Ordspil
Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.
Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.
Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.
Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.
Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.
