Alene hjemme

Jeg har ikke været alene hjemme længe. I umindelige tider, faktisk, for nu at trække et af min mors og mormors udtryk frem fra glemslen. Men i aften er jeg. Lidt endnu, i hvert fald. Lasse er til sin lillebrors 11 års fødselsdag – det er utroligt, at nogen kan blive 11 år, når de faktisk lige er blevet født – og Morten og Astrid er på ski et sted i de norske fjelde. Jeg har talt i telefon med Laura i Stockholm og ønsket Niels og hans kæreste god tur til Rom. I morgen tager de af sted, de små heldigheder. Jeg har spist morgenmad til aftensmad og skænket mig et glas vin til aftenkaffe. Jeg bager fastelavnsboller, fordi ingen skal bestemme, at fastelavnsbollesæsonen er slut. Jeg ser fjernsyn og driver lidt fra det ene til det andet. Inden længe skal jeg skype med Morten i Norge, og på den måde er det en ret international dag med indsigt og udsyn, selv om jeg i min fysiske form bare har indtaget det bedste hjørne i sofaen, hvortil jeg kom først, alene fordi der ikke var nogen at komme før.

Små ting kan godt være store ting, og ingenting kan være alting. I dag er det sådan.

Uendelige muligheder for ingenting

ingenting

En gang imellem løber min liste over det-skal-jeg-også-have-gjort-punkter tør. Det er, når jeg har vasket i bund i vasketøjskurvene, betalt regninger, strøget skjorten der har hængt så krøllet så længe, ryddet op på mit arbejdsbord, pillet visne blade af potteplanterne og vandet samme, lagt ypperlige ord i Wordfeud, spillet mine liv op i Candy Crush, tømt opvaskemaskine og oven i købet spillet aftenkokkereringen over på en anden.

Som nu.

Hvor jeg sidder i sofaen med computeren på skødet og ser nyheder, mens Lasse går i køkkenet og laver stroganoff. Jeg har al mulighed i verden for at gøre hvad som helst. Jeg kan jagte skattekister i Candy Crush, læse, løse krydsogtværs, planlægge blogindlæg eller weekendmenuer, se fjernsyn, hækle karklude, skrive breve. Jeg kan også fortsætte med ingenting i en uendelighed og vinkle de tomme linjer af på en fiktiv liste. Eller skrive lave ingenting på den rigtige liste og sætte flueben med det samme.

Jeg tror, jeg går med dén løsning.