12. oktober 2014 | Køkkenskriverier |
Her er to, som tilsyneladende har taget fejl af fjernsynet og ovnen. Hvis jeg ikke vidste, hvad det handlede om, ville jeg synes, det var et meget sært scenarium. To damer på alle fire foran ovnen? Vores mænd syntes også, det så sjovt ud. De tog billeder.
Vi havde gæster, og desserten var citrontærte. Tilberedningen skulle slutte med, at den blev grillet i ovnen, så marengslåget fik farve. Lige grillfunktionen i ovnen havde vi ikke prøvet før, og det er det, Anne Dorthe og jeg ligger på knæ og holder øje med. Grilllegemet i ovnen blev nemlig ikke rødt, og der så ikke ud til at ske noget som helst derinde. Men det var godt, vi holdt så nøje øje, for pludselig gik det stærkt med at få farve, og alt var godt.
Se selv.
Den er lavet efter denne opskrift af Morten Heiberg i Politiken.
29. april 2014 | At have have, Køkkenskriverier |
På selvsamme dag, hvor Noma igen blev kåret som verdens bedste restaurant, lå jeg lige i slipstrømmen og følte mig også som en blæret nordisk madlaver. Det var ikke med myrer eller mos, hummer eller havtorn. Det var skvalderkål.
Vi havde gode venner til hverdagssammenskudsgæstebud, og noget af det der kom på bordet var salat med skvalderkål. Høstet i kolonihaven i det bed, der sidste år skulle ryddes i løbet af sommeren. Det blev det ikke, og hurra da for det. Det bliver nok i år, vi får gravet alt væk og står tilbage med jomfruelig sort jord uden alt det rod. Måske. Men indtil videre er det dér, årets første spiselige høst kom fra. Jeg fik også en lille forskrækket snegl med hus med hjem, men den spiste vi ikke.
Jeg fik ikke taget billeder af maden, så den kan jeg ikke flashe. Men jeg brugte denne opskrift. Og her er kilden til det nordiske køkken.