12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
11. august 2015 | den store bunke |
I sidste uge var vi i Amsterdam. Vi havde en rigtig dejlig ferie, og hvis nogen havde nogen som helst bekymringer om, hvorvidt fire mennesker med bagage til en uge kunne få plads i en Aygo, var det fuldstændig grundløst. Det gav ingen udfordringer overhovedet. Der er megameget plads til fire sportstasker i sådan et bagagerum. Og en kamerataske, en pude, en tøjhund, en madpakke, jakker plus det løse. Og man kan stadig se ud af bagruden.
Vi havde endnu en gang indkvarteret os gennem airbnb og boede i en stor lejlighed lige ud til Amstel. Det var på anden sal, og vi steg derop ad lange smalle trapper. Det var en klar og tydelig dokumentation af, hvorfor der på de amsterdamske huse er en krog øverst på gavlen, og hvorfor alt møblement og indbo er nødt til at komme ind af vinduerne. Der er ganske enkelt ikke plads til at få en sofa op eller for den sags skyld til at bære en flyttekasse på tværs. En morgen sad vi og spiste brunch på en cafe og så, hvordan det gik for sig, da nogen flyttede ud fra fjerde sal på den anden side af gaden.
I de lidt mere moderne byggerier tager man en anden teknik i brug, og så ser det sådan ud. Det mest besværlige så ud til at være, da de skulle bakse det store vindue på plads i rammen bagefter. Men da sad vi også og holdt vejret på cafeen overfor, indtil der ikke længere var fare for, at vinduet skulle styrte ned. Det har været tungt!
Det virker nemt og enkelt at flytte på den måde. Men omvendt er det ikke spor oplagt at samle et ordentlig stort flyttehold af gode venner og få en festlig flyttedag ud af det, som vi gjorde sidste år.
1. august 2015 | den store bunke |
Jeg sad i køkkenet og spillede Candy Crush på iPad’en, da Morten stak hovedet ud fra badeværelset og bad mig om at slå bluetooth fra. Bag ham lød der sprød muzak.
Han havde tændt for sin bluetoothhøjttaler for at lytte til lydbog, mens han var i bad, men pludselig var den blevet overtaget af musik og, sikkert hver gang jeg scorede bolscher, en smooth stemme, der sagde Mmmmm, delicious! Sådan cirka i takt med, at han tog sit tøj af.
Det var åbenbart ikke dejligt i længden, så jeg slog bluetooth fra på iPaden.
30. juli 2015 | den store bunke |
Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.
Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?
Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.
Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.
Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.
Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.
Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.
27. juli 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Henover aftensmaden faldt talen på trykfarver. At man kan danne alverdens farver ud af fire grundfarver. Cyan, magenta, gul og sort. Det er noget, som fylder en god del i en grafikerhverdag, og for både Morten og mig er det derfor selvfølgeligheder. Men det var en åbenbaring for Lasse, og det var sjovt at forklare og gøre begribeligt og demonstrere en lille del af vores fag, finde lup frem og lade ham nærstudere avistrykket.
Han var lydhør og interesseret, og for at illustrere processen yderligere fandt jeg den første, den bedste pdf, jeg lige havde på computeren, og viste, hvad de enkelte trykfarver gjorde for helhedstrykket.
Den pdf, jeg greb fat i, var tilfældigvis forsiden af brugsanvisningen til min legendariske Ballerup Master Mixer. Lasse studsede et øjeblik, da han så billedet… “Er det dig?”.
Brugsanvisningen er udgivet syv år før jeg blev født, og den unge husmoder på fotoet er ukendt for eftertiden. Men hvad siger I? Ville jeg mon være god i sådan en bomuldsskjortekjole i 100 % cyan?
24. juli 2015 | den store bunke |
Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.
Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.
Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.
