30. januar 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
De her kager, ikke? De hedder jo rutebiler. Man kalder dem også chokolademarengs. Og nu tror I måske, at dét er dét. Så har de ikke flere navne. Men det har de. På Fyn hedder de stribede hankatte. I hvert fald på fortids-Fyn. Barndoms-Fyn. Min mors Fyn. Det udtales cirka sådan her: striwet’ haj’kat’.
Jeg ved ikke, hvad de har med katte at gøre. Det er vel efter samme ulogiske logik, som når vi kaldte franske vafler for øretæver. Og klatkager for elefantører.
Men altså, på Fyn spiser de katte.
8. juni 2015 | den store bunke |
Da der blev delt talenter ud til mine forældres børn, blev der kastet med rund hånd på min ældste bror. En gang om året nyder jeg i særlig grad det, han kan. Han har i mange år været en del af den lokale teaterforening i Søndersø på Nordfyn, som tekstforfatter, skuespiller, kasserer og kulissesnedker. De spiller en revy i maj-juni og en efterårsforestilling.
Vi har lige været til revy. Den var også god i år. Jeg er en stolt søster igen.
2015-revyen hed Lige til stregen, og her er min bror som Kurt Westergård sammen med Emil fra Lønneberg i Gale Streger.
Han var også overlæge med alternativ anvendelse af forskningsmidler i Fri Forskning og pensionist i nummeret Shitstorm om tonen på sociale medier. Når han tager gammelmandstøj på, er det som at se vores far.
Billederne er taget af Kurt Christensen og hentet fra foreningens hjemmeside.
Hvis jeg boede i nærheden, ville jeg være med. Og hvis jeg kunne, ville jeg dreje en snedig revytekst. Det vil jeg tænke over til næste år.
Turen til Fyn var også en dejlig lejlighed til at se familien. Hos bror og svigerinde på gården har de kattekillinger. Nåårhh!
19. april 2014 | At have have |
Jeg har aldrig rigtigt set nytten af en kultivator. Jeg har lært havebrug af min mor, og de haveredskaber, hun brugte, talte ingen kultivator. I store træk lagde hun kun rive og skuffejern i trillebøren, når hun gik ud for at “rense have”. I prydhaven, altså. Når hun var i urtehaven, tog hun også spade og greb med.
En kultivator fjerner ikke ukrudtet, sagde hun. Hendes metode var skuffejernet. Først skuffer man jordstykket, og når det fældede ukrudt har ligget lidt oven på jorden og tørret, river man det sammen, så det ikke slår rod igen.
Jeg var forundret, da jeg i sin tid fik den første have. Min mand havde lært havebrug af sin far, hvis foretrukne haveredskab var kultivatoren. Den løsner jorden omkring rødderne, sagde han og brugte aldrig skuffejern. Jeg trak på skuldrene og tænkte, at det nok var sådan, de gjorde i Jylland. De sætter jo også kartofler, mens vi på Fyn lægger dem.
Der var således flere modsætningsforhold. Skuffejern eller kultivator. Mor til datter eller far til søn. Fyn eller Jylland. Vi var ikke enige om metoderne, men det gode var, at vi aldrig sloges om haveredskaberne. Han greb kultivatoren, jeg greb skuffejernet, og da boet skulle deles, var det naturligt, at han fik den femgrenede kultivator, mens jeg var helt tilfreds med den tregrenede. Jeg foretrak jo alligevel skuffejernet – som vi var helt enige om, at jeg skulle have.
Nu er jeg begyndt at bruge kultivator!
Ja, det er jeg.
Den kan ganske enkelt rive de store ukrudtsblokke op, så jeg kan samle dem sammen. Skuffejernet ville bare hakke rødderne over, og så ville de snart skyde igen. Når der er ryddet, og det bare skal holdes vedlige, tager jeg skuffejernet igen.
I dag indså jeg, at i haver som min mors – og i sin tid svigerfars – er det fuldstændig ligegyldigt, hvilket redskab man bruger. Der er jo aldrig noget ukrudt. De holder det væk hele tiden og starter aldrig med så grøn jord, som jeg gør. Så det er bare et spørgsmål om, hvad der ligger bedst i hænderne, og hvad man synes, man udretter mest med.
Det er vel også i orden, siger jeg til mig selv, at jeg begynder at gøre nogle haveting anderledes, end min mor har lært mig. Jeg mener, jeg er 54 og har boet i Jylland i flere år, end jeg har boet på Fyn.
Hun ser jo ikke, at jeg gør det.
