Plaster på ballonsåret

Vi kom ikke i luften i fredags. Allerede tidligt på formiddagen kom der en mail fra ballonskipperen, der meldte ’uegnet flyvevejr’. Det kan være svært at forstå, hvordan det kan være SÅ entydigt så mange timer før planmæssig afgang, når vejrudsigten ellers lover fint og tørt vejr, og når det nu var så fredeligt om aftenen, i hvert fald i Viborg. Men som vi alle sammen ved – i hvert fald os der har sunget børnesange – blæsten kan man ikke få at se, og muligvis har skipper stukket en finger i vejret og mærket hvirvelvinde i flyvehøjde.

Vi vil da også langt hellere til vejrs i egnet flyvevejr, så nu skal vi have kastet et nyt lod i kurven. Det kan snildt blive aflyst flere gange, og måske bliver det først næste år. Heldigvis gælder billetten et par år endnu.

Weekenden er i øvrigt fløjet af sted med blæst, fester og gæster – et storslået sølvbryllup i lørdags, og Mortens familie til fælles fødselsdagsfejring (hurra for Morten i går og mig for en måned siden) hos os, og jeg er som sædvanligt startet ugen med at have sovet for lidt. Det er blevet lidt en standard her efter sommerferien, synes jeg. Faktisk har jeg lige fra i formiddags vidst, at jeg bare styrede hen imod sofa og sæsonpremiere på ’Kender du typen?’, og at alle skulle være glade, hvis jeg udrettede bare en smule kreativt og produktivt i løbet af dagen.

Alle kan heldigvis roligt være glade.

Og vi er tæt på Steffensen, Glad og Møldrup, såee … Hej hej.

Uendelige muligheder for ingenting

ingenting

En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.

Som nu.

Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.

Jeg tror, jeg går med dén løsning.

Vådt krudt

Mandag har ramt mig i selskab med en tiltagende snue, der prikker helt ud bag ørerne. Det kan tilsyneladende kun blive værre. Jeg er kommet hjem fra arbejde og har meddelt mine roomies, at jeg har brugt dagens ressourcer, er ude af stand til at tage nogen beslutninger, ikke har nogen meninger om eller forslag til aftensmad, ikke vil stille mig på tværs af noget som helst, medmindre dette noget forhindrer mig i at indtage godt og vel halvdelen af sofaen iført et tomt, tåget blik. På deres eventuelle spørgsmål om alt muligt vil jeg bare sige, hvad jeg tror de gerne vil høre. Det er mig ligemeget. Det eneste, jeg har foretaget mig, er at google Kirsten Holst, så jeg nu ved, hvilken af Kirstenerne fra gymnasiet, Knud Holst giftede sig med. Det blev interessant efter dagens lytning til Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store.

Det var det hele. Muligvis vil jeg finde et stykke papir og en pen, så jeg kan skrive det ned, hvis der mod forventning skulle falde mig noget ind, jeg skal gøre. En anden dag, altså.

I kan finde køkkenrullen i sofaen. Sammen med mig.