26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
13. februar 2017 | den store bunke |
Vi har sagt lejligheden op.
Så er der jo den konsekvens, at vores udlejer gerne vil sikre sig, at han kan indkassere husleje også efter første maj, og derfor gør han en indsats for at leje den ud.
Det betyder, at der kommer håbefulde folk og kigger på den. Og at vi, inden de kommer, selv kigger rundt i vores hjem med andre øjne end vores egne. Hvorefter vi gør akutrent og panikoprydder.
Egentlig behøver vi jo ikke. Vi kan være lodret ligeglade med, hvad folk ser, og hvordan 150 kvm “patricierlejlighed på gågade med stor terrasse” tager sig ud. Vi pakker vores gods i kasser og forlader Vestergade, og hvem der herefter huserer i bygningen er ikke vores business.
Men sådan er vi jo ikke. Vi er gode mennesker. Gode mennesker, der ikke går sådan voldsomt op i rengøring. Vi ser det ligesom ikke. Altså, vi støvsuger da (det ene af børnene gør), og vi gør badeværelset rent en gang om ugen (det andet af børnene gør), vi rydder ordentligt op efter madlavning og tørrer af i køkkenet, og vi bor på ingen måde svinsk. Men vi får ikke vasket gulve så tit, som vi snakkede om, at vi ville, dengang vi flyttede ind på de flotte plankegulve af douglasfyr, som her er. Ovn og emhætte er heller ikke så skinnende flotte, som de var engang, og vi får ikke lige tørret stænkene af vinduerne, når køkkenvandhanen er vild. Vinduerne består heller ikke solskinsprøven. De vandrette overflader har uforstyrret fred til deres naturlige arbejde med at samle støv, og vi samler stakke. Papirer, tøj, ting i transit.
I lørdags var der varslet besøg af mulige nye lejere. Vi havde aftalt med hinanden at vaske gulvene om fredagen og at gå ud og spise brunch om lørdagen, mens lejligheden blev beset. Imidlertid blev besigtigelsen aflyst, og vi droppede gulvvasken, men holdt fast i brunchspisningen.
I dag blev der spurgt på fremvisning med kort varsel, og i en intens halv time var vi meget, meget effektive med at fjerne stakke, pudse spejle, skrubbe vaske, tørre overflader af og sætte nye lys i stager. Og gå på cafe igen.
Det tager jo i virkeligheden ikke særlig lang tid at få det hele til at skinne. Eller i hvert fald se ud, som om det gør. Jeg tror bare ikke på, at vi selv med den indsigt bliver bedre til det. Nogensinde. Og fred med dét. I det mindste ser vi ens på det. Eller rettere: vi ser det ikke.
Dagens potentielle lejer vil gerne se lejligheden igen på onsdag. Vi håber – for alle parters skyld, vores, udlejers, hendes – at hun tager lejligheden. Så kan vi få stoppet med at rende på cafe hele tiden, og vi kan igen gøre rent på den behagelige, tilbagelænede måde, vi trives så godt med.
13. maj 2016 | Udpluk |
Forleden aften var der en baby i lejligheden ved siden af vores!! Åbne vinduer og skærende barnegråd. “Hvad tror du vores venner vil sige, hvis vi siger, vi vil flytte, fordi der er en baby her?”, sagde Morten.
(Nej, venner, vi vil ikke flytte. I skal ikke til at slæbe alle vores ejendele. Igen. Vi har ørepropper!)
Til gengæld er overboen flyttet. Vi befinder os for en periode i et lydtomt limbo uden løbende børn ovenpå, uden stole der bliver skubbet hen over gulvet, uden energisk klakkende skohæle. Måske er det stilhed før storm. Vi ved det ikke, men lige nu er det os selv, der står for det meste lyd.
Jeg har ikke fået is endnu i år. Hverken ispind eller vaffel eller bæger. I går på vejen hjem fra min mor på Fyn var jeg inde på en tankstation, fordi Lille Hviden ikke ville bringe os helt hjem uden optankning. Jeg kunne også gå ind og købe mig en is, tænkte jeg, men så nøjedes jeg med at fodre bilen. Det var da dumt. Nu holder de varme dage op.
Jeg var på Fyn, fordi vi – og mor – havde en aftale med en visitator fra kommunen. Det er flot at være fyldt 90, men svært at acceptere, at man ikke kan, hvad man før har kunnet. Nu har vi ansøgt om en plejebolig til mor. Det ene øjeblik betragter hun det som verdens værste påhit, og det næste kan det ikke går hurtigt nok. Og sådan kan der gå mange måneder. Men hurra for Nordfyns Kommunes samarbejdsvillighed.
I går lærte jeg et nyt ord. Samskabelse. Min læseklub – læsekreds, bogklub, kært barn, I ved – havde besøg af to bibliotekarer, som er ved at gøre sig klogere på netop det. De har valgt læsekredse som deres fokusområde. Det blev en god snak om ideer til gensidig inspiration med både biblioteket og andre læsekredse i området. Det kan godt gå hen og blive sjovt med sådan noget samskabelse.
På mandag går bukkejagten ind. Nogen her i husstanden glæder sig vildt meget. En stor og en lille. Nogen her i husstanden står fælt tidligt op på mandag og sætter sig ud i et tårn og er helt stille. En anden her i husstanden glæder sig mest til at skille krudt fra ukrudt i kolonihaven.
29. april 2016 | den store bunke |
DER ER OPEN BY NIGHT I BYEN LIGE NU! HØRTE I DET? OPEN BY NIGHT! KOM OG BLIV KLIPPET!
Ja, undskyld, at jeg er nødt til at råbe så højt, men frisørsalonen lige overfor har hyret en fyr til at stå og spille så megamonsterhøjt, at vi ikke rigtigt kan høre noget heroppe i lejligheden på første sal, medmindre vi råber. Vores stue vender mod gaden, og sofaen står op til vinduet. Fjernsynet har sjældent været skruet så højt op, men ellers kan jeg ikke høre det, og jeg kan heller ikke samtale med nogen, der står i køkkenet fire meter væk fra, hvor jeg sidder.
Til gengæld kan jeg høre musik fra 90erne og nullerne, som jeg egentlig havde glemt og egentlig var helt godt tilfreds med at have glemt.
Det sker hver gang, der er Open by Night. De stiller to kæmpehøjttalere op uden for salonen på gågaden, så de vender ud mod de forbipasserende – og os. Sidste gang var vi nede og anbefale, at der blev skruet en smule ned, fordi vi var voldsomt generet af lydstyrken. Så blev der også venligt skruet ned, men det har de glemt denne gang. Eller måske gik de bare ud fra, at de sure genboer var flyttet siden sidst. Det er vi ikke. Og vi er faktisk ikke sure, vi bliver bare lidt stressede af hele tiden at skulle råbe ”HVAD?” til hinanden heroppe.
Jeg forstår egentlig ikke, hvem musikken er for. Kommer der flere kunder ind og bliver klippet, hvis de får blæst hjernen igennem af høj musik eller får varm kakao med flødeskum fra en bod udenfor? Eller var det bare en god ide, at jeg ikke valgte at blive handelsdrivende i midtbyen, for det har jeg da SLET ikke forstand på? Jeg går ikke engang ud i mylderet, når forretningerne holder aftenåbent, selv om jeg bor midt i det, for jeg vil faktisk hellere handle, når der ikke er så mange mennesker.
Nå, men hvis I overvejer at bosætte jer på en gågade, anbefaler jeg at undersøge, hvordan handelstandsforeningen og de enkelte forretninger agererer på store handelsdage og –aftener, og hvor der er koncerter og gadeunderholdning. Fordi så ved man det. Ellers er det ligesom at købe hus på en trafikeret vej på en bilfri søndag i 1973.
Vi nærmer os heldigvis lukketid, og nu gider gutten ikke engang stå og høre på sig selv længere, men har ladet anlægget stå og brøle fortidens toner ud i nabolaget helt selv. Måtte det regne ned i hans ledninger.
CLOSED BY NIGHT! GODNAT!
4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.
