En skokøbshaders bekendelser

Det her er selvynk. Hvis I ikke har programsat selvynk i dag, så stop læsningen her og ryk videre i jeres liv. Gå eventuelt ud og køb nogle sko.

stovle

Når mine støvler ser sådan ud, og jeg i øvrigt har flere af den slags, med andre ord ingen vandtætte støvler tilbage i skogarderoben, men tværtimod kan fremvise mindst tre, hvor det trækker ind nedefra eller fra syningerne med såvel vand som vind, så ved jeg jo godt, at jeg bør få købt mig noget nyt fodtøj.

Helst noget der opfylder mindst ti behov i ét par. Til fest, til daglig, til vinter, til sommer, til kjole, til bukser, til traveture, til lang tid ad gangen, og så skal det være pænt og billigt og nemt at tage på og ligne det, jeg lige skal til at kassere. Og når det ikke kan være alt dét på en gang, kan jeg ikke bestemme mig for, hvor jeg skal sætte mit fokus.

Og så er der det ved det, at jeg hader at købe sko. Og tøj. Jeg har tre-fire sæt tøj og to par fodtøj, som jeg bruger næsten hele tiden, og det er nemt, for så behøver jeg ikke bruge energi på træffe valg.

Det er også derfor, jeg som regel synes, det er noget bras at shoppe. Vælge, vælge, vælge. Misforstå mig ikke, for jeg kan godt lide at HAVE tøj og sko. Det er bare alt det imellem, at man ikke har det og til man har det, jeg vil springe over. Det skal bare være i mit skab, så jeg kan tage det på.

Men altså. Jeg viser lige billedet igen:

stovle

Det går jo ikke. Jeg ved det godt. Så jeg gik ud i dag. Jeg skulle også købe en fødselsdagsgave til store søn, så jeg gik ind i alle de relevante butikker på min runde i byen og var derfor inde i samtlige forretninger, der solgte sko og fødselsdagsgaver-til-store-søn. Og der er mange af begge slags i min by! Det betød også, at jeg hele tiden måtte skifte fokus og koncentrere mig om at vurdere snart støvler og snart fødselsdagsgave. Det var vildt for mig. Jeg vidste, hvilken slags gave, jeg ville købe, men ikke model, materiale og farve, og det var det samme med støvlerne.

Derfor har jeg i en lang, lang række forretninger i dag undveget ekspedienter, og kunne jeg ikke slippe for deres angreb med tilbud om hjælp, har jeg smilet og afværget med utallige varianter af “Tak, jeg skanner lige udvalget og ser, om noget hænger fast på mine øjne”, mens jeg kiggede og vurderede.

Med hensyn til gaven tog jeg en dyb indånding og en beslutning i den fjerde butik af sin art. Det var faktisk flot af mig, og så var dét gjort. Videre med støvleskanning. I den femte butik fandt jeg en, jeg måske godt kunne lide. Materiale og ikke-så-nem-at-få-på trak ned, og jeg stillede den tilbage. Prøvede at prøve en anden, men den kunne jeg ikke få på. Samtidig havde jeg fået alt, alt for varmt overtøj på (skulle det ikke forestille at være vinter, eller?), så jeg skumsvedte oveni alt det andet besvær.

Så var det, at ærmesømmen revnede under anstrengelserne med at tvinge støvleprøve nummer to på. Så var det, at jeg blev irritabel og gik hjem. Og reparerede jakken med noget ordentlig sytråd. Det kan jeg nemlig.

Derfor har jeg stadig en støvle, som afgiver små papstykker, der rasler rundt om min fod og lader, som om de er småsten. Kan man ikke godt vænne sig til bare at tømme dem ud jævnligt og i øvrigt gå udenom vandpytterne, hva?

Hede Barcelonadrømme

Den prikker mig på skulderen, udlængslen.

For det første kaster Facebook Barcelona-billedminder på mig. I disse dage er det tydeligvis fire år siden, børnene og jeg brugte en række vinterferiedage i Barcelona. Mens andre folk spændte ski på fødderne og opsøgte sneen, fløj vi sydpå og fik det første svirp af forår og varmere vinde. Lidt koldt var det nu også. Jeg kan godt huske, at vi frøs, da vi sad på denne udendørs cafe.

Barcelona1

Men den sidste dag var der sol og fjorten fine grader, da vi drev af sted langs strandpromenaden. I februar. Næsten uden jakker.

Vi var også på chokolademuseet, mindede Facebook mig om i dag. Bagefter spiste vi billetterne.

Barcelona2

Det var den sidste ferie, jeg var af sted på alene med mine tre børn. Vi har været mange steder, vi fire. Paris, Kreta, Mallorca, nævnt i flæng. Og Barcelona. Derefter begyndte de at flytte hjemmefra, og lige forinden havde jeg mødt Morten, og så blev rejsekonstellationerne anderledes. Der har været både kæresterejser og familieture med et, flere eller alle børn, og der har været mor-og-barn- og far-og-barn-ferie. Og de store børn rejser selvfølgelig også selv med venner og kærester.

Men den der Barcelona. Det er en dejlig by, både at opleve med store børn for fire år siden og med kæreste sidste forår.

Og samtidig med Facebook-erindringsstormen bliver jeg bombarderet med noget Sweetdeal-nyhedsbrev, der lokker med lækre billeder og rasende billige rejsetilbud. Barcelona igen. Den by, altså. Vi mangler jo at prøve den der svævebane, de har. Det er nemt at lade sig friste.

Barcelona3

Men INDENI kan man nok ikke se forskel

ABBA_samlet

Jeg har haft det her screenshot liggende i nogle uger. Jeg arbejder mentalt på at ramme en mening om det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Min første reaktion var Hvad?!? Er dét DEM? Hold kæft, de ser gamle ud! Så korreksede jeg mig selv. Selvfølgelig er det dem. Kig lige mig selv i spejlet. Jeg ser jo heller ikke ud som jeg gjorde, da jeg var midt i tyverne. Eller i trediverne. Kødet er blevet løsere, skindet slappere, håret blegere, maven rundere, balderne fladere – hvor det førhen var omvendt med de sidste to. Uanset hvor mildt jeg bilder sig ind, at tre årtier er gået hen over mit stramme ungdomshylster, kan det selvfølgelig ses.

Og sådan er det selvfølgelig også med dem. Med ABBA. Med Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frid. De er også blevet ældre, og det kunne man da godt se, da de en aften i januar i år under stort medieståhej var samlet i Stockholm i anledning af premieren på Björn Ulvaeus’ nye forestilling ‘Mamma Mia! The party’. Fred med det. Levet liv. Årenes gang. Smuk patina. Sådan overtaler jeg mig selv.

Og så er det alligevel sådan lidt … arrhh. Som om tryllekuglen er bristet, og min ungdoms idoler er blevet iltet og er smuldret. ABBA og Donny Osmond skal helst blive ved at se ud, som de gør i min erindring. Det er bedst.

Sådan vakler jeg imellem mine egne synspunkter, mellem det, jeg husker, og det, jeg ved – og kan se.

Men indeni er de nok stadig de samme. Ligesom jeg er.

Her var jeg

boller3

Her er ruten, man tager, når man søndagsordner efterladenskaber.

Der skete det, at vi på sengekanten blev ringet op af kassereren i kolonihaveforeningen. Hun ville lige minde os om, at det var ved at være oppe over at få betalt årskontingentet, og så ville hun godt høre, om vi kom i dag og betalte.

Derfor gik min rute først til en pengeautomat. Vores haveforening er nemlig ikke digital. På nogen måde. Ikke noget onlinehokuspokus. Intet hjemmesidepjat. Der er ikke engang en mail, man kan skrive til. Når man skal betale, bærer man pengene hen til kassereren. I kontanter. Så får man en håndskrevet dagsdatokvittering, og sådan er det bare, og det kan ikke ændres. Er der meddelelser til havefolket, for eksempel invitation og dagsorden til generalforsamling og præmiefest, bliver der rullet et stykke papir sammen og proppet i det postrør, som hænger på indersiden af havelågerne. Basta.

Vi kan aldrig helt huske, hvornår man skal betale kontingentet. Sidste år var vi for tidligt på den, og i år var vi åbenbart tæt på at komme bagud. Hvornår er det egentlig, spurgte jeg, da jeg stod i mit løbetøj hos kasserersken i dag og netop havde modtaget den klargjorte håndskrevne kvittering. ”Ja, det er fra den femogtyvende januar til den femtende februar, og det står også i loven. I har jo et lovhæfte”, sagde hun, mens jeg tænkte på, hvor vi mon har gemt de vedtægter, som vi åbenbart ligger inde med. Men altså, mellem den femogtyvende januar og den femtende februar. Det husker vi fra nu af. Og det virkede, som om det er bedst at bringe hende pengene i starten af perioden. Der er jo ingen grund til, at kassereren skal sidde og vente i tre uger og til sidst alligevel føle sig nødsaget til at ringe og minde os om det, vel?

Lettet, både på samvittigheden og på pengefronten (selv om det faktisk er latterligt billigt at leje grønne sommerglæder) løb jeg videre for at hente en bil, som vi efterlod i nat efter årets jagtmiddag i jagtkonsortiet. Det er noget med tre retters menu af velovervejet og veltillavet hjemmeskudt, hjemmedyrket, hjemmeplukket, hjemmealtmuligt og dertil velvalgt og velsmagende vin. Efter det kører man ikke hjem. Både på grund af omtalte vin og fordi man efter al den mad har virkelig, virkelig godt af at komme ud og spadsere i nattekulden.

Her stopper den dokumenterede rute. For herefter kørte jeg hjem og lavede intet andet end at lytte lydbog, sidde i en solstråle og spille Candy Crush og bage et overdrevet stort bjerg af boller. Som jeg nu skal smage på.

Meget, meget fin søndag.

Jeg har set lyset

lyset1

I dag var dagen, hvor der slog spirende forår ned i mig. Det var lyset, der gjorde det. Når himlen klokken fem om eftermiddagen stadig ser sådan ud og der altså fra nu af stadig er dagslys tilbage, når jeg vender hjem til min borg fra udenbys arbejdsdonteri, så længes jeg.

lyset2

Jeg længes efter grønt. Jeg længes efter, at urteburet rummer liv og ikke bare visne rester af noget, jeg ikke længere kan skelne navn og anvendelse på. Var det virkelig den overfrodige mynte der til venstre, som gav fylde til mægtige mojitos en sommeraften i fjor? Og rosmarin og salvie, esdragon og timian, som vi måtte bure inde, fordi fuglene barberede det ned til korte stilke? Nu værdiger hverken de eller jeg det et blik. Jeg vil have, at det skal være grønt og frodigt igen. Og fra i dag tror jeg igen på, at foråret kommer. Når det kommer. Først skal der vistnok være frost og kulde igen. Men det kommer. Og så bliver det godt.

lyset3

Hortensiaerne har aldrig mistet troen. Aldrig givet op. De er ellers virkelig blevet behandlet dårligt. Ignoreret. De blev købt til fødselsdagspynt i kolonihaven for to et halvt år siden af en 50-årig, der holder meget af hortensiaer, og siden fik de lov til at passe sig selv i deres midlertidige, permanente plastikpotter. De stod oversete i et vildtvoksende bed gennem to somre og vintre, fordi vi til stadighed ikke fik ryddet det bed, hvor de skulle plantes. På “vi ved ikke, om I overhovedet bryder jer om os, men vi er her, og vi tilgiver jer og elsker jer alligevel”-måden satte de igen og igen nye skud og overlevede. Sidste sommer hentede jeg dem hjem på altanen, hvor de siden har stået endnu mere ubeskyttede – dog i lerpotter, men alligevel – igennem vinter og frost og storm. Urokkelige mens havestolene er føget omkring dem. Og nu er de på vej igen.

Håbet er grønt.

Det skal NOK blive forår.

Det der Street View

Google Street View. Jeg synes, det er vildt fascinerende og en kende for spacy til, at min hjerne helt kan forstå, at det skal være så let. At jeg kan sidde hjemme i mit køkken og se, hvilken farve et bestemt hus i en anden by er, og stille mig midt på gaden og spejde til højre og venstre for at se, om der er nogle forretninger i nærheden. Og kigge op og gætte på, hvilken altan jeg om nogle uger kan stå på og kigge ned på nogle andre biler end dem, der var parkeret der i juni 2014, da googlebilen kørte forbi. Men det kan jeg så.

Gatan

Den her gadedør vil jeg gå ind og ud af en del gange i slutningen i marts. Den befinder sig i Stockholm, og i det her hus skal vi have base nogle dage, når vi tømmer vores egen husstand og besøger Laura, der bor og studerer i Stockholm dette semester. Vi har endnu engang cyberbladret i Airbnb-kataloget og fundet logi. Vores vært hedder Jonas, og han bekræftede i aftes: “Det går jättebra! Jag accepterar er direkt!”. Deraf udleder jeg to ting: 1. At han har forstået hvad jeg skrev. Når man anmoder om at måtte booke, sender man lige et par linjer til værten om, hvem man er og hvad man skal og den slags, og der kunne jeg jo ikke skrive, at min datter er i byen dette semester, for så ville han bare tro, at hun fiser den af. Semester betyder ferie på svensk. Så jeg vred den lidt og skrev denne vår. Det har han fattet meningen med. Eller 2. At han har været inde og læse den anmeldelse af mig som gæst, der allerede er registreret hos Airbnb. I oktober skrev Péter fra Budapest nemlig “They were friendly and nice people. Birgitte is easy to communicate with and is pleasant to have around. Recommended!” Sådan en gider man jo godt have boende.

Jeg elsker denne her fase inden en ferie. Når både transport og logi er bestilt og på plads, og pengene endnu ikke er trukket fra bankkontoen, og man har ro til at glæde sig til at fylde på oplevelseskontoen.