16. december 2019 | den store bunke |
Det meste af dagen har jeg haft denne udsigt og lyden af slagregn på ruden. Gråt i gråt og vådt i vådt og aldrig lysere end dette. Det gode var, at jeg ikke skulle ud, for det var på ingen måde vejr til andet end at sidde indenfor og vende den anden kind til.
Den eksotiske pynt? Ja, den vandt jeg i pakkespil i starten af december, og det var her, den bedste placering var.
Et andet lyspunkt er, at jeg har fået vinterdæk på min bil. Min søde og dygtige kæreste ordnede det i går. I tørvejr. Lille Hviden kan nemlig sagtens holde på tværs i carporten. Måske løftede han den derind, jeg så ikke mellempositionerne.
Til alle dem, der har været bekymrede, altså: Jeg kører vintersikkert.
Dimsen, der stikker op fra bunden af billedet, er toppen af troldhaslen. Som jeg ikke har fået klippet endnu.
11. maj 2019 | den store bunke |
Min bil har rundet 105.000 km, og jeg fik endelig taget mig sammen til at bestille en tid til servicetjek på værkstedet.
Det plejer at være sådan, at når jeg ringer derud, siger værkføreren ’Kan du huske registreringsnummeret?’, og jeg tænker ’Hrmpf’, føler mig fornærmet og synes, at han bare formulerer sig sådan, fordi jeg er kvinde og en slags blond, og han kunne lige så godt have afsluttet spørgsmålet med ’lille De’.
Det var imidlertid ikke sådan denne gang.
Vi fandt frem til et tidspunkt, jeg kunne komme med bilen, og så kom han i tanker om:
– Jeg skal lige have registreringsnummeret.
– Jep, AN70159.
Søgende tavshed.
– Hm, den kan jeg ikke finde? Hvilken adresse hører den til?
– Teglmarken. Eller Vestergade … eller Sct. Mathias Gade… jeg er flyttet en del.
– Der er heller ikke noget. Hvilket navn var det?
– Nå? Jeg har da ellers købt den ude hos jer, haha. Jeg gentog mit navn.
– Nej, heller ikke.
– Hm, I ringer ellers jævnligt og beder mig om at få den til eftersyn, haha. Nå, men ved du hvad, jeg logger mig lige ind på min forsikring og dobbelttjekker registreringsnummeret…
Her kunne jeg konstatere, hvad der VIRKELIG står på min nummerplade, og SÅ kunne værkføreren finde min Aygo, og vi lavede en aftale på tirsdag.
Det værste er, at næste gang han spørger, om jeg kan huske registreringsnummeret, er jeg nødt til at sidde og skumme for mig selv med mine fordomme og røde ører. Jeg kan ikke engang indvende noget, hvis han siger ’lille De’.
Note til mig selv til næste gang: Tjek INDEN opringning!
3. juli 2018 | den store bunke |
Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.
Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.
Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.
Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.
“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.
20. februar 2017 | den store bunke |
Ka-me-ra. Ikke karma.
Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.
Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.
Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.
Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver så fint og helt skarpt og detaljeret.
Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.
Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?
Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.
23. december 2016 | den store bunke |
Rigspolitiet har sendt ny digital post, stod der i en sms i morges.
Så ved man jo godt, at der nok ikke er tale om et omsorgsfuldt Glædelig jul og godt nytår, og at den røde lampe, der blinkede så øjenskærende sidste fredag morgen, da jeg passerede byggepladsen ved sygehuset, nok ikke var Rudolfs røde tud.
Når Rigspolitiet sender breve, er det rudekuverter. Digitale rudekuverter. Indholdet i denne her kalder de en indfordring. Vedrørende vedlagte bødeforlæg bla-bla, noget om et samlet skyldigt beløb, fordi jeg ifølge færdselslovens bla-bla den 19. december 2016 kl. 07.16 som registreret ejer af personbil bla-bla har været ansvarlig for, at køretøjet blev ført ad bla-blavej med mindst 56 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t bla-bla. Og så er der to sider med hvis og hvis og bla-bla, og her er der fotos, hvis du vil se, hvordan du ser ud på vej til arbejde en mørk decembermorgen, og betal inden bla-bla.
Et rødt blink en tidlig morgen gør ikke noget godt for mit udseende, kan man tydeligt se. Jeg ser vild ud. En tydelig fartdjævel. Lige så tydeligt ser man den bule, bilen har bag højre bagdør. Dén gør det pludelige lys heller ikke noget godt for.
Vi havde gerne været den hilsen foruden, Lille Hviden og jeg.
Heldigvis var det kun tusind kroner. Det er jeg på en måde nødt til at være glad for. Sådan bliver man igen glad for en fartbøde.
