En Ballerup mere

Hov. Midt i al vores påskehalløj med at flytte indbo ud og hive gulve op købte jeg en Ballerup Master Mixer mere.

Jeg blev kontaktet af en bekendt, der var ved at rydde op i sin fars hus, fordi det var solgt og skulle tømmes. Der var en gammel Ballerup, de skulle af med, og han spurgte, om det var noget for mig. Min Ballerup-kærlighed er rygtedes.

Jeg har længe tænkt, at det kunne være fint med en ny røreskål, fordi den gamle var lidt skæv efter et styrt engang i 60’erne, og en ny dejrulle, fordi ovennævnte uheld har slidt ujævnt på gummiringen på den gamle. Men ligefrem en HEL maskine og dobbelt af alt det andet?

Den korte fortælling blev, at bekendten og jeg enedes om en god pris mod straks-afhentning. Jeg slap det hjemlige værktøj, hentede tvillingen og installerede den direkte i containeren sammen med de andre møbler.

I kampens hede og den sidste måneds håndværkerrod har jeg næsten glemt, at jeg har den, og jeg har ikke fået testet andet end røreskålen. Kabinettet på nyanskaffelsen er cremehvidt og har en revne, konstaterede jeg, da jeg stillede den ind i containeren, men ellers har jeg ikke undersøgt hverken den eller dens tilbehør. Der er det hele med, så det ud til, men jeg har det jo i forvejen. Det ender nok med, at jeg plukker nænsomt i det og skiller mig af med resten. Og glæder mig over en mere blank og mere uskæv røreskål. Den seneste portion bolledej blev rørt i den. Den passer til den æggegule darling, og jeg tror egentlig, jeg beholder begge skåle. Sådan to otteliters røreskåle fylder jo ikke alverden, vel?

Den cremehvide fætter står ude i containeren og bliver først fundet, når stuen er færdig, og containeren engang skal tømmes.

Det var en fin påskehandel.

Mens vi venter

Jeg har fået en kulturindsprøjtning i aften. Indledningsvist med vegansk take away og videre til en teaterforestilling i byens smukke teater. “Inden jeg fylder 67”, fremragende spillet af Pia Rosenbaum og i øvrigt både sjovt, alvorligt og berigende.

Nu sidder jeg hjemme i mit køkken med et glas vin, mens min mastodontiske køkkenven, den uforlignelige Ballerup Master Mixer rører en omgang bolledej. Jeg har nemlig taget de sidste boller ud af fryseren. Således kan jeg ikke komme i seng, før jeg har sikret familiens fremtidige overlevelse, for dejen skal røres mindst et kvarter på højeste hastighed for at danne de eftertragtede glutentråde, og det er dette kvarter, jeg nu sidder og fordriver med de ord, der lige drysser ud i tastaturet.

Og det eneste nyere foto, jeg kan finde i kamerarullen til at illustrere ventetiden, er aftensmaden fra i går, som ikke engang var vegansk. Den var dog vegetarisk og faktisk ret interessant. Den indeholdt lutter nyt; jeg nævner i flæng små spidskålspandekager, stegt tofu og syltet kinaradise, og intet af det havde jeg prøvet før. Men det smagte godt, og vi blev mætte.

Og NU er min æggegule ven færdig med sit arbejde. Så kan dejen stå og hæve hele natten og være klar til at blive formet, når jeg står op i morgen.

Tak for i dag.

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.

Baneskift

Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.

Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.

Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.

Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.

Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.

Kald mig bare forandringsparat.

Selvudråbt køkkenhelt

Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.

Fordi.

Jeg er en helt.

I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.

Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.

Fordi.

Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.

Jeg fortjener egentlig en medalje.

Den bager jeg næste gang.