18. juni 2021 | den store bunke |
“Jeg tog sommerbilen i dag, den har kaleche, og airconditionen i den anden er begyndt ikke at virke så godt”, sagde en kollega forleden ved frokosten, da snakken faldt på sommervarmen, som vi glædede os til at få fri til.
Næste dag sagde jeg til hende, at hun da ikke havde nævnt, at ’sommerbilen’ var en Porsche. Jeg havde godt set, at der holdt sådan en på parkeringspladsen, da jeg mødte om morgenen, men havde samtidig tænkt, at jeg ikke gad spørge nogen, hvis det var, for jeg er faktisk ret ligeglad med biler. Det var der så andre, der havde spekuleret på, og nogen vidste præcis, hvem der kørte i den. Da jeg nævnte det for min kollega, trak hun på skuldrene og sagde: “Men det er fordi, jeg er ligeglad med det. Ja, det er en Porsche. Den er hvid.”
Og det er præcis sådan, jeg også har det med biler. Jeg købte selv en ny bil i efteråret, og kort tid efter var der en kollega, der sagde til mig i kantinen: “Det er da godt nok en herrebil, du har fået dig!”. Jeg er tit ankommet til arbejdspladsen samtidig med ham og har bakket min lille Aygo ind ved siden af hans store stationcar – af et mærke, som jeg ikke kan gøre rede for. Den er hvid. Og nu havde han tydeligvis bemærket, at jeg kom i noget andet.
Og hvorfor har jeg købt sådan en herrebil, når jeg er ligeglad med biler? Tjoo, primært fordi jeg kunne. Jeg arvede nogle penge samtidig med, at jeg blev alene på matriklen. Den store bil med anhængertræk og større bagagerum flyttede, og min lille bil havde begrænset person- og lastkapacitet i de ganske vist sjældne situationer, hvor jeg havde brug for det. Ikke engang en cykel kunne jeg fragte. Så jeg orienterede mig på bilmarkedet og var egentlig ikke så længe om at beslutte mig. Og gjorde det udelukkende ud fra mavefornemmelsen og uden at prøvekøre andre end den, jeg endte med. Det måtte gerne være noget hybrid, for at jeg kunne møde omverdenens klimablikke, men jeg gad ikke rode med at skulle installere en lader i carporten. Toyota ville godt tage Aygoen i bytte. Og den skulle være rød. Farven var faktisk det eneste, jeg aktivt valgte og insisterede på. Alt det andet var mere sådan, nå ja, det kan jeg da godt tage med, hvis den har dét.
Jeg kan så sige, at jeg virkelig nyder det, hver gang jeg sætter mig ind i min bil. Køreglæden opvejer i den grad alt det ligeglade. Men jeg kunne have været lige så glad i enhver anden moderne bil. Nu blev det bare den her.
Og ja, det er min bil på billedet. Og ja, den er beskidt. Det er jeg sådan set også ret ligeglad med.
4. juli 2019 | den store bunke |
Mine kolleger havde tildelt mig fødselsdag i dag. Jeg fylder først år om to uger, men de mente, jeg fik mest fejring fra flest mennesker, hvis vi legede, det var i dag. De fleste er på vej på ferie, og jeg er heller ikke selv på arbejde på den rigtige fødselsdag. Men den er rund, og så er der særlige hyldningstraditioner i firmaet. På den måde var det en fin beslutning.
Jeg blev orienteret om forestående indkaldelse til internt kaffemøde på en sms fra chefen i går, hvor jeg havde fri og netop var vågnet i en bil i Snekkersten efter sølvbryllupsfejring af gode venner. Med søvn i øjnene, lette tømmermænd og udsigt over Øresund læste jeg således følgende:
Chef: FYI. Vi inviterer til kaffe ved mødebordet i morgen, torsdag kl. 14, fordi der er én, der fylder rundt den 19. juli…
Korrespondancen fortsatte:
Mig: Det er mig! Hvordan er det, reglerne er? Gi´r jeg kage?
Chef: Der er ingen ’regler’ – men nogen har da valgt den løsning …
Så lå dét jo ligesom i luften.
Næste replik i tråden kom fra mig i morges kl. 07.51: Kommer senere. Venter på vejhjælp.
Glad og fro tog jeg bilen i dag – der skulle jo både hentes kage og, regnede jeg med, fragtes omfangsrige gavepakker hjem. Så forventningsfuld kan man tillade sig at være, når arbejdspladsen er en isenkramgrossist, og man har set, hvad andre får.
Midt i et venstresving i et morgenbefærdet kryds mistede Aygoen evnen til at være et velfungerende transportmiddel. Koblingen røg, ganske enkelt. Jeg nåede at trille blødt ind til kantstenen, så andre kunne passere, men helt god var min placering ikke. Så gjorde jeg følgende: Ringede til Toyota Vejhjælp og bad om assistance, ringede til Morten og sagde Kom og hjælp mig med at skubbe bilen op på cykelstien!, og fandt katastrofeblinket. I den rækkefølge. Som ikke var den rigtige, men jeg mistede simpelt hen akut evnen til at indse, at det var knappen med den røde advarselstrekant, jeg skulle trykke på. For prøvoghør, jeg har da aldrig haft brug for dét før. Jeg har en så godt som ny fem år gammel bil, der ikke skal fejle noget.
Morten kom kørende, og vi skubbede bilen i sikkerhed. Mens jeg ventede på mere hjælp, adviserede jeg værkstedet, som – hurra! – havde tid i dag. Fejebladet kom heldigvis hurtigt, Aygo og jeg blev monteret henholdsvis på lad og i førerhus og blev kørt til hver vores aftale, jeg på job og bil på værksted.
På arbejde havde de pyntet op.
Selv om det slet ikke rigtigt er i dag.
Først på eftermiddagen ringede værkføreren og meldte bilen klar med ny kobling. Jeg hentede den, anskaffede kage, og så var der kaffe, gaver og glæde raden rundt. Kobling er noget dyrere end kage, kan jeg oplyse, men jeg har valgt at formulere det sådan, at bilen er en ny kobling rigere, så kan jeg måske få regningen til at ligge bedre i maven. Nok ikke helt så godt som kagen, men måske næsten…
Sådan blev det en helt almindelig, helt usædvanlig torsdag.
3. juli 2018 | den store bunke |
Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.
Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.
Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.
Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.
“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.
20. februar 2017 | den store bunke |
Ka-me-ra. Ikke karma.
Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.
Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.
Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.
Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver så fint og helt skarpt og detaljeret.
Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.
Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?
Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.
1. februar 2017 | den store bunke |
Jeg holdt foran en stor rude, startede bilen og opdagede, at Lille Hviden kun havde lys i den ene forlygte, så jeg kørte omkring værkstedet for at få skiftet pære.
“Skal vi skifte dem begge to, nu du er her?”, spurgte værkføreren. “Hvis de er lige gamle, går den anden jo nok snart”.
Jeg kunne høre på ham, at han syntes det var en god ide, så jeg sagde ja og tænkte, at det da var forudseende og betænksomt.
Flink værkfører.
Det tog kun et øjeblik at få skiftet pærerne, og bagefter var jeg inde for at betale. “Det er jo nogle lidt dyre pærer”, sagde den medarbejder, der stod for det med at skrive regninger ud. “De koster 325 kroner. Stykket. Det er altså den slags, den skal have. Vi har prøvet at finde nogle billigere, men der er ikke rigtigt nogen.”
Jeg monterede mit stenansigt og betalte de 650 kroner, hvoraf det halve var for udskiftning af en pære, der faktisk duede.
Hvor flink var værkføreren egentlig?
