8. december 2018 | den store bunke |
Det var åbenbart årets største julefrokostaften i går. Hæmninger er kastet bort, sul og alkohol taget ind, folk har pyntet sig og strålet om kap med tusind julelys – og er blevet godt pyntet.
Jeg gætter bare, jeg var ikke derude. Men måske er der tømmermænd i arbejde rundt omkring i dag, og mange har det måske ligesom vores olivenjuletræ, som jeg kastede et dagslysblik på og konstaterede: Det ER altså flottest, når det er mørkt.
Nå, jeg har travlt, – der venter en julefrokost i aften. Lad os tales ved i morgen, om det samme gælder mig: Jeg var pænest i mørke.
30. november 2017 | den store bunke |
Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.
På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.
Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.
Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.
Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.
Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.
Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.
Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.
4. december 2016 | At have have |
Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.
Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.
1. marts 2016 | den store bunke |
Jeg er kommet i gang med at spille Wordfeud igen. Det kan godt være, det kun bliver for en kort tid, for der er egentlig ikke plads til flere tidsrøvere i min aktuelle verden. Ikke fordi mit liv som sådan er for kort eller jeg er for vigtig og betydningsfuld til tidsrøvere, men jeg har en anden vældig en i forvejen, som stjæler. I Candy Crush er jeg efterhånden nået til den absurd svimlende høje bane 935, og jeg ved ikke, om spillet nogensinde får ende; jeg kan i hvert fald ikke se den.
Men gode, gamle Wordfeud. Jeg havde helt glemt glæden ved at lægge velvalgte og elegante ord på strategiske placeringer og skovle point hjem. Og fornøjelsen ved at lade appen finde en dygtig modspiller, som giver igen med samme våben. Held er en stor del af det, – at få nogle gode bogstaver, som fungerer indbyrdes, og en spilleplade, der giver mulighed for at lægge dem, men udfordringen fra en modstander, der giver sig tid til at overveje og lægge brikkerne optimalt, udgør den anden del af fornøjelsen.
Jeg husker tydeligt, hvornår jeg downloadede Wordfeud første gang. Ved den traditionsrige julefrokost i gamle Silkeborgvenners lag anden juledag for fire år siden kom vi til at snakke om det der nye spil. Jeg havde nyanskaffet iPad i tasken og nyscoret kæreste i Viborg, og jeg vidste han var ordnørd som jeg, så jeg downloadede og udfordrede med det samme. Han var med på den og så spillede vi ord. Men ligegyldigt hvor meget jeg lagde bogstaver den aften, var der ikke én i selskabet, der spurgte, hvem jeg havde så travlt med at krydse ord med. Det ville jeg ellers rigtig gerne have fortalt om.
Krydsordsappen har hvilet nogle år nu. Den blev udkonkurreret af andre ting, men af en eller anden grund kom en af os – mig, tror jeg nok – til at genoptage den for nogle uger siden. Og nu er det sjovt et stykke tid. Morten vil ikke spille ord med mig mere, han gider ikke have bank, men random opponents er der heldigvis nok af.
Og 104 gode brikker at flytte med. Og tiden går helt af sig selv.
29. december 2015 | den store bunke |
Hver gang vi spiser hos min mor og har flere tallerkener i brug – det er især til julefrokost med sildetallerkener, falder jeg i svime af beundring og forundring over mig selv. Så har vi nemlig de hæklede mellemlægsservietter i brug. Som JEG har hæklet i tidernes morgen, da jeg var en stor pige. Jeg kan ikke datere det præcist, og jeg kan sagtens været gået fra barn til teenager i løbet af den tid, det har taget. For der er tolv stykker. Tolv, alligevel…!! Teenager, alligevel!! Tænk, at jeg kunne. Tænk, at jeg gad. Tænk, at jeg havde tid. Farvevalget kan man diskutere. Har jeg selv valgt meleret skriggrønt, mon? Eller har jeg fået det stukket i hånden, fordi mor havde det? Eller var det, fordi det passede til vores Orkidé-spisestel? Hvem har lige fundet på, at jeg skulle hækle mellemlægsservietter til tolv? Mor? Mig selv? Fine er de i hvert fald, og der bliver passet godt på dem. De ryger direkte tilbage i plastikposen i skuffen efter brug.
Gad vide, hvor jeg har lagt hækletalentet.
