30. marts 2020 | den store bunke |
Altså, der ER jo ikke noget, der er almindeligt for tiden. Men på tredje kriseuge er vi selvfølgelig kommet ind i nye rutiner, som nu bare er … ja, rutiner.
I dag startede jeg med at stå op – kvart over syv, dét kommer jeg til at savne, når vi rammer normaltid igen – og tage et bad. Morgenmaden var A38 med mysli og et halvt æble skåret i tern, hvilket er helt normal hverdagsmorgenmad.
Klokken otte nul nul tog jeg et krus kaffe med ind på kontoret og tændte computeren. Og var i gang.
Klip til klokken 12. Frokosttid. I dag kogte jeg et par æg til mine rugbrødsmadder med spegepølse og leverpostej. Tit spiser jeg rester fra aftensmaden dagen før, men sådan nogen var der ingen af i dag.
Tilbage til kontoret. Arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, indtil jeg slukkede computeren klokken 16.
De forskellige små overspringshandlinger har jeg naturligvis ikke beskrevet. Kolleger og chefer kunne læse med. Men lige i dag var der nu ikke ret mange overspring.
Bagefter tilbød jeg at være den, der stod for aftensmad i dag, hvorfor jeg tog ransel på ryggen, vandrestøvler på fødderne og lydbog i ørerne og drog ud på en efterhånden næsten rutinemæssig gåtur på fire-fem kilometer, der hen imod slutningen bragte mig forbi en dagligvarebutik, som jeg gik ind i. Pyha, lang sætning.
Siden har jeg lavet aftensmad, spist sammen med resten af husstanden, set fjernsyn og opdateret mig på forskellige platforme. Meget typisk, meget standard.
Bortset fra … i eftermiddags meddelte Candy Crush, at “Hver dag i denne uge får du 24 timers ubegrænset liv”… Altså hvad? Syv døgn i træk? 168 timer uden stop? Helst nej tak. Det tror jeg altså ikke, jeg kan administrere.
DET ER JO IKKE NORMALT!
11. november 2017 | den store bunke |
Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.
Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.
Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.
Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.
Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.
Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.
Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.
Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.
I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.
Så var der ikke flere tanker.
10. februar 2017 | At have have |
Et sted (her, faktisk) var der en, der nok gad vide, om det overhovedet er muligt at lande på Jackpotfeltet i bonushjulet i Candy Crush. Hvis du ikke spiller Candy Crush, giver denne undren ingen mening for dig, men det gør ikke nogen forskel for forståelsen i den videre læsning, om du forstår lige den detalje. Så du læser bare.
Jeg kom til at tænke over, i hvor mange af mine egne blogindlæg jeg har nævnt Candy Crush (mindst en gang, nu har jeg for eksempel allerede skrevet det fire gange i dette indlæg). Det har jeg i 26. Lidt vildt egentlig. Som om jeg spiller det hele tiden. Okay, det gør jeg faktisk.
Jeg læste nogle af indlæggene. Et af dem var dette her fra sidste år, hvor vi blev ringet op af kolonihaveforeningens kassererske, der mindede os om, at vi næsten var bagud med betaling af kontingent. Klogt nok havde jeg skrevet som en fremtidig note til mig selv, at kontingentet skal betales mellem 25. januar og 15. februar.
Og det er den 10. i dag! Betalingstid! Hurra for blogarkivet. Jeg besluttede straks at få hævet nogle penge og spadsere op til kassereren med dem. Vi betaler jo kontingent med kontanter i vores forening. Og her i betalingsperioden sidder kassereren garanteret hjemme og venter på, at medlemmerne strømmer til for at bytte sedler og mønter ud med en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken, så jeg regnede med at træffe hende hjemme.
Jeg tog ranselen på ryggen og spadserede ned til banken. Få meter før pengeautomaten kom jeg i tanker om, at det var den forkerte bank. Jeg glemmer hele tiden, at jeg har skiftet bank på grund af det der huskøb, vi har kastet os ud i. Jeg glemte også at fortælle det til min arbejdsgiver, så ved sidste lønningsdag fik jeg ingen penge. De svævede forvirret rundt ude i cyberspace og vidste ikke, hvor de skulle hen, for døren var lukket der, hvor de var blevet sendt til. Det er der lavet om på nu.
Jeg kunne jo nok have hævet penge i min gamle banks kontantautomat, men er der ikke noget med, at der så lægges et gebyr på? I hvert fald gik jeg hen til min nye bank og hævede i min nye kontantautomat.
Og gik op og traf kassereren hjemme og byttede mine sedler og mønter for en forhåndsudfyldt dags dato-kvittering fra blokken og en snak om ingenting.
Så slog jeg et smut omkring kolonihaven, hvor der er temmelig rodet for tiden. Vi er ved at få lagt havegangen om, og vejret sætter konstant en stopper for arbejdet. Alle fliserne og en rod fra det piletræ, vores gode ven fældede for os forrige sommer, er taget op, to paller nye fliser står og venter, og det samme gør vores folk, fordi sneflokke igen kom vrimlende. Men tænk engang, at om to måneder – rundt regnet – er havesæsonen i gang igen. I hvert fald for dem, der ikke lige står midt i en flytning. Til gengæld regner vi med i det mindste at have en rasende fin havegang.
Jeg spadserede hjemad og købte ind til aftensmad på vejen. Ramte den rigtige pinkode til dankortet i andet forsøg. Det bankskifte, altså.
Så vidt omkring kan det føre, at nogen nævner Candy Crush.
Det ER i øvrigt muligt at lande på Jackpotfeltet. Hvis du stadig sidder og venter på svaret.
3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.
8. april 2016 | den store bunke |
Købe ind
Koge kerner til bolledej
Sende sms til alleryngsten, at det var fedt, at hun havde lagt en seddel, da hun var forbi her på en ikke-farweekendfredag, så vi ikke behøver at bekymre os om de små tegn på, at nogen har været i lejligheden
Sætte Master Mixeren i gang med en stor portion bolledej
Koge speltkerner til salattilbehør til fredagsfisk
Lægge vasketøj fra i går sammen
Nappe et par baner Candy Crush
Løbe fem små kilometer
Slå dejen ned, forme 48 boller og stille dem til hævning
Lave perlespelt-avocado-æble-feta-karse-salat til fredagsfisk
Spise aftensmad og komme ud i alle verdenshjørner i snakken hen over maden, herunder se en Pingu-film på Youtube, fordi vi kom til at snakke om det der ’Noot noot’, de siger, når de er vrede, og Morten overhovedet ikke kendte Pingu!?
Skrive et par mails
Se TV-Avisen
Ringe til min mor, som fejrer 90 års fødselsdag i morgen – skulle sikre mig, at hendes forkølelse ikke er blevet værre. Det er den ikke
Bage 48 boller
Spille mere Candy Crush og sætte et nyt spil Wordfeud i gang
Drikke vin
…
Nu er klokken 23
Og jeg har ikke engang været i bad endnu
Nu kan det ikke betale sig
