Førstevalget

Nu gider han ikke høre det mere. Førstegangsvælgeren. Jeg har overskredet kvoten for det antal gange, jeg må prise det særlige i at følges til valgstedet med et barn, der har opnået myndighed og stemmer for allerførste gang i sit liv. Den første af et helt livs store demokratiske beslutninger. Jeg behøver ikke snakke mere om, hvor særligt jeg synes, det er for ham at skulle sætte sit første kryds på en stemmeseddel, der gør en forskel.

Så nu må jeg nøjes med at pippe her. For jeg var ærlig talt stolt, da vi alle tre fulgtes ad til Tinghallen med vores valgkort, alle tre hilste på bekendte i samme ærinde, stillede os i kø ved valgbord 14, stod i hver sin valgboks samtidig og efter tur kom ud og puttede stemmesedlerne i stemmeurnen. Tre vidt forskellige krydser havde vi sat, ved jeg. Og det er jo sådan, et demokrati er og skal være.

Nu må vi vente og se, hvem der får mest ret.

Jeg havde faktisk to førstegangsvælgere i dag. Ældste søn var endnu ikke myndig ved det forrige folketingsvalg. Ham kunne jeg bare ikke overøse med demokratistolthed, for han har sat sit særlige kryds i en anden valgkreds, ligesom drengenes storesøster har.

Tilsammen har vi sat fem vigtige kryds.

Og vi får se…