4. november 2019 | den store bunke |
Det er en tradition.
Hvert efterår kombinerer vi et kroophold med en vandretur i silende regn.
Nå ja, vi har gjort det to gange. Men det ser ud til at være en tradition. Hotelovernatning OG regn. Vi har prøvet forskellige tidspunkter. Sidste år var det i starten af december, i år i starten af november. Uanset tidspunkt – det regner. Og uanset regnvejr – det er fedt.
Sidste år gik vi i Mols Bjerge. I år gik vi i Bramslev Bakker. Bjerge og bakker. Balle og Bjærge.
Nå, grunden til, at det blev lige dér denne gang, er, at min tresårs fødselsdag – og lidt Mortens seksoghalvtredsårs ditto – udløste en rigtig fin gave fra Mortens familie, et panoramaophold på Bramslevgaard, der ligger fem kilometer øst for Hobro på nordsiden af Mariager Fjord. I området finder man også Danmarks første certificerede vandrerute, Panoramaruten på 10 km, og planen var at udforske den enten før eller efter overnatningen. Vi havde booket her i weekenden. Som tiden nærmede sig, og meteorologernes regnfulde forudsigelser tog form, vurderede vi, at søndagsvejret ville blive bedre end lørdagsvejret (… snydt!!), så vi tjekkede ind på Bramslevgaard hen på lørdag eftermiddag og gik direkte om bord i kaffe og kager.
Der var skønt, middagen var dejlig og servicen i top. Ren afslapning, hyggelig stemning, super morgenmad. Søndag formiddag tjekkede vi ud, mætte og veltilpasse, klar til lang gåtur.
Det regnede. Men alle ved, at det er værre at tænke på end at være i, og vi har jo ordentligt udstyr. Så med tilkøbt madpakke og primus i rygsækken drog vi ud i regnen.
Det var en smuk tur gennem istidens overdrevslandskab – det hedder det –, kuperet og varieret og med udsigt ud over Mariager Fjord, der langt ude fortabte sig i regndisen. Vi gik mellem græssende kvæg og får og mødte ikke mange andre. Vi fandt ikke noget overdækket sted undervejs at sætte os med primussen og koge kaffevand, men vi stod i ly i et masteskur i lystbådehavnen i Hobro og spiste madpakkerne. Det var også hyggeligt.
Turen er helt sikkert endnu mere fantastisk i lidt flottere vejr. I hvert fald kommer man nok knapt så våd og mudret hjem, som vi gjorde. Jeg gled på den smattede sti på sidste del af ruten, så jeg var helt nede med kinden i mudderet. Men det ER en fabelagtig tur, som både kan anbefales og tåler et gensyn. En genganger? I hvert fald, vi kommer tilbage, Bramslev Bakker!
18. januar 2019 | den store bunke |
Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”
Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.
Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.
30. november 2018 | den store bunke |
“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”
“Ja! Men JEG ved ikke hvor”
“- og det er nok bedst sådan ;-)”
Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.
Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.
Det er vi åbenbart nu.
I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.
Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?
29. januar 2018 | den store bunke |
Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.
To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.
Nå.
Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.
Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.
Fin.
25. januar 2018 | den store bunke, Over aftensmaden |
Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.
Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg
- Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
- Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
- Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
- Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
- Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
- Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
- Indset, at jeg skal op om seks timer.
