Hvor kikset tøj kan børn egentlig tåle?

Der var en pointquiz i et Kender du typen?-program, hvor de to livsstilseksperter skulle gætte, om vores hovedperson var typen, der A) havde abonnement på børnetøj, altså fik en ny pakke tilsendt, når barnet formodedes at være vokset til en ny størrelse, B) håndplukkede tøjet ved selv at gå ud og købe det i fysiske butikker, eller C) arvede børnetøj fra venner og familie.

Kvinden, hvis hjem vi besøgte, viste sig at være B-typen, som selv gik ud og købte tøj til sin søn.

Det har jeg også gjort, men jeg har i lige så høj grad været på C-holdet, og i tidens løb har der cirkuleret mange poser med tøj mellem mine børn og deres fætter og kusiner, i takt med at de store voksede ud af tøjet, og de små voksede til. Det var der rigtig god fornuft i. Noget af tøjet holdt til mange børn, noget blev slidt op undervejs, noget syede vi selv.

En af pointerne i ’Kender du typen?’ var, at vi klæder vores børn i den stil, vi selv har, så det hele hænger lidt sammen, og på den måde præger vi dem.

Arrh, jeg ved ikke rigtigt….

Hvor kikset tøj kan man egentlig gå igennem barndommen med og stadig blive et hæderligt menneske?

Undskyld, børn! Det her virkede altså som en god idé i 1995!

Voksen og verdensmand

LilleNiels

Det her ballonhoved fylder 22 år i dag. Da billedet blev taget, var han et halvt år gammel og havde sprængt alle kendte vækstkurver. Kusine Kirsten havde tydeligvis sit besvær med at bære hans ti kompakte kilo. Det var sådan noget, jeg havde fundet på at sige, for moderhjertet forbød mig at kalde ham direkte fed. I stedet sagde jeg, at han var “kompakt”. Det var i hvert fald ikke løgn.

I løbet af årene efter fordelte kiloene sig markant anderledes på ham, så højde og drøjde passede sammen. Sidst jeg så ham – forrige uge, kunne han nærmere kaldes tynd end kompakt. Sådan er det åbenbart at være flyttet hjemmefra, være travl med studier og studiejob og glemme at spise. Det skal han altså holde op med at glemme. Lige nu spiser han formodentlig og forhåbentlig både pizza, pasta og is, for han og kæresten er i Rom på lang weekend, og jeg håber, de begge to forkæler ham.

Det er altså bare næsten ikke til at forstå, at mine børn bliver så store hele tiden. Voksne og på egne ben. Toogtyve år!! Tillykke, Niels. Det er godt gjort.