18. juni 2015 | den store bunke |
Nu gider han ikke høre det mere. Førstegangsvælgeren. Jeg har overskredet kvoten for det antal gange, jeg må prise det særlige i at følges til valgstedet med et barn, der har opnået myndighed og stemmer for allerførste gang i sit liv. Den første af et helt livs store demokratiske beslutninger. Jeg behøver ikke snakke mere om, hvor særligt jeg synes, det er for ham at skulle sætte sit første kryds på en stemmeseddel, der gør en forskel.
Så nu må jeg nøjes med at pippe her. For jeg var ærlig talt stolt, da vi alle tre fulgtes ad til Tinghallen med vores valgkort, alle tre hilste på bekendte i samme ærinde, stillede os i kø ved valgbord 14, stod i hver sin valgboks samtidig og efter tur kom ud og puttede stemmesedlerne i stemmeurnen. Tre vidt forskellige krydser havde vi sat, ved jeg. Og det er jo sådan, et demokrati er og skal være.
Nu må vi vente og se, hvem der får mest ret.
Jeg havde faktisk to førstegangsvælgere i dag. Ældste søn var endnu ikke myndig ved det forrige folketingsvalg. Ham kunne jeg bare ikke overøse med demokratistolthed, for han har sat sit særlige kryds i en anden valgkreds, ligesom drengenes storesøster har.
Tilsammen har vi sat fem vigtige kryds.
Og vi får se…
6. maj 2014 | den store bunke |
Jeg springer over de halve udsagn på Facebook. Dem hvor man selv skal gætte, hvad afsenderen mener. “Jeg hader at skulle tage det valg…!!”, “Åh nej!”, “Trænger til at der sker noget godt”, “Juhuuu!”, “Møgbil!”, “er på skadestuen”, “er taknemmelig” … Dem her har jeg selv fundet på, men det er den slags, jeg mener. De statusser, som føder flere spørgsmål end svar og efterlader mig på en platform af uvished. Som genererer en tråd af spørgsmål fra andre, der heller ikke er indviede, “Hvad da, søde?”, “Hvad sker der?”, og der kommer aldrig svar.
Hvis jeg skal mene noget om noget, have medynk eller dele glæde, så fortæl mig præcist, hvad jeg skal tage stilling til. Jeg kan ikke gætte det.
Så kom jeg selv til at skrive sådan en forleden dag. Tror jeg nok. “vil til at være sådan en, der træffer kloge beslutninger. Var dét ikke en klog beslutning?”
Mon der sad nogen og troede, at jeg havde taget en stor, epokegørende beslutning og bare ventede på at blive spurgt om, hvad det var? Det havde jeg ikke. Jeg ville bare til det, og så syntes jeg, det var en sjov twist med ord. En enkelt venter spændt på, hvad der kommer af klogt fra mig, skrev hun, og det venter jeg også selv på.
Men når jeg skal til at gøre noget med en klog beslutning, kommer den muligvis til at handle om et eller andet med, at jeg på et tidspunkt vil løbe halvmaraton igen.
Jeg må hellere begynde at træne så.
19. november 2013 | den store bunke |
En fod, hedder det vel. Nej, det er nok snarere kun en tanke endnu.
Jeg har ikke pakket. Kun lagt lidt frem. Der ligger en køkkenrulle, nogle ruller toiletpapir, et gps-løbeur, løbesko, et Berlinkort, en guidebog og en pose nescafe. Og mit pas.
Jeg skal til Berlin i overmorgen.
Da vi var nyvoksne, rejste mine to veninder og jeg en del sammen, blandt andet på to legendariske interrailture. Så blev vi opslugt af mænd og børn og job i nærmest tredive år, men for nogle år siden genoptog vi det. Årlige ture til hvor vi nu har lyst og råd til at tage hen i en forlænget weekend. Rom, København, Bruxelles.
Denne gang har vi lyst til Berlin, og vi har inviteret vores mænd med for en gangs skyld. Der lå helt eksakte krav til tidspunktet: Efter kommunalvalget (to af os er via arbejde dybt involveret), inden julehandlen (en af os har forretning), i en ulige weekend (to af os har delebørn, der er hos den anden forælder i ulige weekender). Derfor bliver det denne weekend.
De, der lige nu knokler i henholdsvis et rådhus og et regionshus nærmest lige indtil afgang, har allerede pakket. Det har jeg for en gangs skyld ikke. Vi skal heller ikke have så meget med. Vi kører alle seks i én bil og har fået besked på at pakke i mindre og formbare enheder, som kan presses i tagboksen. Vi bor i Friedrichshain, og i tre dage ligger alt åbent
Det bliver så brandhyggeligt. Jeg glææææææder mig!
