Plaster på
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
