2. marts 2020 | den store bunke |
Det tippede for nogle dage siden, måske en uge eller halvanden.
Det tidspunkt hvor man pludselig opdager, at det er blevet lysere om morgenen, når man skal af sted. Og lidt efter er det også næsten lyst, når man står op.
Mærkeligt nok sker det altid helt pludseligt. Fornuften ved godt, at det kommer snigende hen over januar og februar, men hjertet opdager det lige på én gang. Hov! Nu er lyset kommet tilbage.
Samtidig kommer lysten til at tage grene ind og lade knopperne springe ud inde i varmen. Sidste år opdagede jeg, at der er en kæmpestor forsythiabusk på fællesarealet lige ud for vores gavl. Hidtil har jeg hentet forsythia helt ude i kolonihaven, men i år har jeg bare været ti skridt uden for matriklen efter grene.
Og se, nu er der også lys indenfor.
17. april 2015 | den store bunke |
Ingen – INGEN – må besøge Barcelona uden at besøge La Sagrada Familia. Så enkelt er det.
I efterklangen fem dage efter, at vi kom hjem, er det stadig indtrykket af den, der står klarest. Den skal I se, havde Lasse sagt. Også indvendigt?, spurgte Morten. Især indvendigt, svarede den 17-årige. Som var 14, da han så den. Jeg havde prøvet at forklare, hvad der ventede os, men det er næsten umuligt at finde ord. Udenpå er den bombastisk, men indenfor er den meget … let, havde jeg forsøgt.
Men ingenting havde forberedt Morten på det, han så, da han trådte ind i kirken. Hans ansigt og hans reaktion har sat sig lige så skarpt i min erindring som det syn, der ramte os. Lyset. Farverne. Rummet. Mosaikkerne. Det ophøjede. Det guddommelige. Letheden. Formerne. Fantasien. Mest af alt lyset.
Der er bygget på kirken i 133 år, og i de seneste årtier er det gået hurtigt. Byggeriet har altid været baseret på donationer, og jo flere turister, jo flere penge at bygge for. Og jo mere der bygges, jo mere er der at se, og jo flere turister kommer der. Jeg var der for tre år siden, og jeg kunne se forskel fra dengang. Kæmpestore mosaikker med et fuldstændig fantastisk farvestrålende lysindfald er kommet til siden. Med den hastighed byggeriet har nu, er der håb om, at jeg kan se den færdig i min levetid.
Jeg er Gaudi-fan.
1. februar 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Selv om vi bor lige midt i byen, faktisk så midt i, at det er imellem to gågader, mangler vi heldigvis hverken luft, lys, himmel eller udsigt.
Se bare, hvad vi kan se fra køkkenet, når klokken er 17.37 på den første dag i februar.
26. januar 2015 | den store bunke |
- Jeg lytter krimi. Kidnapperne brugte en hvid Toyota Carina. Jeg følte mig næsten skyldig, da jeg hørte det. Måske solgte Toyota Hvide T videre til lyssky personer, da jeg købte ny bil? Måske fik den ikke den fredelige alderdom, den havde fortjent?
- I dag skete det! Jeg syntes, det var lysere i morges, da jeg kørte på arbejde.
- På arbejde sidder jeg over for Nikolaj. Tilsammen udgør vi Sproghjørnet. Kollegerne er skuffede de dage, vi ikke kommenterer noget sprogligt i radioen, diskuterer udtale eller betydning af ord, vi opsnapper, eller vurderer konstruktioner i de tekster, vi arbejder med. Som regel er vi enige. Også om at vi har ret i de fleste af vores iagttagelser. I dag behandlede vi udtale af tombola og tunnel.
- Er kommet til at tilbringe aftenen i en sær bunke posedametøj. Meget strik, meget stræk, meget blødt. Hver for sig rigtig fine stykker tøj. Sammen topkikset. Men det var det, jeg fik taget på, da jeg havde været i bad efter løbeturen. “Jeg er gift, og jeg er hjemme”, sagde en, jeg kender, engang som undskyldning for at gå rundt i en svedig undertrøje. Er jeg gået i den fælde? Selv om jeg ikke er gift, og selv om jeg faktisk er ren. Undskyld, under alle omstændigheder!
14. december 2014 | den store bunke |
For enden af en weekend, hvor vi har hygget igennem med gode venner, grinet og snakket, drukket godt, spist godt – også til bunden i småkagedåserne, fældet juletræer, gået tur, sovet for lidt, købt julegaver, lagt puslespil og pyntet juletræ, føler jeg mig så træt som en på 55.
…?
Stod der virkelig pyntet juletræ? Ja. Vi har snydt lidt og pyntet tidligt. Det blev et fint træ. Og heldigvis var vi enige om lamettaen. Lametta, de smalle sølvstrimler, som kan skabe sådan en ufred, hvis der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal på træet, eller om det i stedet skal være fehår eller ingen af delene. Fra nu af bliver vi budt velkommen hjem af kugler, lys og flettede hjerter. Og lametta
