24. juli 2015 | den store bunke |
Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.
Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.
Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.
4. juli 2013 | den store bunke |
Jeg kan ikke huske, hvordan talen faldt på det forleden. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg er nødt til at indrømme, at det er sket.
Vi var på buscamping i Kroatien på øen Rab. I vores lille gruppe, som var en del af en større gruppe af folk, vi ikke kendte, var vi tre kvinder og syv børn. Jeg havde været skilt i tre år og så det som en kæmpefordel at være af sted sammen med de to andre, der også var alene af sted med deres børn. Det var dejligt at have andre voksne at drikke rødvin med om aftenen, og om dagen delte vi opgaverne imellem os, badede, gik ud og spiste, tog på udflugter og holdt øje med hinandens børn.
En dag tog vi til byen Rab, og til aften fandt vi en restaurant og gik ind og satte os. Kort efter besluttede vi os på grund af prisniveauet for at finde et andet sted, så vi rejste os og forlod stedet. En hel gade længere henne talte jeg lige hovederne – og manglede én. Først da gik det op for mig, at min dreng jo var gået på toilettet, da vi kom ind i restauranten. Og havde sagt det til mig. Jeg havde bare glemt at få ham med….
Jeg styrtede tilbage og fandt ham uden for restauranten rådvildt kiggende til begge sider. Heldigvis var han ikke begyndt at gå, og heldigvis blev vi genforenet. Heldigvis endte det godt og varede ikke så længe.
Men den er ikke ret god, vel?
Engang imellem nævner han det. “Dengang du glemte mig…!“. Ind i mellem at han nævner det, glemmer jeg, at jeg har glemt ham. Det er bedst.
Forleden spurgte jeg lillebroren, om jeg nogensinde har glemt ham. Næh. Jooh, engang var jeg blevet væk for ham i BR Legetøj. Jeg mente ikke, det kunne have været så stort et traume at blive væk lige dér. Men han var lille, og hylderne høje og moren ude af syne, og når han kan huske det ti år efter, har det nok været lige så slem en oplevelse for ham som for storebroren at blive efterladt af hele sin flok i en kroatisk restaurant.
Men altså, alle de andre gange har jeg husket dem!
11 år og ikke glemt. Endnu. 2005.
