21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
12. marts 2015 | den store bunke |
Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?
Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?
Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.
Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.
Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.
Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.
Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.
Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.
31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg elsker at sidde på en café i en fremmed by og se på folk. Det gjorde vi meget i Flensburg, da vi var på kombineret kæreste- og købedrikkelsetilfesttur i weekenden.
Vi boede i Linn og Bastians lejlighed midt i byen i en baggård ti meter fra gågaden. Vi kender dem ikke, men de lejer deres lejlighed ud gennem airbnb.com, når de rejser i deres autocamper, og vi fik en hel lejlighed tæt på det hele for det halve af hotelpris. Med parkeringsplads og wifi. Og så er det lidt sjovt at prøve at fornemme hvem de er, de mennesker, hvis hjem man bor i. Der var hyggeligt og fint – og lidt piget. Et arbejdsbord med en printer, en guitar og nogle store sko i entreen virkede som de aftryk, han havde fået sat. Men de er pæææne. I ejendommen var der også en fotograf, og på hans prisskilt i vinduet fandt vi vores værter, som vi kunne kende fra billederne oppe i lejligheden. Smart at supplere indtægterne med lidt boligudlejning og modelleri.
På vejen dertil havde vi købt nogle flasker vin, vi ville teste under opholdet, så vi vidste, hvad vi skulle fylde bilen med på hjemvejen.
Det var den ene store opgave. Den anden var at slentre og ose. Det er vi gode til. Gågaden, sidegader, havnen, cafeer. Vi sætter os helst, så vi kan overskue mest muligt. Nu skal man jo passe på, hvad man siger i en by så tæt på vores eget land og sprog, men man kan godt kommunikere lydløst og signalere “Prøv at se dér, hvad tror du…” og så videre. Jeg elsker det. Når der kommer 47 blomstrede skjortebluser i pastelfarver forbi, en ældreklub på bustur. Pigen på fem, som går med sine forældre, bliver sur, smider sit løbehjul og demonstrativ lægger armene over kors, opdager at ingen lægger mærke til hende, flytter løbehjulet halvanden meter om på den anden side af forældrene og foretager nøjagtigt samme manøvre med korslagte arme og mulemund. Det unge forelskede par, hvor hun er dværg og han er i kørestol, hun skubber med en hånd på hans skulder, og begge lyser af den samme lykke som alle andre kærestepar. Alle de mennesker, hvor nogen burde sige til dem, at det ville klæde dem at klæde sig bare lidt anderledes. På den anden side er det rart at vide på en dårlig dag, hvor man synes man ligner noget der er løgn, at det kan være meget værre.
Indbyrdes har vi en langvarigt kørende diskussion om berettigelsen af skuldertasker med rem, som bæres diagonalt over brystet, på grund af den måde, hvorpå remmen deler brysterne og skubber det ene ud i armhulen. Som føde til den snak er en fortovscafe et fremragende sted at researche.
Så kan man jo altid drikke en øl imens.
