har i øvrigt erklæret, at jeg hader at vaske gulve. Så vidt er Morten ikke gået, og det har jeg selvfølgelig tolket som, at han godt kan lide det. Men han ser det heller ikke.

Specielt køkkengulvet læner sig konstant op ad et tilhold fra sundhedsmyndighederne

Derudover står Lasse med det ene ben ude af døren og er tæt på at flytte hjemmefra. I ti år har det været hans pligt at gøre badeværelser rene en gang om ugen, og det skal han have ros for at have gjort. Men nu står vi altså også selv med dét.

Morten og jeg er stadig i forhandlinger om, hvem der tager over, om vi skal deles om det, og om vi skal have rengøring efter fast skema, og om det i givet fald skal være på en ugentlig hverdag eller i weekenden. Det eneste, vi er helt enige om, er, AT der skal gøres rent, og at vi nok ikke helt er der, hvor vi vil betale os fra det.

Det var her, dampmoppen kom ind i billedet. Jeg er stensikker på, at det bliver meget nemmere at holde gulvene rene, når vi lige kan snuppe moppen i baggangen og rende dem over med et pust mikrofiberfiltreret damp. Det er Leifheit, tysk kvalitet, klar på 30 sekunder und Alles.

Alt bliver godt.

Tror I ikke også nok det?

En fest med bid

I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.

Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.

Så sådan blev det.

Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.

Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.

Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.

Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.

Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.

Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!

Når der skal nyt navn på skiltet

Vi har sagt lejligheden op.

Så er der jo den konsekvens, at vores udlejer gerne vil sikre sig, at han kan indkassere husleje også efter første maj, og derfor gør han en indsats for at leje den ud.

Det betyder, at der kommer håbefulde folk og kigger på den. Og at vi, inden de kommer, selv kigger rundt i vores hjem med andre øjne end vores egne. Hvorefter vi gør akutrent og panikoprydder.

Egentlig behøver vi jo ikke. Vi kan være lodret ligeglade med, hvad folk ser, og hvordan 150 kvm “patricierlejlighed på gågade med stor terrasse” tager sig ud. Vi pakker vores gods i kasser og forlader Vestergade, og hvem der herefter huserer i bygningen er ikke vores business.

Men sådan er vi jo ikke. Vi er gode mennesker. Gode mennesker, der ikke går sådan voldsomt op i rengøring. Vi ser det ligesom ikke. Altså, vi støvsuger da (det ene af børnene gør), og vi gør badeværelset rent en gang om ugen (det andet af børnene gør), vi rydder ordentligt op efter madlavning og tørrer af i køkkenet, og vi bor på ingen måde svinsk. Men vi får ikke vasket gulve så tit, som vi snakkede om, at vi ville, dengang vi flyttede ind på de flotte plankegulve af douglasfyr, som her er. Ovn og emhætte er heller ikke så skinnende flotte, som de var engang, og vi får ikke lige tørret stænkene af vinduerne, når køkkenvandhanen er vild. Vinduerne består heller ikke solskinsprøven. De vandrette overflader har uforstyrret fred til deres naturlige arbejde med at samle støv, og vi samler stakke. Papirer, tøj, ting i transit.

I lørdags var der varslet besøg af mulige nye lejere. Vi havde aftalt med hinanden at vaske gulvene om fredagen og at gå ud og spise brunch om lørdagen, mens lejligheden blev beset. Imidlertid blev besigtigelsen aflyst, og vi droppede gulvvasken, men holdt fast i brunchspisningen.

I dag blev der spurgt på fremvisning med kort varsel, og i en intens halv time var vi meget, meget effektive med at fjerne stakke, pudse spejle, skrubbe vaske, tørre overflader af og sætte nye lys i stager. Og gå på cafe igen.

Det tager jo i virkeligheden ikke særlig lang tid at få det hele til at skinne. Eller i hvert fald se ud, som om det gør. Jeg tror bare ikke på, at vi selv med den indsigt bliver bedre til det. Nogensinde. Og fred med dét. I det mindste ser vi ens på det. Eller rettere: vi ser det ikke.

Dagens potentielle lejer vil gerne se lejligheden igen på onsdag. Vi håber – for alle parters skyld, vores, udlejers, hendes – at hun tager lejligheden. Så kan vi få stoppet med at rende på cafe hele tiden, og vi kan igen gøre rent på den behagelige, tilbagelænede måde, vi trives så godt med.

Rent med rent på

For længe, længe siden blev vi stillet en gang rengøring i udsigt af ejendomsadministrationen. Da lejligheden ovenpå blev gennemrenoveret, kom håndværkerne undervejs til at prikke hul i vores loft, så vi i en periode dagligt kom hjem til små pudsbunker på gulvene, og stukken slog revner. Nogle andre håndværkere kom til at glemme at proppe et sløjfet vandrør til, inden de åbnede for vandet, hvorefter der i løbet af kort tid plaskede temmelig meget vand ned i Lasses værelse. Det ene med det andet. Vi måtte kompenseres med noget rengøring, når hele renoveringen var overstået, lovede værten. Da lejligheden ovenpå var færdig, blev vores lofter repareret. Det involverede både murere og malere, som tydeligvis ikke var hyret til også at gøre rent efter hvirvlende stukstøv.

Vi har indløst rengøringskortet. I dag har der været professionelle kittelfolk i vores hjem. Vi kunne tydeligt se det, for samtlige billeder hang skævt, da vi kom hjem. Det er et smart visitkort at efterlade. “Så kan de se, vi har tørret billederne af…”. Man kan også se det på gulvet. Fnugfrit og rengøringsmiddelduftende. Vi er glade.

Se! Rent.

gulv1gulv2