Gad vide hvad jeg egentlig vejer.
Eller.
Nej.
Gad faktisk ikke vide det overhovedet. Jeg ved godt cirka, hvor jeg er. Og tænk, hvis tallet nu er endnu højere, end jeg tror. Det ville være fælt at indse.
Engang blev jeg skilt, og det var den mest effektive slankekur, jeg har prøvet. Men den kan ikke anbefales. Ikke at jeg faktisk har prøvet særligt mange slankekure. Det har ligesom for det meste passet sig selv, synes jeg. Jeg har altid været mere til den runde end den smalle side. Kraftige lægge. Kraftige knogler. Solide ben. Glad for mad. Glad for kage. Somme tider har jeg været slankere, til andre tider knapt så slank. Jeg røg dengang, og det er en udmærket vægtbegrænser.
Fik barn og fik travlt, var sjældent i ro. Fik et barn mere, samtidig med at jeg havde en aktiv halvandetårig. Så var jeg i gang hele tiden. Fik et barn mere endnu tre år senere og tog i den periode ikke hensyn til mit kalorieindtag. Vægten passede sig selv, måske lidt på vej opad.
Så blev jeg skilt, og så røg jeg mere, end jeg spiste. Fordi jeg var ked af det. Og så måtte jeg godt. Ryge. Tabte fem-syv kilo og svor, at jeg aldrig ville over tres kilo igen. Blev en, der løb og løb godt. Holdt mig i form og blev måske lige til den pindede side.
Fik kæreste og løb mindre. Fik arbejde, der krævede, at cyklen som transportmiddel blev skiftet ud med bilen. Løb endnu mindre. Spiste det samme, måske mere. Røg ikke.
Resultatet er, at jeg for længst er kommet over tres kilo og ud af en stor del af det tøj, jeg var komfortabel i, da jeg var pindet. Det kan også mærkes på mit tempo, når jeg løber (som jeg jo gør. Igen. Indimellem). Jeg har simpelt hen mere vægt at slæbe rundt på.
Et eller andet sted inde i en afkrog i min fantasi lever forestillingen om, at jeg igen kommer til at springe af sted med en kilometertid under seks minutter som i de lettere dage, og at jeg derefter springer i noget skinny tøj, som jeg har gemt i skabet sammen med en håbefuld indbildning.
Jeg ved ikke helt, om dét i virkeligheden skal være et mål længere. Jeg kan også bare acceptere og leve med, at tiden og prioriteterne er anderledes nu og have fred med det. Løbe i den tid og de distancer, jeg kan, og svøbe mig i det tøj, der kan rumme mig.
Det tror jeg, jeg vil.
Men halvfjerds kilo vil jeg i hvert fald aldrig over, så.
….
Hvis jeg ikke allerede er der. Så siger vi firs.
Ha, hvor er du sød og sjov! Ja, undskyld, nu braser jeg bare ind og bralrer løs. Er trofast læser, men får sjældent skrevet de kommentarer, jeg egentlig gerne vil – så NU! 🙂 Og så rammer dit emne mig denne aften, hvor jeg snacker Daim, før det er SLUT i morgen. Jeg skal nemlig booste i fire uger! Den slags skulle jeg ellers have forsvoret nogensinde ville komme over mine læber (læs: fingerspidser), men så opdagede jeg, at min højtelskede fysioterapeut, Christina Dam Rekstad, har skrevet en bog i samarbejde med en kostvejleder. Fire årlige sundhedsboosts à fire uger med 20 minutters daglig træning og god mad med årstidens ingredienser, og hele møllen anbefales endda af Bente Klarlund Pedersen. Glæder mig (muligvis for tidligt)!
Føj, tror jeg nok 🙂 Bare ordet sundhedsboost… Men jeg er rummelig på mange planer, og jeg kan kun sige pøj pøj og god vind (måske er det sidste endda et direkte resultat?) med projektet. Deler du ud af erfaringerne, hvis det bliver godt?
Og tak i øvrigt for, at du læser med.
Ja, det er en aldeles frygtelig betegnelse; “boost” og “at booste”, men det tager jeg med, for kost- og træningsplanen er god! Og fyssen endnu bedre! Tænker at skrive om den forhåbentlige effekt, ja, medmindre min regnormerygrad, hvad diæter & lignende angår, bringer mig lige præcis 2 1/2 dag ind i boostet (!), før jeg med tungen ude af halsen spæner i Brugsen efter chokoladepåskeæg og aldrig ser mig tilbage …
Mere alvorligt talt, så trænger jeg virkelig til at stramme op både kostmæssigt (med chokolade som den store last) og kropsligt, så jeg krydser alt, hvad krydses kan, for projektet. Tåbeligt ord eller ej!
Og det er mig, der takker, for du skriver brandgodt! Fængende, sjovt og rammende. Jeg er fan!
Hvor er du sød! Jeg er glad.
Hmm. I min visning er alle i’er forsvundet fra min kommentar. Weird.
Det var lidt sært, ja. De var også væk i min visning. Jeg sendte min maskinmester ind i motorrummet. Han kom ud med rene hænder og en forvirret panderynken uden at have pillet ved noget. Alligevel var i’erne faldet på plads derinde.