Sproget – i et sært hjørne
På arbejde kom vi i går til at snakke om, hvorvidt ’hesterytter’ er et ord. Arj! … men mnjooh, der er jo noget, der hedder cykelrytter, så hvorfor ikke hesterytter? Og gederytter!, sagde en. Nej!, sagde jeg. Jo!, sagde han, et entydigt eksempel på en gederytter er… Klods Hans!
Jeg er den, der ikke kan have den slags uvisheder hængende og slår det op i Den Danske Ordbog. Hesterytter er ikke et anerkendt ord. Gederytter heller ikke. Jeg søgte *rytter og opremsede listen af de anerkendte ord, der ender på -rytter. Ingen heste- og ingen gede-. Så ved vi det. Ingen valgfrihed, og det kan vi lide.
Men så skrev jeg alligevel gederytter i Googles søgefelt (gederytter, ikke gryderetter), og det viste sig, at internettet ikke er enig med Dansk Sprognævn. Gederytter findes. Der er hits. Jeg forstår ganske vist ingen af sammenhængene. ’Syngende gederytter’? ’Gederytter med erfaring med kartofler’? Jeg er en lille smule målløs. Jeg mangler ord.
Og det er tilsyneladende ikke alle ord, ordbogen kan hjælpe med.
