9. marts 2016 | den store bunke |
Gad vide hvad jeg egentlig vejer.
Eller.
Nej.
Gad faktisk ikke vide det overhovedet. Jeg ved godt cirka, hvor jeg er. Og tænk, hvis tallet nu er endnu højere, end jeg tror. Det ville være fælt at indse.
Engang blev jeg skilt, og det var den mest effektive slankekur, jeg har prøvet. Men den kan ikke anbefales. Ikke at jeg faktisk har prøvet særligt mange slankekure. Det har ligesom for det meste passet sig selv, synes jeg. Jeg har altid været mere til den runde end den smalle side. Kraftige lægge. Kraftige knogler. Solide ben. Glad for mad. Glad for kage. Somme tider har jeg været slankere, til andre tider knapt så slank. Jeg røg dengang, og det er en udmærket vægtbegrænser.
Fik barn og fik travlt, var sjældent i ro. Fik et barn mere, samtidig med at jeg havde en aktiv halvandetårig. Så var jeg i gang hele tiden. Fik et barn mere endnu tre år senere og tog i den periode ikke hensyn til mit kalorieindtag. Vægten passede sig selv, måske lidt på vej opad.
Så blev jeg skilt, og så røg jeg mere, end jeg spiste. Fordi jeg var ked af det. Og så måtte jeg godt. Ryge. Tabte fem-syv kilo og svor, at jeg aldrig ville over tres kilo igen. Blev en, der løb og løb godt. Holdt mig i form og blev måske lige til den pindede side.
Fik kæreste og løb mindre. Fik arbejde, der krævede, at cyklen som transportmiddel blev skiftet ud med bilen. Løb endnu mindre. Spiste det samme, måske mere. Røg ikke.
Resultatet er, at jeg for længst er kommet over tres kilo og ud af en stor del af det tøj, jeg var komfortabel i, da jeg var pindet. Det kan også mærkes på mit tempo, når jeg løber (som jeg jo gør. Igen. Indimellem). Jeg har simpelt hen mere vægt at slæbe rundt på.
Et eller andet sted inde i en afkrog i min fantasi lever forestillingen om, at jeg igen kommer til at springe af sted med en kilometertid under seks minutter som i de lettere dage, og at jeg derefter springer i noget skinny tøj, som jeg har gemt i skabet sammen med en håbefuld indbildning.
Jeg ved ikke helt, om dét i virkeligheden skal være et mål længere. Jeg kan også bare acceptere og leve med, at tiden og prioriteterne er anderledes nu og have fred med det. Løbe i den tid og de distancer, jeg kan, og svøbe mig i det tøj, der kan rumme mig.
Det tror jeg, jeg vil.
Men halvfjerds kilo vil jeg i hvert fald aldrig over, så.
….
Hvis jeg ikke allerede er der. Så siger vi firs.
4. marts 2016 | den store bunke |
Det her ballonhoved fylder 22 år i dag. Da billedet blev taget, var han et halvt år gammel og havde sprængt alle kendte vækstkurver. Kusine Kirsten havde tydeligvis sit besvær med at bære hans ti kompakte kilo. Det var sådan noget, jeg havde fundet på at sige, for moderhjertet forbød mig at kalde ham direkte fed. I stedet sagde jeg, at han var “kompakt”. Det var i hvert fald ikke løgn.
I løbet af årene efter fordelte kiloene sig markant anderledes på ham, så højde og drøjde passede sammen. Sidst jeg så ham – forrige uge, kunne han nærmere kaldes tynd end kompakt. Sådan er det åbenbart at være flyttet hjemmefra, være travl med studier og studiejob og glemme at spise. Det skal han altså holde op med at glemme. Lige nu spiser han formodentlig og forhåbentlig både pizza, pasta og is, for han og kæresten er i Rom på lang weekend, og jeg håber, de begge to forkæler ham.
Det er altså bare næsten ikke til at forstå, at mine børn bliver så store hele tiden. Voksne og på egne ben. Toogtyve år!! Tillykke, Niels. Det er godt gjort.
2. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.
Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.
1. marts 2016 | den store bunke |
Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.
Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.
Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.
Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.
Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.
29. februar 2016 | den store bunke |
En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.
Som nu.
Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.
Jeg tror, jeg går med dén løsning.
28. februar 2016 | den store bunke |
Men derfor kan man godt drikke en ingefærromtoddy.
Sygt tidligt i morges tog Morten og Astrid afsted på skiferie. Godt for dem. Og det skal overhovedet ikke læses som en syrlig kommentar. Jeg er usædvanlig tilpas med at gå glip af lige sådan en ferie. Det er nemlig alpinski, pister, hjelme, ubehagelige støvler og alt for meget fart. Det er noget, de to har sammen og har haft, siden Astrid var lille prut på en meters højde. De er vilde på ski, begge to, og vilde med farten. Hvis jeg var med, ville vi være tre, som ikke kom til at gøre noget, vi syntes var sjovt. De ville være trætte af at skulle vente på mig, og jeg ville være frustreret over det samme.
Jeg er til langrend. Langrendsski, smøring, løjper, anorak og gamacher, appelsiner og Kvikklunsj i rygsækken. Jeg har før fortalt, hvordan jeg har det med alpinski.
Derfor er Lasse og jeg alene hjemme hele ugen. For os er det hverdag, og vi skal gøre alt det, vi plejer, og være glade til. Vi skal i skole og på arbejde, og det vildeste er, at jeg overvejer at tildele ham en ekstra maddag, så det hele ikke hænger på mig.
Det næstvildeste er, at jeg har lavet en romtoddy med ingefær til at drikke i en eftermiddagssolstråle. Det smager lidt af højfjeldssol på den magelige måde.
