Voksen og verdensmand

LilleNiels

Det her ballonhoved fylder 22 år i dag. Da billedet blev taget, var han et halvt år gammel og havde sprængt alle kendte vækstkurver. Kusine Kirsten havde tydeligvis sit besvær med at bære hans ti kompakte kilo. Det var sådan noget, jeg havde fundet på at sige, for moderhjertet forbød mig at kalde ham direkte fed. I stedet sagde jeg, at han var “kompakt”. Det var i hvert fald ikke løgn.

I løbet af årene efter fordelte kiloene sig markant anderledes på ham, så højde og drøjde passede sammen. Sidst jeg så ham – forrige uge, kunne han nærmere kaldes tynd end kompakt. Sådan er det åbenbart at være flyttet hjemmefra, være travl med studier og studiejob og glemme at spise. Det skal han altså holde op med at glemme. Lige nu spiser han formodentlig og forhåbentlig både pizza, pasta og is, for han og kæresten er i Rom på lang weekend, og jeg håber, de begge to forkæler ham.

Det er altså bare næsten ikke til at forstå, at mine børn bliver så store hele tiden. Voksne og på egne ben. Toogtyve år!! Tillykke, Niels. Det er godt gjort.

Mange kokke gør god mad

Alle tiders kokketeam er samlet i nogle få dyrebare dage. Laura er i Viborg i en lille uge, indtil hun rykker til Sverige til kjöttbullar, knäckebröt og Kalles Kaviar, og hun og Lasse laver mad sammen. De må få alle de maddage, de overhovedet gider.

Det er så godt. Jeg stornyder det. I dag lavede de chili con carne.

kokketeam

Time to say goodbye

Toyotaring

Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.

Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.

Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.

Kamerarullen fortæller

Ha. Sjovt. Jeg tager lige et billede. Fedt. Jeg tager lige et billede. Det her skal jeg huske. Jeg tager lige et billede. På den måde kan der samle sig meget skrammel og sært sammen i løbet af en dag. I dag hentede jeg det her fra kamerarullen.

Jeg øver mig i at lytte til Knausgaard igen. Han behersker sit sprog elegant, suverænt og stærkt billedskabende. Det er smør for øregangene, men det kræver stor koncentration.

16juli1

I kolonihaven så jeg, at agurkedyrkningen har båret frugt. Det er miniagurker, men i close up er de mega. Gode og sprøde er de også.

16juli2

I en af de andre haver har nogen fået nok og har sat et skilt op. Ryt så op efter jær! Venligst, altså.

16juli3

Der var jordbær med hjem. Så var der aftensødt igen. Man skal huske at dokumentere det, ellers kan ingen være sikre på, at det findes.

16juli4

Store søn tager snart på ferie og skiftede profilbillede i går. Til det her. Med hashtagget #Rhodosklar. Ømt billede. Han var knapt tre år og meget glad for sit grønne snorkelsæt. Det var også hans snarrådige løsning en dag, jeg bagte klatkager. Der kom rigeligt røg i køkkenet, og han udbrød glad: “Jeg henter lige mine dykkerbriller”.

snorkel

Så var der ikke mere.

Søvnløs

Det har været en lang nat. Omtrent samtidig med at ældste søn skulle mellemlande i Washington på rejsen til Amerika, gik meget personlig computer i sort. Begge dele var jeg nødt til ligge vågen over i nat.

Søn havde skrevet lige før take off i København, at han ville skrive næste gang fra DC. Det gjorde han bare ikke, og jeg havde dagen før hørt om nogen, der havde haft svært ved at nå deres fly videre på grund af alt muligt indrejse- og visumkontrol. Så var det på grund af tidsforskellen eller på grund af problemer, han ikke skrev? Det lå jeg og rodede med dér i nat.

Min elskede bærbare. Uden varsel sort skærm. Så hvad nu med … alting? Ny computer eller til reparatør? Og hvis den ikke kan genoplives, er det så ny, brugt, stationær, Mac eller pc? Har jeg alle mine koder og passwords skrevet ned? Og hvad ligger der, som jeg ikke har nået at få backup af? Den ikke så gamle, men alt for langsomme pc, jeg også har, hvad kan den? Har den dit og dat og har jeg råd til noget som helst? Det lå jeg og rodede med dér i nat.

Da jeg berettede nattens gang for yngste søn i dag, var hans vantro kommentar: ”Lå du vågen over en computer?!? Det der mormorsyndrom*, – det kommer godt nok tidligt!”

Kærestes holdning var dybest set den samme –­ ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’ – men han var så venlig at reagere lidt mindre direkte. Han sagde ”Vi finder ud af det” mange gange i aftes, hver gang jeg fandt på en ny vinkel at bekymre mig ud fra. Jeg sagde ja hver gang, og så gik der et par minutter, inden jeg fandt på noget nyt. Han foreslog den ene computermulighed efter den anden, googlede og gjorde ved.

Forståelsen og hjælpen var der, men ­’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’. Det gjorde han så. Det gjorde jeg ikke. Jeg roterede og spekulerede. På søn i luften et sted over sydstaterne og på sort skærm inde i stuen. Jeg spillede Candy Crush, tændte lyset og læste bog.

Klokken 03.01 bippede telefonen. Store søn undskyldte det sene tidspunkt, men nu var han ankommet, og nu var de gået ud for at få noget at spise. Og sms’er koster 4 kroner, så fremover bliver kommunikationen mere sporadisk.

Så kunne jeg sove.

Og se, jeg har pustet liv i alt for langsomme pc, installeret og opdateret det nødvendige, væbnet mig med tålmodighed. Og kan det meste. Resten finder vi ud af.

 

*mormorsyndromet: Man er nødt til at tage bekymringerne på forskud, ellers kan man ikke være sikker på at få dem.