13. september 2015 | den store bunke |
Vi er i slipstrømmen af fest, alkohol og sent i seng. Det var sjovt, hyggeligt og højtlydt i går og i nat.
I dag er også fin. Jeg har været oppe i otte timer. De seks har jeg tilbragt i sofahjørnet stort set uden at flytte mig. Jeg har gjort mig rigtig umage med at lave ingenting. Det er gået godt. Jeg har performet til en placering i toppen. Lige nu ser det ud til, at jeg lander på en andenplads. Guldet må gå til en, der ikke satte vigtige points til ved at læse en hel søndagsavis og en lang række blogs, tale i telefon med både mor og store søn, gennemføre otte niveauer i Candy Crush og følge Facebookfeedet i realtid.
Sølv er sejt. Jeg skal nok blive til noget.
1. august 2015 | den store bunke |
Jeg sad i køkkenet og spillede Candy Crush på iPad’en, da Morten stak hovedet ud fra badeværelset og bad mig om at slå bluetooth fra. Bag ham lød der sprød muzak.
Han havde tændt for sin bluetoothhøjttaler for at lytte til lydbog, mens han var i bad, men pludselig var den blevet overtaget af musik og, sikkert hver gang jeg scorede bolscher, en smooth stemme, der sagde Mmmmm, delicious! Sådan cirka i takt med, at han tog sit tøj af.
Det var åbenbart ikke dejligt i længden, så jeg slog bluetooth fra på iPaden.
6. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg befinder mig på niveau 347, hvor jeg fedter med at få fat i to farvebomber og ti stykker indpakket slik på 50 træk. Jeg er en sejspiller, når jeg slår bolsjer ihjel. Jeg snyder ikke, og jeg råber ikke. Jeg trækker bare rundt med forskellig slags slik uden nogen form for strategi eller overblik, men med en tålmodighed og en ihærdighed, som muligvis irriterer og bestemt forundrer mine bofæller, men som jeg bevarer på fjortende måned. Jeg er ikke afhængig, bare vedholdende.
Der er naturligvis tale om Candy Crush, som kun ligger på min tablet, ikke på min telefon, og sådan skal det fortsat være, og hvis jeg har ret i min formodning om, at der er omkring 690 baner, og hvis der ikke kommer flere, og hvis jeg fortsætter med uændret begejstring og i samme tempo som hidtil, er jeg muligvis igennem spillet omkring jul næste år.
18. juni 2014 | den store bunke |
I forgårs luftede jeg tanken om, at noget var dødt under motorhjelmen på min bil, fordi der lugtede så råddent i kabinen. I går viste det sig pludselig, da jeg drejede nøglen i tændingen efter at have tanket op, at der var noget dødt. Det var batteriet, og nu er jeg så meget klogere, at jeg ved, at rådden lugt også kan skyldes et batteri, der er ved at klappe sammen og lækker ubehageligheder på sin deroute.
Her holder Hvide T med punkteret lunge. Og med sin 60 liters benzintank helt fuld. Øv!! Til begge dele.
Patienten er diagnosticeret. Det er ikke helt nok med et friskt batteri, og i øjeblikket holder den stille – fordi det er hvad den kan – og ved ikke, hvor tæt jeg er på at opløse sytten års registreret partnerskab. Jeg kigger på lille ny bil. Det er både spændende og sørgeligt. Og udmattende.
I aften er det mig, der er på lavt batteriniveau efter at have tænkt så mange voksentanker om biler og finansiering og afgifter og forsikring og komfort og kilometerpris og udbetaling og service og sikkerhed. Der er ikke tale om, at jeg går i tomgang. Det er lavere end det.
På den gode side er der sket det forunderlige, at jeg har gennemført niveau 266 i Candy Crush. Det har jeg bakset med i mange uger.
Så var der ikke flere opdateringer for i dag.
17. august 2013 | den store bunke |
Søn har installeret svært vanedannende spil på min iPad. “Har du ikke Candy Crush Saga? Den henter jeg lige…”.
Tak, dreng. Nu læser jeg udsagn som Niveau ikke gennemført! Du nåede ikke målet! Du fejlede! Du har ikke ryddet al geléen!
Og det passer faktisk ikke. Jeg har gennemført niveau 35. Mange gange. Jeg har fejet blævrende gele til side og forenet farvet slik i striber på tre og fire og fem. Herligt! Niveau gennemført! Blev der sagt.
Men. For at låse næste verden op kan jeg gøre tre ting.
Jeg kan spørge mine Facebookvenner om hjælp. Bare rolig, guys, det gør jeg ikke. I må rode i jeres egne kulørte bolchekogerier, så skal jeg nok fedte rundt i mit eget sukkerstads uden at belemre jer.
Jeg kan låse op nu. “Køb øjeblikkelig adgang til den næste, lækre episode.” Gu’ vil jeg ej. Det koster 7 kroner. JEG GØR DET IKKE. Jeg ved, at det vil være begyndelsen på et skråplan. Så må jeg jo også godt næste gang.
Så jeg er den personificerede standhaftighed og vælger den tredje mulighed. Jeg spiller opgaver. Man må få én i døgnet. Jeg har løst to ud af tre, og lige nu er der 10 timer, 29 minutter og 22 sekunder til næste hemmelige opgave. Kæft der er langt til niveau 36! Gad vide om man også skal stride sig ind i de efterfølgende verdener på samme slid- og langsommelige måde.
Hov. Jeg må løbe. Jeg er blevet bevilget endnu et liv… jeg træner lige bane 35 igen.
