Somme tider ser jeg mig gal på nogle udtryk. Jeg bliver træt af at høre dem hele tiden og forviser dem fra mit aktive ordforråd. Hvis jeg kan komme af sted med det, piller jeg dem også helst ud af alle andres. ‘Fremadrettet’ er et af dem, ‘på den lange bane’ et andet. Jeg siger dem ikke og gyser, når jeg hører dem. Jeg siger heller ikke ‘af slagsen’ som i “Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du får en god en af slagsen”. Sommetider kan jeg ikke forklare, hvorfor et givet udtryk er mig imod, andre gange er det fordi det er blevet en kliche, formet af tidens trendy mediemagere og brugt i hver anden sætning.
Nu har jeg smagt på ‘min bedre halvdel’. Hvis noget udtryk er en kliche, er det dét. Man bruger det som en fællesnævner for kone, mand, kæreste, og hvis man ikke lige ved, om nogen er gift eller ikke. ”Tag din bedre halvdel med”. ”Vi tager til koncerten sammen med vores bedre halvdele”. ”Den har jeg fået af min bedre halvdel”. Jeg har vurderet på, om det er et udtryk, jeg kan lide, eller om det skal dømmes ude. Den klicheagtige fastlåste udformning og brug taler for bortvisning. Det helt enormt søde indhold trækker det ind i varmen. For det betyder jo “min partner er det bedste, jeg har, og faktisk lige en millimy bedre faldet ud end mig, og tilsammen er vi et hele”.
Min afgørelse er, at ‘bedre halvdel’ godt må blive på holdet.
