13. december 2015 | den store bunke, Udpluk |
• Stod op kl. 7 i går, selv om det var lørdag. Følte mig meget voksen. Sov til gengæld til klokken 10 i dag og stod op lidt over 11. Er så voksen, at jeg bestemmer selv, nemlig.
• Har taget hul på julegaveindkøbene. To netkøb og fire køb ude i virkeligheden. To midaldrende ekspedienter i en butik jeg handlede i – og jeg afslører ikke hvilken – sukkede allerede i går over, at de skulle på arbejde i dag. De får ti lange dage med den indstilling. Og jeg må hellere holde et par dages indkøbspause for ikke at trætte nogen handlende.
• Indså at jeg kommer alt for lidt ud i den by, jeg bor midt i. De har gravet store huller derude, som jeg ikke har set før, og lavet nye butikker. Og jeg mødte folk derude! Som jeg kender. Hilsbare. Hyggeligt.
• I går genhørte jeg sangen Calling You fra Bagdad Café, en helt fantastisk film fra 1987. Den må jeg hellere snart se igen. Havde helt glemt den uforlignelige Marianne Sägebrecht, som spillede hovedrollen.
• Har planlagt langt frem og lovet min mor kirketransport til gudstjenesten klokken 14 juleaftensdag. Præsten i min hjemegns pastorat hedder Johannes Nissen. Det er sådan et fint julepræstenavn.
• Er kommet i tanker om hvid gløgg. Har fundet en lejlighed til at lave det. Hvid gløgg er godt for både øjne, næse og mund.
• Jeg har ikke været uden for en dør i dag Det har ellers været så flot vejr. Jo, jeg var i Føtex. Men da var det blevet mørkt.
• Gik i Føtex i mine udtrådte joggingbukser. Det kan man godt, så jeg i Marens stribe i Politiken i dag. Jeg gjorde det på samme måde, bare uden stiletterne.
13. september 2015 | den store bunke |
Vi er i slipstrømmen af fest, alkohol og sent i seng. Det var sjovt, hyggeligt og højtlydt i går og i nat.
I dag er også fin. Jeg har været oppe i otte timer. De seks har jeg tilbragt i sofahjørnet stort set uden at flytte mig. Jeg har gjort mig rigtig umage med at lave ingenting. Det er gået godt. Jeg har performet til en placering i toppen. Lige nu ser det ud til, at jeg lander på en andenplads. Guldet må gå til en, der ikke satte vigtige points til ved at læse en hel søndagsavis og en lang række blogs, tale i telefon med både mor og store søn, gennemføre otte niveauer i Candy Crush og følge Facebookfeedet i realtid.
Sølv er sejt. Jeg skal nok blive til noget.
21. juni 2015 | den store bunke |
I går var vi til en indflytterfest, hvor værtinden havde samlet, hvad hun kaldte sin inderkerne. Vi kendte kun få af de andre, og den slags kan jo blive til hvad som helst. Det blev en af de sjove og berigende oplevelser, hvor ukendte mennesker folder sig ud i løbet af aftenen og viser sig at rumme andet og meget mere end det allerførste indtryk, man fik, og hvor man selv bliver udfordret og er klogere, når man går, end da man kom. Mellemmenneskelig interaktion, når den er bedst.
Vi tager til Amsterdam i sommerferien. Fylder min Aygo med fire mennesker og næsten ingen bagage, for det er der ikke plads til, og så går det mod Holland, til tulipaner (er de egentlig ikke afblomstrede i august?), oste og kanaler i en grøn og skøn by. I dag har vi fået bekræftelse på vores airbnb-bookning. Vi skal bo i en Beautiful apartment med et amazing view. Det bliver godt, tror jeg. Udlejeren hedder Tabaksblat, det er altså også et fint navn. Men det bedste er, at med indkvartering på plads er der kun tilbage at glæde os.
Jeg ville lave et kryds og bolle-spil på stubben fra det piletræ, vi fik fældet i kolonihaven for et par uger siden. Det så jeg i Politiken i dag, at man kunne. Man skulle bare male to streger den ene vej på træstubben og to den anden vej og finde fem sorte og fem hvide sten, og så kunne man sidde i et par magelige stole og være nærværende og fredfyldte over et spil kryds og bolle. Det skal vi da ha’, tænkte jeg og forestillede mig, at jeg i stedet for maling kunne save fire ridser i stubben. Det kunne jeg bare ikke. Fukssvansen dansede henover den stenhårde overflade uden at få greb. Så der bliver ikke noget af nærværende og fredfyldt.
Det, der blev noget af, var at tage blomster med hjem til spisebordet. Fine, ikke? Papirkaos skyldes, at den selvstændige er tæt på årsafslutning i firmaets regnskab. Det giver en lang søndag med bilagsbunker og intens koncentration.
Så er det godt med blomster.
2. april 2015 | den store bunke |
Jeg elsker det her. Kaffe, avis, langsom morgenmad, solindfald, ro, fordybelse, samtale. Det er den væsentlige grund til, at jeg beholder mit helligdagspapirPolitikenabonnement. Søndagsavis og længesidden ved spisebordet er en grundlæggende del af mig, af mit system, af hvad jeg synes jeg har ret til. Ikke at jeg hver søndag får læst avisen grundigt, men jeg har muligheden, og jeg gør det, hvis omstændighederne flasker sig, og den skal være der. I dag er den en ekstra torsdagsgave.
Nu skal jeg lige have en kop kaffe og et par siders tryksværte mere, og så skal jeg ud og grave i kolonihaven, med lydbog i ørerne.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg rammer direkte ned i et let definerbart befolkningssegment.
5. januar 2014 | den store bunke |
Jeg holder Politiken om søndagen. Det er lige den ene dag, jeg kan overkomme at få læst papiravisen. Så vil jeg til gengæld også gerne have den. Egentlig står der i min abonnementsaftale, at den skal bringes helt op på tredje sal og puttes gennem brevsprækken i entredøren, men det har jeg for længe siden opgivet at få håndhævet.
Gadedøren i min ejendom er låst til klokken 6. Kommer avisen inden da, kan avisbudet ikke komme til at smide den i postkassen, som sidder indenfor. Så ligger avisen i en gul plasticpose udenfor på gaden. Så kan jeg være heldig at finde den der. Posen er en ny ting. En god ting. Førhen kunne jeg være heldig at finde en våd avis.
I dag fandt jeg ingen avis. Hverken udenfor eller i postkassen. Eller i en af de andres postkasser. Det er nemlig også før sket, at jeg har kunnet få fat i en flig af min avis i en andens postkasse og har kunne fiske den op. Men ikke i dag. Ingen avis.
Det er sket før. Og jeg har tænkt pyt, for jeg kan også læse søndagsaviserne online. I dag havde jeg allerede været online og igennem det meste af dagens avis, inden jeg kom i nærheden af min postkasse. Men der var artikler, jeg havde bestemt mig for at gemme, til jeg fik papirudgaven i hænderne. Og så besluttede jeg mig for at klage.
Jeg gik ind på Politikens selvbetjeningskundeservice og fandt Reklamationer. Og herfra var det nemt. Jeg var vildt overrasket over, hvor formaliseret et klageskema der er. Og undrer mig over, hvor mange aviser, der ikke når frem til abonnenterne, siden klageservice er så udbygget. Jamen, hvor bliver aviserne af? Hvad gør budene med dem? Eller er der nogen, der hugger vores aviser? Sidder der en morgenfulderik i Viborg og fryder sig med min avis? Og hvis man faktisk får sin avis, behøver man så at være så sippet? Men punkterne er vel på listen, fordi der er abonnenter, som krydser dem af?
Prøv at se alt det, man kan klage over:
Jeg har ikke modtaget min avis
Leveret for sent – ingen forsinkelsesmelding
Dårligt produceret eller mangelfuld Politiken
Avisen var våd
Leveret på måtten – skal igennem brevsprækken
Levér ikke i postkasse – skal helt ind til huset
Levér ikke i p-ks.anlæg – skal leveres på etagen
Politiken skal helt igennem brevsprækken
Politiken skal igennem brevsprækken på etagen
Politiken skal helt ned i postkassen
Modtog forkert produkt – skal have Politiken.
Jeg krydsede af ved første mulighed. Det eliminerede samtidig de resterende valg.
Gad vide, om jeg vinder noget.
