Balance på vægtskålen

Gad vide hvad jeg egentlig vejer.

Eller.

Nej.

Gad faktisk ikke vide det overhovedet. Jeg ved godt cirka, hvor jeg er. Og tænk, hvis tallet nu er endnu højere, end jeg tror. Det ville være fælt at indse.

Engang blev jeg skilt, og det var den mest effektive slankekur, jeg har prøvet. Men den kan ikke anbefales. Ikke at jeg faktisk har prøvet særligt mange slankekure. Det har ligesom for det meste passet sig selv, synes jeg. Jeg har altid været mere til den runde end den smalle side. Kraftige lægge. Kraftige knogler. Solide ben. Glad for mad. Glad for kage. Somme tider har jeg været slankere, til andre tider knapt så slank. Jeg røg dengang, og det er en udmærket vægtbegrænser.

Fik barn og fik travlt, var sjældent i ro. Fik et barn mere, samtidig med at jeg havde en aktiv halvandetårig. Så var jeg i gang hele tiden. Fik et barn mere endnu tre år senere og tog i den periode ikke hensyn til mit kalorieindtag. Vægten passede sig selv, måske lidt på vej opad.

Så blev jeg skilt, og så røg jeg mere, end jeg spiste. Fordi jeg var ked af det. Og så måtte jeg godt. Ryge. Tabte fem-syv kilo og svor, at jeg aldrig ville over tres kilo igen. Blev en, der løb og løb godt. Holdt mig i form og blev måske lige til den pindede side.

Fik kæreste og løb mindre. Fik arbejde, der krævede, at cyklen som transportmiddel blev skiftet ud med bilen. Løb endnu mindre. Spiste det samme, måske mere. Røg ikke.

Resultatet er, at jeg for længst er kommet over tres kilo og ud af en stor del af det tøj, jeg var komfortabel i, da jeg var pindet. Det kan også mærkes på mit tempo, når jeg løber (som jeg jo gør. Igen. Indimellem). Jeg har simpelt hen mere vægt at slæbe rundt på.

Et eller andet sted inde i en afkrog i min fantasi lever forestillingen om, at jeg igen kommer til at springe af sted med en kilometertid under seks minutter som i de lettere dage, og at jeg derefter springer i noget skinny tøj, som jeg har gemt i skabet sammen med en håbefuld indbildning.

Jeg ved ikke helt, om dét i virkeligheden skal være et mål længere. Jeg kan også bare acceptere og leve med, at tiden og prioriteterne er anderledes nu og have fred med det. Løbe i den tid og de distancer, jeg kan, og svøbe mig i det tøj, der kan rumme mig.

Det tror jeg, jeg vil.

Men halvfjerds kilo vil jeg i hvert fald aldrig over, så.

….

Hvis jeg ikke allerede er der. Så siger vi firs.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , , , - 7 kommentarer.

I form som en hval

Jeg kom til at tænke på løb. Jeg ved ikke, hvor tanken kom fra, for jeg har ikke været i nærheden af det længe, og jeg har det heller ikke aktuelt stående på min to do-liste. Sådan er det, og fred med det. Fed med det, kom jeg først til at skrive, og det kunne sagtens være en lige så dækkende beskrivelse.

Det er således sjældent, jeg færdes blandt Endomondos statistikker, men jeg ved, at det står fint til derinde på min personlige platform på deres hjemmeside. Sidst jeg kiggede, konstaterede jeg for eksempel, at jeg har løbet mere i år end sidste år. Muligheden for også at passere 2013-distancen er til stede. Men det er ikke vigtigt. Jeg har allerede en fin form ifølge graferne.

Lidt som en hval. En af dem fra Rasmus Klump-universet. Det er nok heller ikke helt skævt.

endomondohval

Temmelig tighte tights. Efterhånden.

pulsur

Jeg har lige løbet tre kilometer. Det er flot. Er vi nødt til at synes.

Til jul fik Morten en gave, han overhovedet ikke havde ønsket sig. Startnummer til en kvartmaraton ved Kalkmineløbet i slutningen af maj. Jeg havde også købt et nummer til mig selv og så det lidt som en udfordring og opfordring til os selv; vi ville sikkert bedre kunne komme af sted på løbeture, hvis vi trænede til noget. Det var i december, jeg tænkte sådan. Og fik ham til at tænke det samme.

Kristi Himmelfartsdag er faktisk … snart. Min statistik på Endomondo taler for sig selv.

statistikVi løb samme distance til Kalkmineløbet i både 2012 og 2013. Her er vi sidste år. Jeg forstår ikke, hvorfra Morten har hentet kræfter til det smil. Hvis det er et smil? Det var op ad bakke. Hele løbet er op ad bakke.

Kalkmine1

Lige forinden har fotografen fanget et Kodak moment. Prøv at se hvor sødt! Limegrønne mand rækker hånden ud til Pink lady og siger (gisper) sikkert: “Kom nu, du kan godt, det er bare en lille bakke, der kun findes inde i dit hoved!”.

Kalmine2Jeg ved ikke, hvem af os der skal tage opbakningstjansen i år. Jeg er nok nødt til at vinkle resultatet på samme måde som sidste år. At ’det er længe siden, jeg har kunnet løbe så længe…’

Men lad os nu bare se det fra den glade side: I april har jeg allerede løbet tre gange så meget, som jeg gjorde i marts.

Tak til den ukendte fotograf for at have foreviget en lille historie.