21. september 2015 | den store bunke |
I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.
Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.
Nu har jeg meldt det til internettet.
27. marts 2015 | den store bunke |
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
17. januar 2015 | den store bunke |
Uddrag fra Maria Semples roman Hvor blev du af, Bernadette:
“Lad os sige, at man har fået en gave. Man pakker den op, og det er en diamanthalskæde. Man bliver ude af sig selv af glæde, og man hopper op og ned af bar begejstring. Den næste dag er man stadig glad for halskæden, men ikke helt så meget. Efter et år ser du på halskæden og tænker “Nåh, dén gamle tingest”.
Det er det samme med negative følelser. Lad os sige, at man har fået en revne i forruden på bilen, og man er ked af det. “Åh nej, min forrude, den er ødelagt. Jeg kan næsten ikke se ud af den. Det er en katastrofe!” Men man har ikke penge til at få den lavet, så man kører bare videre med den. En måned efter er der en, der spørger, hvad der er sket med ens forrude, og man siger “Hvad mener du?”, fordi ens hjerne har devalueret betydningen af det.”
Min hjerne er i gang med at devaluere de ridser, jeg fik lavet i forreste kofanger forleden morgen, da jeg lige var fremme og kysse kantstenen, da jeg parkerede på arbejde. I et stykke tid devaluerede jeg fint, men så nævnte den kollega, som mødte samtidig og så min manøvre, det et par dage efter og mente, at det ikke havde lydt ret godt. Først da kiggede jeg grundigere efter og mærkede ridserne i lakken.
Nu skal jeg lige kategorisere det som ’min første rift’, og så skal det arkiveres. Devalueres.
