8. februar 2019 | den store bunke |
Jeg har kysset og vinket farvel. Det sidste, jeg så til resten af husstanden, var røde baglygter for et par timer tid siden, da bilen trillede hen ad villavejen mod østrigske pister. Jeg har ikke ferie, og jeg er ikke misundelig. Tværtimod under jeg af hele mit hjerte far og datter en lykkelig uge med ligesindede bedstevenner og glæder mig over min egen placering hjemme. Det der alpinskidt er ikke mig.
“Hvad skal du så lave?”, er jeg blevet spurgt. Ja, jeg skal arbejde, som jeg plejer, og spare mine feriedage til noget, jeg synes er sjovt. Og så skal jeg …
Ja, som det allerførste skulle jeg åbenbart rammes af den uendelige mængde valgmuligheder, jeg har. Der gik nøjagtigt fem minutter efter, at de var kørt, før jeg var i vildrede over, hvad jeg skulle give mig til i aften. Se det afsnit af Årgang 0, jeg ikke fik set i tirsdags, skrive, læse, lytte bog, rydde op, stryge, ajourføre budget, drikke vin, planlægge vores London-getaway næste måned, kigge på sommerferiemuligheder, ryste puderne i sofaen, pille den udslukte lyskæde af troldhasselgrenene i den store vase, vikle mig i tæpper i sofaen og stirre huller i luften eller noget helt femtende.
De store linjer er udstukket. Jeg har sikret madforsyningen i de kommende dage og lovet mig væk til flere arrangementer. Grundlæggende glæder jeg mig til at brede armene ud og svinge rundt uden at komme til at ramme nogen. Det sker ikke så tit, og netop forskellen fra hverdagen er dejlig en gang imellem.
Det er bare lige i aften, jeg vimser rundt om mig selv i små cirkler. Det er bare en fase, og nu startede jeg så med dette her, og så tror jeg da egentlig, der er vinsjatter, der skal drikkes. Der er jo kun mig til det.
28. februar 2016 | den store bunke |
Men derfor kan man godt drikke en ingefærromtoddy.
Sygt tidligt i morges tog Morten og Astrid afsted på skiferie. Godt for dem. Og det skal overhovedet ikke læses som en syrlig kommentar. Jeg er usædvanlig tilpas med at gå glip af lige sådan en ferie. Det er nemlig alpinski, pister, hjelme, ubehagelige støvler og alt for meget fart. Det er noget, de to har sammen og har haft, siden Astrid var lille prut på en meters højde. De er vilde på ski, begge to, og vilde med farten. Hvis jeg var med, ville vi være tre, som ikke kom til at gøre noget, vi syntes var sjovt. De ville være trætte af at skulle vente på mig, og jeg ville være frustreret over det samme.
Jeg er til langrend. Langrendsski, smøring, løjper, anorak og gamacher, appelsiner og Kvikklunsj i rygsækken. Jeg har før fortalt, hvordan jeg har det med alpinski.
Derfor er Lasse og jeg alene hjemme hele ugen. For os er det hverdag, og vi skal gøre alt det, vi plejer, og være glade til. Vi skal i skole og på arbejde, og det vildeste er, at jeg overvejer at tildele ham en ekstra maddag, så det hele ikke hænger på mig.
Det næstvildeste er, at jeg har lavet en romtoddy med ingefær til at drikke i en eftermiddagssolstråle. Det smager lidt af højfjeldssol på den magelige måde.
19. februar 2014 | den store bunke |
Kæreste er i Østrig med datter og bedstevenner i denne uge. Jeg er hjemme, og jeg synes, det er en god fordeling. Sidste års indsigt kan læses her. Man kan også se det illustreret her nedenunder.
Mig på alpinski:
Mig på langrendsski:
Jeg ville gerne være med til alt det hyggelige, hvor man går rundt i uklædeligt skiundertøj i lejligheden, spiller spil, snakker og læser bøger, men jeg vil helst, når der også er et rigtigt løjpenet i nærheden. Det bliver et andet år. I år koser jeg mig ved at vide, at de nyder at suse ned ad pisterne dernede. Jeg lider ikke afsavn. Jeg kan gå rundt i uklædeligt skiundertøj i min egen lejlighed.
Og øve mig på tegnepladen.
