Hvad mon?

“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”

“Ja! Men JEG ved ikke hvor”

“- og det er nok bedst sådan ;-)”

Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.

Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.

Det er vi åbenbart nu.

I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.

Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?

Ambiorix – ringen er sluttet

Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.

To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.

Nå.

Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.

Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.

Fin.

Gå til gaten

Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.

Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg

  • Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
  • Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
  • Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
  • Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
  • Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
  • Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
  • Indset, at jeg skal op om seks timer.

PAS nu på

Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.

Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.

Men VI ved det!

Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.

Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.

Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.

Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.

Hvor tager madpakkerne hen, når de tager af sted?

Når den daglige madpakke er smurt, og posen med den frysetørrede kaffe er i rygsækken sammen med primus og foldekopper, vil alle selvfølgelig gerne vide, hvor de tager hen.

Det kan være på vandretur på fjeldet. Eller til en solbeskinnet klippeblok ved en sø, hvor man kan bade. I bilen nordover på en bygevejrsdag. Det er altid spændende. Også for madpakkerne.

Der har for eksempel været madpakker med ad den stejle, blå turløjpe op på Lindefjell, som rejser sig 691 meter over havet, og hvorfra der er vid udsigt over Nisser.

Her.

Der har også været madpakker med igennem Kviteseid, hvor skyerne sad lavt den dag.

Og madpakkerne har været i Morgedal, som bryster sig af at være skisportens vugge, fordi det var her, Sondre Nordheim kom fra, og han betragtes som den første og største pioner inden for moderne skiløb. I hvert fald gad Sondre ikke ret meget andet end at løbe og lege på ski og udvikle bedre bindinger og skiteknikker, og nu er han foreviget som statue i Morgedal. Foran ham står Morten og sender livevideo, men han står der ikke permanent.

Madpakkerne har også set bålfadet på stentårnet i søen i Morgedal, hvor den olympiske ild blev tændt som starten på fakkelstafetten inden OL i Lillehammer 1994.

Fælles for alle madpakkerne er, at de har været i godt selskab. Vi har det godt. Vi snakker og griner og lægger mærke til alle mulige ting og funderer over meget sjovt, skævt og forunderligt undervejs. Vi er også stille sammen og fordybede hver for sig. Men frem for alt er vi gode sammen, synes vi selv. Vi snakkede om det i dag, efter at vi på en rasteplads ved en serie hårnålesving ned mod Kviteseid havde set et par, der var holdt ind for at spise madpakke. Vi var også kørt ind, og faktisk stod de lidt i vejen for et godt fotomotiv – og de gav sig god tid. Men de snakkede ikke sammen. Ikke et ord sagde de til hinanden. Det virkede, som om de mere spiste parallelt end sammen. Det kan der være mange grunde til, og man skal selvfølgelig altid huske, at det, man tilfældigt overværer, bare er et nedslag i en lang række af øjeblikke. Man ved ikke, hvad der er sket før, eller hvad der kommer efter. De kan have været skrupsultne og helt sukkerkolde, så der ikke var kræfter til også at snakke, eller de kan have aftalt lige at holde mund, mens de spiste, fordi de bare havde jodlet og sunget hele vejen fra Seljord eller Åmot. Eller de kan have været løbet tør for ord for altid. Vi ved det ikke.

Jeg er bare sikker på, at vores madpakker har det sjovere end deres.