Da der blev delt talenter ud til mine forældres børn, blev der kastet med rund hånd på min ældste bror. En gang om året nyder jeg i særlig grad det, han kan. Han har i mange år været en del af den lokale teaterforening i Søndersø på Nordfyn, som tekstforfatter, skuespiller, kasserer og kulissesnedker. De spiller en revy i maj-juni og en efterårsforestilling.
Vi har lige været til revy. Den var også god i år. Jeg er en stolt søster igen.
2015-revyen hed Lige til stregen, og her er min bror som Kurt Westergård sammen med Emil fra Lønneberg i Gale Streger.
Han var også overlæge med alternativ anvendelse af forskningsmidler i Fri Forskning og pensionist i nummeret Shitstorm om tonen på sociale medier. Når han tager gammelmandstøj på, er det som at se vores far.
Billederne er taget af Kurt Christensen og hentet fra foreningens hjemmeside.
Hvis jeg boede i nærheden, ville jeg være med. Og hvis jeg kunne, ville jeg dreje en snedig revytekst. Det vil jeg tænke over til næste år.
Turen til Fyn var også en dejlig lejlighed til at se familien. Hos bror og svigerinde på gården har de kattekillinger. Nåårhh!
Trackbacks/Pingbacks