De efterlod os alt

I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.

Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.

Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.

Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.

Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.

Læs den, synes jeg.

Time to say goodbye

Toyotaring

Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.

Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.

Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.