13. maj 2019 | den store bunke |
Jeg har booket en tid til eftersyn af min bil. Mest fordi de (værkstedet) anbefaler et tjek for hver 15 tusind kørte kilometer, så vi (jeg) er sikre på, at den kan det, den skal kunne, og har ordentlig væskebalance og den slags.
Så i går vaskede jeg den. Det sker måske hvert andet år, jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg kørte den i vaskehal sidst. Jeg støvsugede den også. Det sker ellers heller aldrig – eller jo, det sker ret præcist samtidig med det andet.
At gøre bilen ren, inden den skal på værksted, svarer vel til at skifte undertøj, inden man skal til undersøgelse på sygehuset. Ligesom lægerne formodentlig er ret ligeglade med den ydre fremtoning, ser mekanikerne nok også mere på færdighed end forfængelighed.
Det eneste, de måske løfter et øjenbryn over, er, at jeg ikke har fået givet den sommersko på endnu. Og at der skulle være skiftet olie på den i august. Sidste år.
1. februar 2017 | den store bunke |
Jeg holdt foran en stor rude, startede bilen og opdagede, at Lille Hviden kun havde lys i den ene forlygte, så jeg kørte omkring værkstedet for at få skiftet pære.
“Skal vi skifte dem begge to, nu du er her?”, spurgte værkføreren. “Hvis de er lige gamle, går den anden jo nok snart”.
Jeg kunne høre på ham, at han syntes det var en god ide, så jeg sagde ja og tænkte, at det da var forudseende og betænksomt.
Flink værkfører.
Det tog kun et øjeblik at få skiftet pærerne, og bagefter var jeg inde for at betale. “Det er jo nogle lidt dyre pærer”, sagde den medarbejder, der stod for det med at skrive regninger ud. “De koster 325 kroner. Stykket. Det er altså den slags, den skal have. Vi har prøvet at finde nogle billigere, men der er ikke rigtigt nogen.”
Jeg monterede mit stenansigt og betalte de 650 kroner, hvoraf det halve var for udskiftning af en pære, der faktisk duede.
Hvor flink var værkføreren egentlig?
12. oktober 2016 | den store bunke |
I sidste uge verserede en Ting-du-ikke-vidste-historie på Facebook. Titlen var noget med Kig på pilen – de færreste ved, hvorfor den er der, og handlede om benzin-ikonet på bilers display. På instrumentbrættet. Ved siden af den lysende benzintank er der en lille pil, som viser, i hvilken side af bilen benzintanken sidder. Og den pil er der ikke mange, der er opmærksomme på og kender betydningen af, var artiklens påstand.
Kommentartråden var spækket med ironiske kommentarer som “Jaerh, og i næste uge får vi at vide, hvad det der håndtag mellem sæderne er til”, “Det lærer man da, når man tager kørekort” og “Hvor dumme tror I lige, vi er?!?”, “Min kørelærer sagde det”.
Men JEG anede det ikke!! Morten gjorde heller ikke. Masser af gange har jeg spurgt eller været ude at kigge efter, når jeg har skullet fylde brændstof på en ukendt bil, ny eller lånt, for at vide fra hvilken side jeg skulle køre ind til tankanlægget.
For mig var artiklen altså en åbenbaring. Og seeeeee, min bil har også en pil!
25. juli 2016 | den store bunke |
er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.
Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.
Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.
21. januar 2016 | den store bunke |
Dette syn mødte mig, da jeg kom ned i parkeringskælderen. Først så jeg, at venstre baghjul var fladt. Øv. Men hov, venstre forhjul var OGSÅ fladt. Øvere. Jeg gik om på den anden side af bilen og konstaterede, at den var sunket jævnt ned hele vejen rundt. Øvest!
Der holdt måske femten biler dernede, og det var så lige på min, nogle lømler havde valgt at skrue på ventilerne. Alle fire. Men kun dét. Der var ikke knækket eller bulet eller baldret noget. Tak, lømler.
Jeg forstår bare på ingen måde, hvad sjovt der har været i det. Hvis de nu havde luret et sted for at se min reaktion, når jeg opdagede hærværket, så kunne jeg måske ane et formål med en mulig indbygget tilfredsstillelse. Men jeg så ingen lurere. De få andre mennesker i p-kælderen virkede bare sådan lidt gysende af lettelse over, at det ikke var deres biler, der var på hælene. Det kan selvfølgelig også have været, fordi det var den koldeste morgen i hundrede år.
Jeg kom på arbejde alligevel – i husstandens anden bil, og så har jeg en sød kæreste, som påtog sig at tilkalde hjemmehjælp. Bildoktoren kom med fire friske pust, og så var Lille Hviden rullende igen.
Det gode var, at jeg kom til at køre i en bil med varme i sædet.
