Udpluk #2

• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.

• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.

• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.

• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.

• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.

• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.

• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.

• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.

• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.

udstikkere

Venter på lampen

vinter

Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.

Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.

vinterdaek

Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”

Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.

Time to say goodbye

Toyotaring

Så er det heller ikke mere dramatisk. Det er bare Toyotanøgleringen og mig, der ikke længere skal køre dagligt parløb. Vedhænget bliver ved med at vride sig af ringen, og nu vil jeg ikke mere vride det på igen.

Ti år har vi haft sammen. Jeg fik nøgleringen i fødselsdagsgave af ældste søn, dengang 11 år, da vi var på buscamping i Kroatien (og det her skete). Jeg havde fødselsdag den dag, vi skulle rejse hjem, og han havde været ude i en af de mange turistskrammelboder og købe gave til mig. Selvfølgelig skulle det være en med Toyotalogo på, for det var jo en Toyota, vi havde, og nøgleringen har trofast fulgt mig og mine skiftende nøgler lige siden, hvilket dens ridser og skrammer vidner om. Nu bliver den lagt til hvile.

Ved samme fødselsdag fik jeg også en liter kroatisk likør af vores rejsekammerater. Den smagte godt og holdt ikke nær så længe som nøgleringen.

Plaster på

Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.

Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.

Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)

Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.

Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.

plaster

Udenfor kategori

  • Jeg lytter krimi. Kidnapperne brugte en hvid Toyota Carina. Jeg følte mig næsten skyldig, da jeg hørte det. Måske solgte Toyota Hvide T videre til lyssky personer, da jeg købte ny bil? Måske fik den ikke den fredelige alderdom, den havde fortjent?
  • I dag skete det! Jeg syntes, det var lysere i morges, da jeg kørte på arbejde.
  • På arbejde sidder jeg over for Nikolaj. Tilsammen udgør vi Sproghjørnet. Kollegerne er skuffede de dage, vi ikke kommenterer noget sprogligt i radioen, diskuterer udtale eller betydning af ord, vi opsnapper, eller vurderer konstruktioner i de tekster, vi arbejder med. Som regel er vi enige. Også om at vi har ret i de fleste af vores iagttagelser. I dag behandlede vi udtale af tombola og tunnel.
  • Er kommet til at tilbringe aftenen i en sær bunke posedametøj. Meget strik, meget stræk, meget blødt. Hver for sig rigtig fine stykker tøj. Sammen topkikset. Men det var det, jeg fik taget på, da jeg havde været i bad efter løbeturen. “Jeg er gift, og jeg er hjemme”, sagde en, jeg kender, engang som undskyldning for at gå rundt i en svedig undertrøje. Er jeg gået i den fælde? Selv om jeg ikke er gift, og selv om jeg faktisk er ren. Undskyld, under alle omstændigheder!

posedamelook