28. februar 2016 | den store bunke |
Men derfor kan man godt drikke en ingefærromtoddy.
Sygt tidligt i morges tog Morten og Astrid afsted på skiferie. Godt for dem. Og det skal overhovedet ikke læses som en syrlig kommentar. Jeg er usædvanlig tilpas med at gå glip af lige sådan en ferie. Det er nemlig alpinski, pister, hjelme, ubehagelige støvler og alt for meget fart. Det er noget, de to har sammen og har haft, siden Astrid var lille prut på en meters højde. De er vilde på ski, begge to, og vilde med farten. Hvis jeg var med, ville vi være tre, som ikke kom til at gøre noget, vi syntes var sjovt. De ville være trætte af at skulle vente på mig, og jeg ville være frustreret over det samme.
Jeg er til langrend. Langrendsski, smøring, løjper, anorak og gamacher, appelsiner og Kvikklunsj i rygsækken. Jeg har før fortalt, hvordan jeg har det med alpinski.
Derfor er Lasse og jeg alene hjemme hele ugen. For os er det hverdag, og vi skal gøre alt det, vi plejer, og være glade til. Vi skal i skole og på arbejde, og det vildeste er, at jeg overvejer at tildele ham en ekstra maddag, så det hele ikke hænger på mig.
Det næstvildeste er, at jeg har lavet en romtoddy med ingefær til at drikke i en eftermiddagssolstråle. Det smager lidt af højfjeldssol på den magelige måde.
13. april 2015 | den store bunke |
Den første heftige forårssol er altid barsk for Mortens hoved. Han har ikke noget hår at tage fra med, og han plejer at tage sine forholdsregler og sætte en kasket på.
I år kom Barcelona først med den stærke sol, og ingen af os havde tænkt på hverken hat eller faktor. Så et par dage med sol i sylten satte spor på toppen. Da han efter morgenbadet bøjede sig for at tage strømper på, så jeg tydeligt kontrasten mellem issen og kroppen.
Han lignede faktisk det japanske flag.
9. april 2015 | den store bunke |
Sådan skrev ældste søn, da han ønskede os god tur til Barcelona. Og forleden spurgte jeg yngste søn, som må blive hjemme og passe fisk og blomster, hvad han synes, man skal se, hvis han kun måtte sige én ting. Sagrada familia, svarede han uden tøven.
Så Gaudi har sat spor, når det er hans værk, begge mine drenge nævner som det første. Godt gjort af Gaudi. Jeg var nu heller ikke selv i tvivl om, at alt det farvestrålende og sprælske og sære skulle være en stor del af det univers, vi snart bevæger os rundt i. Blå himmel, sol, tapas, cava, daske, ose, holde hånd, Gaudi, Gaudi, Gaudi. Sådan forestiller jeg mig det.
Vi har øvet os i Viborg. Blå himmel, sol, daske, ose, holde hånd, købe ny jakke til mig. Så er vi fri for at tænke mere på det, og der bliver mere tid til Gaudi og alt det andet, som kommer til os. Vi har opladte batterier til både kameraer, øjne og hjerner.
Jeg glæder mig.
Hola
13. januar 2015 | den store bunke |
Det handler slet ikke om P-pladser, men om himle. Himler? Himle. I det omfang, man insisterer på at sætte dem i flertal.
Med 15.000 km tilbagelagt på fortrinsvis midtjyske veje på et halvt år har jeg set en og anden himmel. Flotte himle. Mørke himle. Lyse. Morgenhimle. Solopgange, solnedgange, skyformationer, stråleglans, disede dramatiske fronter. Gråvejr og blåvejr og bygevejr. De er ubeskriveligt afvekslende, og jeg har mine favoritsteder med de fineste himmelkig undervejs. Det er jo ikke noget, man som sådan må tage billeder af. Eller. Det må man jo godt. Men man kører jo bil. Og med hænderne ti-i-to på rattet er det svært at fotografere. Og under ingen omstændigheder skal man fremvise fotos, som man alligevel er kommet af sted med at få taget. Eller. Nej. … HVIS man er kommet af sted med at tage et. Nogen kunne jo tro, at man fotograferer under kørslen med sig selv bag rattet. Næ næ. Så som regel fæstnes himlene bare på nethinden.
I dag fangede himlen over Låsby mit blik. Åh og ih og næh, tænkte jeg, mens jeg kørte, og da jeg nåede et sted, hvor jeg kunne holde ind og fedte med mit mobilkamera, havde skoven fået overtaget og dækkede for herligheden. Men det er jo også bare natur, og den kan man ikke fastholde i flade pixels, sagde jeg til mig selv og fortsatte.
Men det blev VED med at være pænt, og lige da jeg igen havde tænkt Neeiiij, materialiserede et blåt P-skilt sig, så jeg svingede Aygoen ind, rullede vinduet ned og blev strintet på af forbipasserende biler, mens jeg fedtede med pixels.
Fint, ikk’?
20. november 2014 | den store bunke |
– Se, det er solen, der farver skyerne lyserøde!
– Har du malet dem, mor?
(Laura, 2 ½ år)
I dag var det ikke mig, der malede skyerne røde i solnedgangen. Men det var mig, der ligesom for tyve år siden glædede mig over en smuk seneftermiddagshimmel. Og for endelig at have fået et glimt af efterårssolen igen.
