10. juli 2019 | den store bunke |
Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.
I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.
Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.
Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.
Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.
9. februar 2019 | den store bunke |
Jeg har skøjtet rundt i en evighed på siden for forestående flyrejse til London for at checke et enkelt stykke bagage ind. Den ene vej gik det godt. Smådyrt, men acceptabelt. Kom i tanker om, at kufferten skal med hjem igen. Systemet kvitterede med en bekræftelse på 210 GBP. Det er alligevel meget for en kuffert.
Gik frisk videre på en anden hjemmeside for at booke transport fra lufthavn til hotel og tilbage igen nogle dage senere. Nåede gennem hele proceduren og blev afvist, da jeg nåede til Confirm. Så det gik ikke.
Surfede videre for at finde sommerovernatning i Amsterdam til min familieflok. Endte med at betragte det som indledende research.
Gik en lang tur i skoven med veninde og hund. Dét gik godt.
11. august 2015 | den store bunke |
I sidste uge var vi i Amsterdam. Vi havde en rigtig dejlig ferie, og hvis nogen havde nogen som helst bekymringer om, hvorvidt fire mennesker med bagage til en uge kunne få plads i en Aygo, var det fuldstændig grundløst. Det gav ingen udfordringer overhovedet. Der er megameget plads til fire sportstasker i sådan et bagagerum. Og en kamerataske, en pude, en tøjhund, en madpakke, jakker plus det løse. Og man kan stadig se ud af bagruden.
Vi havde endnu en gang indkvarteret os gennem airbnb og boede i en stor lejlighed lige ud til Amstel. Det var på anden sal, og vi steg derop ad lange smalle trapper. Det var en klar og tydelig dokumentation af, hvorfor der på de amsterdamske huse er en krog øverst på gavlen, og hvorfor alt møblement og indbo er nødt til at komme ind af vinduerne. Der er ganske enkelt ikke plads til at få en sofa op eller for den sags skyld til at bære en flyttekasse på tværs. En morgen sad vi og spiste brunch på en cafe og så, hvordan det gik for sig, da nogen flyttede ud fra fjerde sal på den anden side af gaden.
I de lidt mere moderne byggerier tager man en anden teknik i brug, og så ser det sådan ud. Det mest besværlige så ud til at være, da de skulle bakse det store vindue på plads i rammen bagefter. Men da sad vi også og holdt vejret på cafeen overfor, indtil der ikke længere var fare for, at vinduet skulle styrte ned. Det har været tungt!
Det virker nemt og enkelt at flytte på den måde. Men omvendt er det ikke spor oplagt at samle et ordentlig stort flyttehold af gode venner og få en festlig flyttedag ud af det, som vi gjorde sidste år.
21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
12. maj 2015 | den store bunke |
Der i søndags, da Ajax spillede mod Cambuur på Amsterdam Arena, og Ajax-spillerne startede med at gå ind på banen sammen med deres mødre i stedet for de småputspillere, man plejer at se, fordi det var Mors Dag, og hvor Ajax vandt 3-0 på to mål scoret af danske Fiiiiiktor Fischeeeer og et af danske Lasse Schøne…. da var jeg der.
Jeg var på tre dages firmatur i Amsterdam, og efter en masse sightseeing, en masse skridt, en masse hygge, cykeltur og dinnercruise sluttede vi af med en fodboldkamp om søndagen. Ajax mod Cambuur. I Amsterdam. Anden søndag i maj. På Mors Dag.
Fordi jeg nu ikke går så meget op i fodbold, fordi jeg nu ikke forstår sproget og fordi jeg på det tidspunkt ikke var begyndt at kigge på storskærmene, havde jeg faktisk ikke fattet det med mødrene. Vi sad højt oppe. Jeg bemærkede godt, at maskotterne var temmelig store i det og ikke var i Ajax’ rødhvide spillertøj, men det var måske nogle store juniorspillere, tænkte jeg. Efter de første to scoringer så jeg også den samme kvinde på storskærmen, men det var først næste dag, det gik op for mig, at det har været Fiiiiiktor Fischeeeers mor. Og senere mor Schøne.
Men jeg har da taget billeder af dem, da de kom ind på banen. Se selv.
Og Ajax har tweetet. Se selv.
Skal jeg også anmelde kampen? Første halvleg var kedelig. I anden halvleg blev jeg helt vildt forskrækket, da der blev scoret første gang, for jeg sad og var ligesom sunket ind i mine egne tanker, da der pludselig rejste sig et gigantisk jubelbrøl omkring mig, og folk rejste sig op. Det skyndte jeg mig så også at gøre og var glad for, at de viste scoringen igen på storskærmen, når nu jeg ikke helt havde fået fulgt med. Derefter blev kampen sjovere.
Jeg er glad for at have fået den oplevelse. Og glad for, at mødrene fik en god eftermiddag.
