6. december 2017 | den store bunke |
For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.
Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.
Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!
28. april 2016 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har lige slettet et punkt på min huskeliste. Sy kjole under armene, stod der. Og så gjorde jeg det. Altså, det har stået der i flere dage, så jeg gjorde det sådan set ikke lige med det samme. Faktisk skulle det have været sat på listen i mange uger, før jeg reelt skrev det, så man kan overhovedet ikke sige, at jeg gjorde det med det samme.
Hvordan kom det i første omgang så vidt, at jeg var nødt til at rimpe kjole? Har jeg skumsvedt under armene og på den måde mørnet stoffet? Det tror jeg egentlig ikke. Der er tale om simpel slitage på en kjole, der har hængt på mig op mod halvdelen af tiden gennem mere end fire år. Yndlingskjolen er det. Den blødeste, rareste og rummeligste sorte uldne kjole, der både kan bruges til hverdag og fest, ude i verden og hjemme i sofaen.
Det var den første gave, jeg fik af Morten. Juleaften for fire år siden sad jeg på den brødrene gård i familiens skød og pakkede gaver ud. Der var også en pakke, jeg selv havde haft med fra en, som ingen andre end jeg på det tidspunkt havde hørt om. Jeg pakkede op under stor bevågenhed fra min familie og fandt den sorte kjole. Mine niecer beundrede og undersøgte nysgerrigt. ”Wood Wood”, sagde de anerkendende og lagde hovedet på skrå, “Hvem er han?”, spurgte de også, og vi vidste alle sammen, at ham skulle jeg arbejde videre med.
Da jeg sad og rimpede de skredne og slidte strikninger sammen for lidt siden, tænkte jeg på, hvilket klarsyn og hvilken sikkerhed, han har været grebet af den decemberdag, han købte sådan en eksklusiv gave til en kvinde, han kun havde kendt i to uger, – satsede og i den grad ramte klokkerent plet. Det er ret imponerende.
Og nu er kjolen repareret og kan sagtens holde længe endnu.
Den jul havde jeg faktisk også givet Morten en gave med på juleferie. Det var Kathryn Stocketts roman Niceville. Det var altså også en god gave, men ikke helt så uendelig i brug.
1. marts 2016 | den store bunke |
Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.
Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.
Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.
Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.
Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.
27. februar 2016 | Udpluk |
• “Succesformlen til moden hud”, stod der i et nyhedsbrev fra The Bodyshop. Den behøver jeg ikke, Bodyshopmennesker, jeg har allerede moden hud!
• En af landets allermest garvede lydbogsindlæsere udtaler konsekvent den amerikanske stat Arkansas med tryk på anden stavelse, flade a’er og tydeligt s til sidst. Jamen, er det kun mig, der tror, det hedder Arkansåårh med tryk på første stavelse?
• Overboen er set i supermarkedet købende ind i selskab med en mand. Hvad er sandsynligheden størst for: At børnefamilien med løbende og trampende fødder flytter, eller at mand flytter ind med udvidelse af lydspektret til følge?
• Hvad gør man, når man skal teste en webshop, man har lavet til en hjemmeside? Min kæreste valgte det fineste armbånd og testede hele købsprocessen i virkeligheden. Heldige mig! Både med armbånd og kæreste.
• Jeg spiller Wordfeud med en, der kalder sig Ejvind Ørn. Det synes jeg er sjovt. Hans profilfoto er en schæferhund. Et rovdyr er han under alle omstændigheder. Jeg får klø.
19. december 2015 | den store bunke |
Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.
Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.
“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”
Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.
