4. juli 2019 | den store bunke |
Mine kolleger havde tildelt mig fødselsdag i dag. Jeg fylder først år om to uger, men de mente, jeg fik mest fejring fra flest mennesker, hvis vi legede, det var i dag. De fleste er på vej på ferie, og jeg er heller ikke selv på arbejde på den rigtige fødselsdag. Men den er rund, og så er der særlige hyldningstraditioner i firmaet. På den måde var det en fin beslutning.
Jeg blev orienteret om forestående indkaldelse til internt kaffemøde på en sms fra chefen i går, hvor jeg havde fri og netop var vågnet i en bil i Snekkersten efter sølvbryllupsfejring af gode venner. Med søvn i øjnene, lette tømmermænd og udsigt over Øresund læste jeg således følgende:
Chef: FYI. Vi inviterer til kaffe ved mødebordet i morgen, torsdag kl. 14, fordi der er én, der fylder rundt den 19. juli…
Korrespondancen fortsatte:
Mig: Det er mig! Hvordan er det, reglerne er? Gi´r jeg kage?
Chef: Der er ingen ’regler’ – men nogen har da valgt den løsning …
Så lå dét jo ligesom i luften.
Næste replik i tråden kom fra mig i morges kl. 07.51: Kommer senere. Venter på vejhjælp.
Glad og fro tog jeg bilen i dag – der skulle jo både hentes kage og, regnede jeg med, fragtes omfangsrige gavepakker hjem. Så forventningsfuld kan man tillade sig at være, når arbejdspladsen er en isenkramgrossist, og man har set, hvad andre får.
Midt i et venstresving i et morgenbefærdet kryds mistede Aygoen evnen til at være et velfungerende transportmiddel. Koblingen røg, ganske enkelt. Jeg nåede at trille blødt ind til kantstenen, så andre kunne passere, men helt god var min placering ikke. Så gjorde jeg følgende: Ringede til Toyota Vejhjælp og bad om assistance, ringede til Morten og sagde Kom og hjælp mig med at skubbe bilen op på cykelstien!, og fandt katastrofeblinket. I den rækkefølge. Som ikke var den rigtige, men jeg mistede simpelt hen akut evnen til at indse, at det var knappen med den røde advarselstrekant, jeg skulle trykke på. For prøvoghør, jeg har da aldrig haft brug for dét før. Jeg har en så godt som ny fem år gammel bil, der ikke skal fejle noget.
Morten kom kørende, og vi skubbede bilen i sikkerhed. Mens jeg ventede på mere hjælp, adviserede jeg værkstedet, som – hurra! – havde tid i dag. Fejebladet kom heldigvis hurtigt, Aygo og jeg blev monteret henholdsvis på lad og i førerhus og blev kørt til hver vores aftale, jeg på job og bil på værksted.
På arbejde havde de pyntet op.
Selv om det slet ikke rigtigt er i dag.
Først på eftermiddagen ringede værkføreren og meldte bilen klar med ny kobling. Jeg hentede den, anskaffede kage, og så var der kaffe, gaver og glæde raden rundt. Kobling er noget dyrere end kage, kan jeg oplyse, men jeg har valgt at formulere det sådan, at bilen er en ny kobling rigere, så kan jeg måske få regningen til at ligge bedre i maven. Nok ikke helt så godt som kagen, men måske næsten…
Sådan blev det en helt almindelig, helt usædvanlig torsdag.
11. maj 2019 | den store bunke |
Min bil har rundet 105.000 km, og jeg fik endelig taget mig sammen til at bestille en tid til servicetjek på værkstedet.
Det plejer at være sådan, at når jeg ringer derud, siger værkføreren ’Kan du huske registreringsnummeret?’, og jeg tænker ’Hrmpf’, føler mig fornærmet og synes, at han bare formulerer sig sådan, fordi jeg er kvinde og en slags blond, og han kunne lige så godt have afsluttet spørgsmålet med ’lille De’.
Det var imidlertid ikke sådan denne gang.
Vi fandt frem til et tidspunkt, jeg kunne komme med bilen, og så kom han i tanker om:
– Jeg skal lige have registreringsnummeret.
– Jep, AN70159.
Søgende tavshed.
– Hm, den kan jeg ikke finde? Hvilken adresse hører den til?
– Teglmarken. Eller Vestergade … eller Sct. Mathias Gade… jeg er flyttet en del.
– Der er heller ikke noget. Hvilket navn var det?
– Nå? Jeg har da ellers købt den ude hos jer, haha. Jeg gentog mit navn.
– Nej, heller ikke.
– Hm, I ringer ellers jævnligt og beder mig om at få den til eftersyn, haha. Nå, men ved du hvad, jeg logger mig lige ind på min forsikring og dobbelttjekker registreringsnummeret…
Her kunne jeg konstatere, hvad der VIRKELIG står på min nummerplade, og SÅ kunne værkføreren finde min Aygo, og vi lavede en aftale på tirsdag.
Det værste er, at næste gang han spørger, om jeg kan huske registreringsnummeret, er jeg nødt til at sidde og skumme for mig selv med mine fordomme og røde ører. Jeg kan ikke engang indvende noget, hvis han siger ’lille De’.
Note til mig selv til næste gang: Tjek INDEN opringning!
3. juli 2018 | den store bunke |
Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.
Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.
Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.
Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.
“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.
25. juli 2016 | den store bunke |
er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.
Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.
Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.
24. november 2015 | den store bunke |
Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.
Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.
Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”
Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.
