21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
18. juni 2015 | den store bunke |
Nu gider han ikke høre det mere. Førstegangsvælgeren. Jeg har overskredet kvoten for det antal gange, jeg må prise det særlige i at følges til valgstedet med et barn, der har opnået myndighed og stemmer for allerførste gang i sit liv. Den første af et helt livs store demokratiske beslutninger. Jeg behøver ikke snakke mere om, hvor særligt jeg synes, det er for ham at skulle sætte sit første kryds på en stemmeseddel, der gør en forskel.
Så nu må jeg nøjes med at pippe her. For jeg var ærlig talt stolt, da vi alle tre fulgtes ad til Tinghallen med vores valgkort, alle tre hilste på bekendte i samme ærinde, stillede os i kø ved valgbord 14, stod i hver sin valgboks samtidig og efter tur kom ud og puttede stemmesedlerne i stemmeurnen. Tre vidt forskellige krydser havde vi sat, ved jeg. Og det er jo sådan, et demokrati er og skal være.
Nu må vi vente og se, hvem der får mest ret.
Jeg havde faktisk to førstegangsvælgere i dag. Ældste søn var endnu ikke myndig ved det forrige folketingsvalg. Ham kunne jeg bare ikke overøse med demokratistolthed, for han har sat sit særlige kryds i en anden valgkreds, ligesom drengenes storesøster har.
Tilsammen har vi sat fem vigtige kryds.
Og vi får se…
12. juni 2015 | den store bunke |
Somme tider ser jeg mig gal på nogle udtryk. Jeg bliver træt af at høre dem hele tiden og forviser dem fra mit aktive ordforråd. Hvis jeg kan komme af sted med det, piller jeg dem også helst ud af alle andres. ‘Fremadrettet’ er et af dem, ‘på den lange bane’ et andet. Jeg siger dem ikke og gyser, når jeg hører dem. Jeg siger heller ikke ‘af slagsen’ som i “Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du får en god en af slagsen”. Sommetider kan jeg ikke forklare, hvorfor et givet udtryk er mig imod, andre gange er det fordi det er blevet en kliche, formet af tidens trendy mediemagere og brugt i hver anden sætning.
Nu har jeg smagt på ‘min bedre halvdel’. Hvis noget udtryk er en kliche, er det dét. Man bruger det som en fællesnævner for kone, mand, kæreste, og hvis man ikke lige ved, om nogen er gift eller ikke. ”Tag din bedre halvdel med”. ”Vi tager til koncerten sammen med vores bedre halvdele”. ”Den har jeg fået af min bedre halvdel”. Jeg har vurderet på, om det er et udtryk, jeg kan lide, eller om det skal dømmes ude. Den klicheagtige fastlåste udformning og brug taler for bortvisning. Det helt enormt søde indhold trækker det ind i varmen. For det betyder jo “min partner er det bedste, jeg har, og faktisk lige en millimy bedre faldet ud end mig, og tilsammen er vi et hele”.
Min afgørelse er, at ‘bedre halvdel’ godt må blive på holdet.
8. juni 2015 | den store bunke |
Da der blev delt talenter ud til mine forældres børn, blev der kastet med rund hånd på min ældste bror. En gang om året nyder jeg i særlig grad det, han kan. Han har i mange år været en del af den lokale teaterforening i Søndersø på Nordfyn, som tekstforfatter, skuespiller, kasserer og kulissesnedker. De spiller en revy i maj-juni og en efterårsforestilling.
Vi har lige været til revy. Den var også god i år. Jeg er en stolt søster igen.
2015-revyen hed Lige til stregen, og her er min bror som Kurt Westergård sammen med Emil fra Lønneberg i Gale Streger.
Han var også overlæge med alternativ anvendelse af forskningsmidler i Fri Forskning og pensionist i nummeret Shitstorm om tonen på sociale medier. Når han tager gammelmandstøj på, er det som at se vores far.
Billederne er taget af Kurt Christensen og hentet fra foreningens hjemmeside.
Hvis jeg boede i nærheden, ville jeg være med. Og hvis jeg kunne, ville jeg dreje en snedig revytekst. Det vil jeg tænke over til næste år.
Turen til Fyn var også en dejlig lejlighed til at se familien. Hos bror og svigerinde på gården har de kattekillinger. Nåårhh!
4. juni 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
På arbejde kom vi i går til at snakke om, hvorvidt ’hesterytter’ er et ord. Arj! … men mnjooh, der er jo noget, der hedder cykelrytter, så hvorfor ikke hesterytter? Og gederytter!, sagde en. Nej!, sagde jeg. Jo!, sagde han, et entydigt eksempel på en gederytter er… Klods Hans!
Jeg er den, der ikke kan have den slags uvisheder hængende og slår det op i Den Danske Ordbog. Hesterytter er ikke et anerkendt ord. Gederytter heller ikke. Jeg søgte *rytter og opremsede listen af de anerkendte ord, der ender på -rytter. Ingen heste- og ingen gede-. Så ved vi det. Ingen valgfrihed, og det kan vi lide.
Men så skrev jeg alligevel gederytter i Googles søgefelt (gederytter, ikke gryderetter), og det viste sig, at internettet ikke er enig med Dansk Sprognævn. Gederytter findes. Der er hits. Jeg forstår ganske vist ingen af sammenhængene. ’Syngende gederytter’? ’Gederytter med erfaring med kartofler’? Jeg er en lille smule målløs. Jeg mangler ord.
Og det er tilsyneladende ikke alle ord, ordbogen kan hjælpe med.
3. juni 2015 | den store bunke |
Nogle ting kan man på rygraden, andet lærer man aldrig.
Jeg har fuldstændig styr på højre og venstre. Bliver der sagt ’Drej til højre nu, gør jeg det uden at tøve så meget som et nanosekund. Helt uden at tænke.
Derimod er jeg totalt øst-vest-blind. Hvis jeg skal fortælle, om et sted er i den vestlige eller den østlige del af landet, skal jeg danne billeder. Jeg ved jo godt, hvor København og Ringkøbing er, men jeg skal nå at tænke ’højre-øst og venstre-vest’ og se et landkort for mig, inden jeg kan sige det.
Jeg lærer heller aldrig at fjernbetjene billåsen ved bare at pege armen bagud på vej væk og lige trykke på den rigtige knap på nøglen. Jeg er nødt til at kigge på ikonerne og tænke det: Lukket hængelås låser, åben hængelås låser op.
Hjernen er en sær en.
