Lad mig bare sige det med det samme: Jeg bliver aldrig nogen stor alpinist.
Eller mere præcist: Jeg bliver aldrig alpinist.
Det har været en uge med store erkendelser. Vigtig selvindsigt. Noget af det er kommet bag på mig selv. Da vi tog af sted, troede jeg faktisk, at jeg bare var en lidt forsigtig skiløber. At jeg bare skulle køre på de lette bakker og lade de andre om de røde og sorte.
Men jeg mærkede med det samme, at det forholdt sig anderledes. Knuden i maven og klumpen i halsen blev større og større, kæberne blev strammere og strammere, jo længere op i skiliften, vi kom. Jeg overlevede den første dag, men gruede allerede for de følgende.
Stakkels superløbende og skielskende kæreste havde en hård første aften: En datter, der græd over at skulle i seng og gå glip af det sjove, og en kæreste, der græd over at skulle op og stå på ski igen næste dag.
Heldigvis er han sådan et fantastisk menneske, og vi fik det snakket ordentligt igennem. Om at skiløb så aldrig bliver vores fælles passion, at det så ikke er den eller de uger om året, vi kaster vores fælles krudt i. Det er samtidig et billede, vi begge havde i vores hoveder, som må males om, og det er brandærgerligt. Men nødvendigt. Vi kører simpelthen ikke med parallelle ski, for nu at blive i terminologien.
Der er sådan set ikke andet at sige til det, end at så tager han af sted med dem, der er lige så begejstrede og dygtige som han selv er, og leger alt det ski han vil – og så er det noget andet, vi gør sammen. Der er ingen grund til at tvinge os selv til at mødes et sted, hvor ingen af os føler os godt tilpas.
Min disciplin er langrend. Jeg elsker at komme ud på løjperne på langrendsskiene, at sildebene opad og plove nedad. Jeg har styr på teknikken og de lange planker og kan kontrollere tempoet, så jeg selv kan følge med, også i mit hoved.
Anerkendelsen af de nordiske ski ligger ikke altid lige for…
Eksempel 1: Da Astrid på 9 så mine langrendsski, spurgte hun: “Skal du så slet ikke stå på rigtige ski?”.
Eksempel 2: Den sidste dag var vi en lille gruppe, der løb langrend i ét højfjeldsområde, og bagefter skulle vi forenes med resten af flokken i et andet område. Vi stod og ventede på et tog, som var gratis, hvis man havde liftkort og/eller var i skiudrustning. Vi opfyldte begge kriterier, men en østrigsk Beamter kom ud fra sit kontor og mente, vi skulle købe billet, efter at have givet os elevatorblikket og konstateret ud fra vores støvler, at vi tydeligvis ikke var skiløbere…
Her dagen efter hjemkomsten er det stadig en lidt bitter pille at sluge for mig, at jeg dumpede i alpinski, og jeg har svært ved helt at erkende, at der er noget jeg ikke kan. Men bliver jeg i tvivl, skal jeg bare genkalde mig den følelse, jeg havde den første aften, og så er jeg ikke længere i tvivl om, at lysten ikke er til stede.
Når det så er sagt, er der en lang, lang række ting at skrive på positivlisten:
Uden mig var den 15-årige ikke kommet af sted, og han viste sig at have både mod og talent. Det var hans anden skiferie, og efter lidt famlen den første dag havde han en super uge sammen med de andre unge.
Jeg havde halvanden dag på alpinski, og jeg overlevede.
To fine dage på langrendsski sammen med mine allerbedste langrendskompisser.
En dag i Innsbruck med min veninde og mine børns kusine. Det er en hyggelig by, og jeg købte nye (meget blå) sko, pølser og servietter.
En dag i liggestol i Mayrhofen i knaldende sol og den smukkeste udsigt, jeg nogensinde har set.
Ikke at skulle lave mad.
Hyggelige aftener på hotellet med Pictionary.
At jeg scorer højt i babefaktor.
Trackbacks/Pingbacks