Okay, så sig bare ’lille De’

Min bil har rundet 105.000 km, og jeg fik endelig taget mig sammen til at bestille en tid til servicetjek på værkstedet.

Det plejer at være sådan, at når jeg ringer derud, siger værkføreren ’Kan du huske registreringsnummeret?’, og jeg tænker ’Hrmpf’, føler mig fornærmet og synes, at han bare formulerer sig sådan, fordi jeg er kvinde og en slags blond, og han kunne lige så godt have afsluttet spørgsmålet med ’lille De’.

Det var imidlertid ikke sådan denne gang.

Vi fandt frem til et tidspunkt, jeg kunne komme med bilen, og så kom han i tanker om:

– Jeg skal lige have registreringsnummeret.

– Jep, AN70159.

Søgende tavshed.

– Hm, den kan jeg ikke finde? Hvilken adresse hører den til?

– Teglmarken. Eller Vestergade … eller Sct. Mathias Gade… jeg er flyttet en del.

– Der er heller ikke noget. Hvilket navn var det?

– Nå? Jeg har da ellers købt den ude hos jer, haha. Jeg gentog mit navn.

– Nej, heller ikke.

– Hm, I ringer ellers jævnligt og beder mig om at få den til eftersyn, haha. Nå, men ved du hvad, jeg logger mig lige ind på min forsikring og dobbelttjekker registreringsnummeret…

Her kunne jeg konstatere, hvad der VIRKELIG står på min nummerplade, og SÅ kunne værkføreren finde min Aygo, og vi lavede en aftale på tirsdag.

Det værste er, at næste gang han spørger, om jeg kan huske registreringsnummeret, er jeg nødt til at sidde og skumme for mig selv med mine fordomme og røde ører. Jeg kan ikke engang indvende noget, hvis han siger ’lille De’.

Note til mig selv til næste gang: Tjek INDEN opringning!

Syn for sagen

Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.

Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.

Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.

Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.

“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.

Det jeg ikke forstår

er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.

Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.

Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.

Venter på lampen

vinter

Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.

Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.

vinterdaek

Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”

Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.

En herreløs bule

I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.

Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.

Nu har jeg meldt det til internettet.