4. marts 2019 | den store bunke |
Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.
Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?
Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.
Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.
Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.
Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.
Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.
I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.
8. februar 2017 | den store bunke |
Måske er nybagte boller og afgrøder fra kolonihaven blandt de motiver, jeg har allerflest billeder af. Haveværket er fotogent, bagværket knapt så meget. Bollerne holder sig mest til de beige og brune nuancer. Men alligevel. Her er et mere.
Fordi.
Jeg er en helt.
I denne uge samler jeg mine arbejdstimer på fire dage. Det giver nogle lange arbejdsdage, men betyder, at jeg ikke skal af sted fredag. Det er fint i de uger, hvor det kan lade sig gøre. Det værste ved de lange dage er faktisk at skulle høre på Tue og Tony på P3 fra tegnestuens radio. Når de plager æteren, plejer jeg at være i transport på landevejen med lydbog i højttaleren.
Så snart jeg kom hjem i dag, tog jeg forklædet på, og jeg satte mig først ned lang tid senere. Jeg har bagt 20 fastelavnsboller og 48 madpakkeboller. Det hele var nødt til at være i aften.
Fordi.
Det er min tur til at sørge for torsdagskage på arbejdet, og madpakkebollerne i fryseren fra sidste storbagning er ved at slippe op. De er faktisk ALTID ved at slippe op. Det kræver sin mand/kvinde/Ballerup Master Mixer at følge med det indtag, der er i denne husstand. Men jeg er også smigret og stolt over, at der er så stor afsætning på mit bagværk. Og nu har jeg fred lidt igen.
Jeg fortjener egentlig en medalje.
Den bager jeg næste gang.
2. marts 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.
Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.
